Guld fra Gemmerne #58 Fa Sol - The Walking Owl, 2003

The Walking Owl – Fa-Sol, 2003
Bardo (sangskrivning og various perc. Instruments + akk guitar), Frans Bølling (Drums, perc. etc) & Ali (persian drum)

Selvom disse artikler handler om musikken, der høres på pladerne, er det uundgåeligt en gang imellem at dykke lidt ned i hvilke labels, vi har med at gøre. Som læseren ved, er musikken i denne artikelserie meget forskellig i sit udtryk, og selvom denne sæson har dansk rock/beat i fokus, synes musikken at tage sig ud på alle mulige måder. Fra de konservative ’professionelle’ produktioner til de mere hjemmelavede og udskejende. I sæson 2 snakkede vi en del om ECM og hvilken stor indflydelse en producer som Manfred Eicher har på hele kataloget efterhånden. Det var også specielt at se de to legender Donald Fagen og Walter Becker producere hardcore tenorsaxofonmusik på Warner Brothers (GFG #40).

Som de fleste ved, har musikbranchen ændret sig drastisk de seneste 20 år, og det har skabt en kæmpe bølge af selvudgivelser og små independent labels. I takt med at branchen har gjort det næsten umuligt at have en sund økonomi som udgivende musiker, er der i samme periode sket et teknologisk paradigmeskift i forhold til hvordan de ’små’ musikere griber musikproduktion og udgivelse an. Heldigvis er kunsten stadig i høj grad båret af motiverede og passionerede musiknørder, som vil gøre meget for at hver genre har sin plads i landskabet. Et godt eksempel på et dansk nichépræget label er Institut for Dansk Lydarkæologi, som udgiver dansk elektronisk musik, som er blevet opstøvet og fundet på lofter og skuffer hos private skabere og samlere gennem tiden. Pionerer som Jonas Olesen fra Institut for Dansk Lydarkæologi sørger for at musikken ikke dør ud i glemslen, men tværtimod genudgives på ny. Orpheus Records, som har udgivet Fa-Sol, har den simple overskrift ”Psychedelic and progressive music on vinyl”. Med psykedelika og progressivitet som fortegn kan vi derfor hoppe ud i at lytte til The Walking Owls Fa-Sol med en forventning om at musikken, vi skal høre, ikke har et kommercielt øjemed, og allerede der kan vi sænke skuldrene og regne med et originalt og personligt musikalsk udtryk. Som den største kliche begynder a-siden med 22 sekunders Om Mani Padme Hum, det oldgamle buddhistiske mantra, som er hyppigt brugt i musik før. Et godt eksempel på en anden musiker, der har brugt remsen, må være i Kate Bushs Strange Phenomena fra hendes debutplade The Kick Inside.
Selve musikken på Fa-Sol bærer præg af, at sangskriveren og manden bag det hele, Bardo, hviler i sit eget selskab. Man får følelsen af isolation og ensomhed i musikken, som kan deles op i to hovedkategorier. Selve sangene og så fylde-numrene, som er med til at skabe en aura omkring pladen der gør, at det hele fremstår helstøbt og gennemtænkt. Titler som Om Mani Padme Hum, 2 Owls & 3 Spaceindians On a Sowlbeat, Kalpa, Dewdrops og (spiral) giver os en pause fra det, vi lige har hørt, men er også med til at føre os sikkert videre til næste skæring. Herved bliver overgangene mellem numrene meget velafbalancerede.

Bardo lykkes med at få musikken til at være mere end bare ’manden med guitaren’, og her er brugen af rumklang og rytmiske koncepter meget brugbare. På Sand and Sea og Nobis en Terra er der så meget rumklang på, at det lyder som om han sidder alene i en havgrotte og synger sin sang. Som kontrast har vi de knastørre numre Dreamberries of Goodwill og It Is Yours, som fremstår ærlige og nøgne. Der er rigtig mange små detaljer i sangene, som gør hele forskellen og giver den nødvendige variation i den overordnede lytteoplevelse. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at størstedelen af sangene er skrevet under isolation i et samspil mellem mand og guitar. Det er tydeligt at høre på It Is Yours, at guitar og sang virkelig bærer hinanden igennem musikken med små figurer og konstante skift i melodi og akkordspil – musik kan næsten ikke blive mere personlig, end når den fremføres og skrives på denne måde. Jeg synes naturligvis man skal prøve selv at dykke ned i denne plade, og hvis man dyrker det spirituelle, kan Fa-Sol måske være ekstra spændende at dykke ned i – og derefter kan man tjekke resten af Orpheus Records’ udgivelser ud.

Som kontrast til at beskrive småting i mange numre, giver det mening at dykke ned i det, jeg vil mene er et af pladens stærkeste numre. Som en hybrid mellem John Lennon og George Harrison toner Bardos sangstemme frem på The Wondrous Dream of Orangeland, akkompagneret af rumklang, ekkoeffekt og en dreven guitar. Nummeret er rubato – og hvad er rubato? De fleste vil sige, at det er musik uden en gennemgående rytmisk fornemmelse. Free music. The Wondrous Dream of Orangeland er et glimrende eksempel på, at rubato sagtens kan fremstå rytmisk, og på den her optagelse har det faktisk den effekt at musikken virker forhastet og drevet frem af fraserne i hhv. vokal og guitar, og dette er positivt ment. Det gør musikken hvileløs og ekstremt energisk på samme tid. Selvom dette nummer er kort, er det spændende at lytte til – netop fordi manglen på en fast grundrytme gør musikken stillestående i tid og rum, og her mærker jeg især de mediterende elementer komme til sin ret i musikalsk en ramme, der virker autentisk. Tankerne ledes tilbage til Beatles’ Within or Without You, bare i en mere moderne og solitær udgave.

Selvom jeg måske overordnet havde håbet på lidt mere percussion, synes jeg The Walking Owl leverer et stærkt og personligt udtryk, og pladen her kunne godt gå hen og blive en fremtidig referenceplade, når vi snakker dansk psychedelic-songwriter musik af nyere dato. Som så meget andet introvert musik skal man selv gå ind og tage for sig af retterne – komponisten forærer ikke det omkvæd, du har i hovedet resten af ugen eller det ’hit’, som mange musikere håber at kunne ramme. Det her er et ærligt bud på spirituel musik, som uden tvivl afspejler et menneske (Bardo), som følger sine egne veje – både inde og uden for musikkens rammer.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup