And the Oscar goes to... - 2025

Umiddelbart er der brug for et par ’disclaimere’ i år. Thi for originalmusikkens vedkommende har Oscar-sæsonen været totalt domineret af et kollektivt raseri over, at Nine Inch Nails-duoen Atticus Ross og Trent Reznors kritikerroste og hårdtpumpede, elektroniske soundtrack til tennisfilmen Challengers IKKE er nomineret. Den har ellers vundet i kategorien i de vigtige ”forløber”-priser Critics Choice Awards og Golden Globes – men en Oscar-nominering kunne det altså ikke en gang blive til. Og det er vi nok lidt knotne over ovre i Oscar-entusiast-selskabet.

Den anden ’disclaimer’ går på, at originalmusikkategorien i det hele taget bare er lidt mærkelig i år, fordi den inkluderer to musicals. Den ene original og den anden baseret på én af historiens mest populære og globalt højtelskede Broadway-musicals. Og allerede eksisterende musik må som bekendt ikke præmieres i denne kategori – ligesom sange har deres egen kategori og derfor heller ikke tæller med. Så for Emilia Pérez’ og Wickeds vedkommende kan det simpelthen være lidt svært at afgøre, hvilke dele af soundtracket, der bliver vurderet på, og hvilke dele, der er dømt ude ifht. kategorien ’original score’.

Pt. ligger vi kun inde med soundtracket fra Wicked på biblioteket – men de øvrige kan alle streames online, og når de kommer i handlen, skaffer vi dem selvfølgelig til udlån.

The brutalist: Musik af Daniel Blumberg

Lige ud af starthullerne har vi filmen, som jeg tror vinder Oscar’en for bedste musik i år: Det monumentale arkitektur-immigrant-epos The brutalist spås gode chancer for at være dette års Oppenheimer; såvel filmen, instruktøren (Brady Corbet) og den mandlige hovedrolle (Adrien Brody) er storfavoritter til at tage deres respektive statuetter hjem. Ti nomineringer er det blevet til i alt, heriblandt også for både mandlige og kvindelige birolle, originalmanuskript og fotografering. Og så altså musikken, som britiske Daniel Blumberg står bag. Han er spændende, fordi han i filmsammenhænge er et næsten ubeskrevet blad. Han skrev musik til det relativt ukendte periodedrama The World to Come i 2020, men har ellers mest fungeret som sanger og guitarist i forskellige bands og senere som soloartist og liveperformer i konstellationer, der bl.a. tæller duoen GUO. Og det var GUO, som i 2019 blev hyret til at skrive musik til en kortfilm instrueret af den amerikanske instruktør Brady Corbet. And the rest, as they say, is history.

En overlegen, ’old school’ detalje ved Blumbergs score er, at han lægger ud med en tredelt ouverture. Første del illustrerer det skib, som den ungarske immigrant László Tóth kommer sejlende til New York med – en monotont udhamret rytme, der kører i ring som et ostinat med filmens enkle firetoners hovedtema spilles igen og igen i messingblæserne. Herpå følger den del af ouverturen, som er Lászlós musik – det samme tema, men langt mere sangbart og jazzet lagt over i klaveret. Tredje del hedder ”Bus” og er centreret om samme tema, men nu som en slags hornsignal over en pulserende bas og med ildevarslende dissonanser i klaveret. Man fornemmer ligesom, at vi er på vej over i en livshistorie, der ikke er nogen dans på roser. Blumberg har skrevet over to timers musik til den lange film, og selvom han tematisk ikke gør kæmpestore, episke armbevægelser, så er der virkelig kælet for lydeffekterne og den musikalske persontegning og tid- og miljøskildring hele vejen igennem. I skrivende stund har The brutalist ikke haft dansk premiere endnu, så jeg anmelder musikken ’i blinde’, men er aldeles fascineret af musikken – som både har tracks ved navn ”Library”, ”Heroin” og ”Porn”! – og føler mig meget sikker på, at den tager prisen i år. Når nu Challengers ikke er nomineret.

Conclave: Musik af Volker Bertelmann

Volker Bertelmann kender vi som komponisten (med aliasset Hauschka), der vandt Oscar for bedste musik i 2023 for soundtracket til Edward Bergers solidt præmierede 1. Verdenskrigsepos Intet nyt fra vestfronten. Dermed skulle man synes, at vi havde fat i en vindende instruktør/komponist-kombination, og det er da også Edward Berger, der har instrueret Vatikan-konspirationsthrilleren Conclave. Filmen er nomineret til otte Oscars i alt, heriblandt for bedste film, Ralph Fiennes’ hovedrolle og Isabella Rossellinis birolle. Og Volker Bertelmanns musik er blevet bemærket i alle afkroge af filmmusikindustrien, hvor den er blevet nomineret til hele tretten priser, f.eks. en BAFTA og en Critics Choice Award. Bertelmann har rødder i den elektroniske musik og benytter sig ofte af usædvanlige eller ’præparerede’ instrumenter, f.eks. et klaver med læder, elastikker eller filt under strengene, hamrene beklædt med sølvpapir, eller små skruer strøet ud over klangbunden. Den form for lyddannelse har givet ham en helt unik stil, der på én gang er minimalistisk og eksperimenterede.

Og når nu han vandt for bare to år siden, gør han det så ikke bare igen? Nej, vil være mit bud. Conclave-musikken er godt nok ikke tusind kilometer fra at ligne The brutalists. Også her lægger vi ud med en ouverture, og Bertelmann er ligesom Blumberg suverænt god til at skabe ildevarslende musik, f.eks. vha. polyrytmer og nogle rasende bratscher og celloer, der nærmest bliver brugt som slagtøj. Bertelmann  skal i stor stil roses for ikke at benytte sig af gængs kirkemusik eller den renæssance- eller barokstil, man kunne forvente at høre i en film, der finder sted i Vatikanet. Hvor han i Intet nyt fra Vestfronten brugte det hundrede år gamle harmonium som gennemgående instrument, har Bertelmann denne gang i stedet koncentreret sig om det såkaldte Cristal Baschet-orgel, et krystalorgel fra 1950’erne, som musikeren spiller på med våde hænder, og som giver en overjordisk – gudelig? – fornemmelse. Her er altså igen tale om dybt original og præcis musik, som på alle måder underbygger den politisk-religiøse thriller, den er komponeret til. Jeg tænker bare, at The brutalist gør det samme – bare dobbelt så meget af det.

Emilia Pérez: Musik af Clément Ducol og Camille

Nådada! Så er der lagt i kakkelovnen til en kontroversiel omgang. Med tretten nomineringer er Emilia Pérez én nominering fra at slutte sig til bl.a. Titanic og La La Land som de mest Oscar-nominerede film nogensinde. Og det er der så tilsyneladende nul mennesker, der synes, at filmen har fortjent. Emilia Pérez er noget så unikt som en musical om en hovedrig, mexicansk kartelboss, der skifter køn og identitet til den filantropiske titelfigur og forsøger at genskabe sig selv på ny som ”faster” til de børn, der ellers troede, at far var død. Og jeg kan lige så godt tilstå, at jeg var godt underholdt undervejs. Filmen er dybt original, stilig og med smæk for skillingen og en klædelig selvironi. Men man må så nok også sande, at den både har fået den mexicanske befolkning på nakken (fordi den franske instruktør har benyttet sig af forsvindende få medvirkende, der rent faktisk er fra Mexico, og derfor angivelig tegner et karikeret og ikke-repræsentativt billede af landet) og er udskældt af LGBT+-miljøet for at fremstille kønsskifte som noget, man foretager for at gemme sig for lovens lange arm. Fair nok. Jeg oplevede nok heller ikke, at det decideret var en 13-Oscar-nomineringer-film, jeg var inde og se den dag.

Musikken får også hug for ikke at være god nok, men har nu allerede vundet prisen for bedste komponist(er) i Cannes sidste år, og er også nomineret over hele spektret af ”forløber”-priser (bl.a. Golden Globes, Critics Choice og BAFTA). Sangen ”El mal”, sunget af Zoe Saldaña, skovler ind med priser for bedste sang og skal også nok vinde en Oscar i den kategori i år, medmindre kontroverserne omkring hovedrolleindehaveren Karla Sofía Gascóns racistiske, fremgravede ”tweets” fra de sidste par år får filmen til at ryge totalt på gulvet. Originalmusikken er skrevet af komponistmakkerparret Clément Ducol og Camille (der som regel udelader efternavnet Dalmais). Camille kender vi som vokalisten i den nuttekære sang ”Le Festin” fra Pixar-rottefilmen Ratatouille. Clément Ducol har ti år på bagen som komponist til franske film, men er et ubeskrevet blad i Hollywood. Sammen har de begået en imponerende genrefusion af latin, pop, punk, rap og en umiskendeligt fransk, elektronisk lyd, som til sammen underbygger den transformation, som især filmens hovedperson undergår. Hovedet på blokken: Den er fed, men har ikke en chance for at vinde for ’original score’ i år – dertil er den alt for overskygget af sine originalsange og de mange skandalesager, der omgærder filmen.

Wicked: Musik af Stephen Schwartz og John Powell

Katrine er rundforvirret her, fordi vi med Wicked har fat i én af de bedste musicals, der er kommet ud af det 21. århundrede – men som ikke er valgbar til prisen for bedste originalmusik, fordi eksisterende musik som bekendt ikke kan præmieres i denne her kategori. (I så fald var Mozart nok løbet med prisen for Amadeus ved Oscar-showet i 1985). Nuvel: Instruktør Jon M. Chu har som bekendt pumpet sin filmatisering af Wicked op til to film, hvoraf dette er del ét. Og med en så markant forøget spilletid har der naturligvis været behov for ekstra originalmusik. Og det er denne musik, der er på valg i kategorien her. Heldigt nok for produktionen bag Wicked er musicalens komponist Stephen Schwartz stadig iblandt os. Ham kender vi også som tekstforfatter til bl.a. adskillige Disney-film, men som komponist er han udover for Wicked mest berømt for 70’er-musicallerne Godspell og Pippin samt DreamWorks-tegnefilmssuccesen The prince of Egypt. Til sin hjælp har han været så svineheldig at få britiskfødte John Powell, der har skrevet vidunderlig musik til over 70 film og i min bog primært skal elskes for sit ligeledes Oscar-nominerede soundtrack til animationsfilmen How to train your dragon – vitterlig ét af musikhistoriens bedste soundtracks.

I en verdensomspændende lovestorm er Wicked blevet tildelt intet mindre end 10 Oscar-nomineringer i det hele. Det kunne man måske nok diskutere rimeligheden af. Der er efter min mening ikke superlativer nok i sproget til at beskrive Wickeds sange. De er BANGERS i ordets bedste forstand fra start til slut. Og ligesom resten af den overdådige filmproduktion er castet valgt fra øverste-øverste hylde. Især Cynthia Erivo er overjordisk god som den misforståede, grønne heks Elphaba, og Ariana Grande har også overrasket hele verden med en fremragende indsats i sin Oscar-nominerede birolle som Glinda. Om den nykomponerede musik holder det niveau i en grad, så det skal præmieres med en Oscar, er jeg i tvivl om. Den glider sømløst ind i musicalens partitur, og andet ville da også være underligt med den samme komponist bag roret. Schwartz og Powell er giganter indenfor deres metier, og jeg bøjer mig i støvet for alt, hvad de laver. Når jeg alligevel ikke synes, der skal kastes en Oscar efter soundtracket her, så skyldes det primært, at instruktør Jon M. Chu har valgt at lade sangene forlænge (læs: afbryde!) af musikledsaget dialog eller danse flere gange midt i de eksisterende sange, særligt storhittene ”Popular” og ”Defying gravity”. Det gør noget ved sangenes flow og spændingskurver, som jeg absolut ikke kan lide. Og det bør altså efter min mening koste publikumsfavoritten her en musik-Oscar.

The wild robot: Musik af Kris Bowers

Én blandt mange vanvittigt søde detaljer ved denne film: Komponisten Kris Bowers var lige blevet far til en nyfødt datter, da han gik i gang med musikken her, og havde derfor et væld af højaktuelle familiefølelser at trække på undervejs i den opbyggelige historie om forældrekærlighed, venskab, opofrelse og tilgivelse. Bowers har arbejdet som filmkomponist siden 2010 og har 57 titler under bæltet allerede – heriblandt tv-serien Bridgerton og ’white-saviour’-filmen Green book, som noget upopulært vandt prisen for bedste film i 2019. The wild robot (som vist kun har tilnærmelsesvist seriøs konkurrence fra den lettiske Flow i prisen for bedste animationsfilm i år) er den første animerede film, som han har stået alene ved musikroret for. Og det er han virkelig sluppet godt fra!

I sin musikalske illustration af øen, hvor robotten Roz strander ved et uheld og opbygger et forhold til de lokale beboere – kun dyr, ingen mennesker – har Bowers helt undgået at bruge instrumenter, der kan forbindes med specifikke kulturer, men holdt sig til traditionelt symfonisk musik kombineret med to særlige karakteristika: Til at skabe lyden af ​​vildmarken benytter han sig af ensemblet Sandbox Percussion, som består af fire yderst mangefacetterede percussionister med et instrumentarsenal bestående af bl.a. kromatisk indstillede glasflasker, tekopper, træplanker og kobjælder. Sandbox Percussions instrumenter er f.eks. brugt i stor stil til at illustrere ræven Fink, som har fået tildelt et ”snu”, jazzet og humoristisk groovy tema. Dette tema bliver så udviklet i retning af det mere imødekommende og ømme, efterhånden som rævens figur undergår en karakterudvikling i den retning. Det andet straks genkendelige karaktertræk ved Bowers’ musik er den synth-lyd, som logisk nok danner grundlag for robotten Roz' musikalske identitet. Alt i alt et virkelig godt og symfonisk gennemarbejdet soundtrack, og der er virkelig tænkt i ledemotivbearbejdelse og det helt store følelsesudtræk her. Det er herligt, at den er nomineret. Men jeg tror ikke på den som vinder af årets musik-Oscar. Dertil er konkurrencen simpelthen for spektakulær.