Kopi: Når covernumre gøres rigtigt

I uge 3 tyvstjæler vi et koncept, som resten af biblioteket har kørt med i årevis. Eller det gør vi ikke. Vi har fået lov til at holde vores egen version af bogsalget, som bygger på den samme grundstamme (det er endda det samme sted i banegårdcenteret), men vi sætter vores eget touch på, da det kun er musikmaterialer, I kan finde til vores salg. I musikkens verden ville man kalde det et cover.

Netop coveret skal vi beskæftige os med i denne måneds anbefalinger. De fleste musikere starter deres karrierer med at kopiere heltene, at mestre deres instrumenter ved at spille præcis det, som de selv kan lide at høre. Men når de har fundet deres egen lyd, bliver disse kopier til fortolkninger, og her kan det blive virkelig interessant. Om det bliver ananas eller ekstra pepperoni på pizzaen-interessant må så være op til lytteren.

Herunder kommer vores bud på nogle covers, som er værd at give et lyt, uanset om originalen falder i din smag eller ej:

Gary Jules – Mad World (Anbefalet af Katrine)
Jeg prøver som regel at vinkle vores nyhedsbrevsanbefalinger sådan, at mine inkluderer et bud på klassisk musik indenfor kategorien. Men i kategorien ”covernumre” kan det ligesom ikke lade sig gøre, da alle indspilninger af klassisk musik teknisk set er covernumre af de gamle mestres gåsepennede nodeark. Det giver ingen mening. Derfor nu en pop-covernummer-anbefaling fra Katrine:

Uden at være gift er jeg allerede ved at blive skilt over denne her sang. Hjemme hos mig kan vi nemlig ikke blive enige om, hvilken version af kæmpeklassikeren ”Mad world”, der er den bedste. Min kæreste Claus sværger højhelligt til Tears for Fears’ original fra 1982. Og jeg bøjer mig da også i støvet for, at Orzabal & Co. er sluppet heldigt fra kompositionsarbejdet og har skrevet en skarp om end smådeprimerende tekst om individets fremmedgjorthed overfor samfundsmaskineriets meningsløshed. Nicely done, dudes. Og hvis man er til new wave-synthlyd og den dér mørk-britiske, industrielle høvlen derudaf fuldkommen blottet for de store, svulmende følelsesudladninger, så by all means. 

Men under min fernis af klassisk musik-snobberi er jeg en poptøs helt ind i knoglerne, og hvis jeg skal høre Tears for Fears, vil jeg høre ”Sowing the seeds of love”. Efter min mening blev ”Mad world” en million gange bedre, da Gary Jules indspillede den til den i øvrigt også fremragende film Donnie Darko i 2001. Her er sangen pludselig taget ud af maskinhallen og blevet til verdens mest underspillede ballade, hvor Gary Jules bare synger stilfærdigt akkompagneret af nærmest pattede treklange på klaveret. Senere kommer der en cello og en smule æterisk synth på også, men vi forbliver i en hudløs og blotlagt stemning, hvor man har fornemmelsen, at Gary Jules faktisk føler den dér eksistenskrise, som sangen handler om. Det oplever jeg overhovedet ikke i Tears for Fears’ i mine ører alt for gakkede udgave.

Claus kan også godt lide Gary Jules’ version, men holder stædigt på, at originalen er bedre. Og på slige vis er der således med jævne mellemrum dømt covernummerkrise i mit parforhold.

Johnny Cash – Hurt (Anbefalet af Simon)
Egentlig ville jeg gerne bevæge mig lidt væk fra sangene på listen over de bedste covernumre nogensinde. For dig, der læser denne artikel, kender godt de bedste covernumre og er godt klar over, at det ER covernumre. Alligevel ender jeg på Johnny Cash’ fortolkning af Nine Inch Nails dystre sang om afhængighed og selvskade.

Sangteksten, Cash’ måde at synge den på og arrangementet af coveret er stærkt i sig selv. Hvis man oveni lægger det faktum, at han på daværende tidspunkt var tæt på slut med livet – sangen udkom i 2002, Cash døde i 2003 – og ser musikvideoen, giver det et samlet billede, som ganske enkelt er overvældende.

I hænderne på Cash handler sangen om livets forgængelig, om at se tilbage på det liv, man har levet, både med sorger og glæder i betragtning. Han levede et hårdt liv med alt for mange piller, alt for meget alkohol og alt for meget svigt, som sætter ar i sjælen på enhver person.

Musikvideoen har også stærke referencer til døden, hvor livet opleves i flashback i den sidste tid, referencer til den sidste nadver og Jesu korsfæstelse, som var betydningsfulde symboler for den religiøse Cash. Der er få sange, der kan får gang i mine følelser. Denne sang gør.

 

Bill Evans - Do It for Your Love (Anbefalet af Jens)
Ingen tvivl om at Paul Simon skriver sange som rent harmonisk kan være ret udfordrende. Han har altid haft en evne til at pakke en rimelig kompliceret komposition ind i et fløjlsblødt arrangement, som gør at musikken lyder svævende og let. ’Do it for your love’ ikke en undtagelse, og sangen er klart en af mine Paul Simon-favoritter. Sangen bevæger sig i et udtryk af melankoli og optimisme på samme tid, og det har altid vækket helt specielle følelser frem. En tendens, jeg synes vi hører på flere af numrene på ’Still crazy after all these years’ – pladen, som siger meget om Paul Simons kunstneriske kompleksitet.

Måske har Bill Evans gjort sig nogle tilsvarende observationer? Han har i hvert fald valgt at åbne sin ’The Paris Concert vol. 1. ’ med en personlig udgave af ’Do it for your love’. Her cementeres det virkelig hvor udfordrende musikken er, når sangen står side om side med andre Bill Evans klassikere. The Paris Concerts er en fantastisk liveplade med en af Bill Evans’ legendariske trioer – med Marc Johnson på kontrabas og Joe Labarbera på trommer sker der utroligt mange spændende ting under hele koncerten, og helt unikt spilles ’Do it for your Love’ som åbningsnummer.  

Tue West – Solen er så rød, mor (Anbefalet af Jens)
Som udpræget Tue West fan, har det været umuligt ikke at falde over denne udgave af Carl Nielsens og Harald Bergstedts ’Solen er så rød mor’. Altså selve sangen har jo altid været en tåreperser, og Tue West har en evne til at formidle musik og tekst meget nærværende. Tue West spiller sin udgave i 4/4 modsat oprindelige 6/8-dels rytme, og det fungerer rigtig godt. Musikken bliver en smule mere poppet, og selvom det egentlig er en solopræstation med Tue på guitar og sang, er der et lag lyde i baggrunden i produktionen, som bidrager til en intens stemning i musikken. Hvis man kender til Tue Wests sangkatalog, vil man hurtigt opdage at ’Solen er så rød’ falder totalt ind i hans lyd, og selvom jeg normalt synes at fortolkninger af Carl Nielsens sange er noget man skal passe på med, mener jeg i den grad Tue West lykkes med denne her.

Nephew – Byens hotel (Anbefalet af Simon)
Kan du huske dengang, hvor Nephew var her, der og alle vegne på den danske musikscene? Jeg var fan, men bortset fra en enkelt superfan i gymnasieklassen, kendte jeg ikke til andre, der åbent fortalte, at de kunne lide dem. Derfor så jeg dem aldrig live i deres velmagtsdage. Nå, men mens de ejede den danske rockscene, blev der udgivet en jublæumsudgave af Kim Larsens album ”Værsgo’” (kaldet ”Værsgo’ 2”), hvor diverse musikere havde indspillet deres egen version af et af numrene på albummet. Her var Nephew selvfølgelig også repræsenteret.

Nephew tager spillemandsattituden hos Larsen og kaster det langt ud på de 7 have. I stedet hiver de den elektriske guitar og bas frem, som hugger sangen tungt fremad, mens Simon Kvamms karakteristiske keytar – som giver en markant synth-lyd især i bandets tidligere musik – står for variationen.

Nephew kunne i midten af 00’erne ikke gøre noget forkert, og på dette nummer synes jeg også de rammer det, der gør et godt cover – man er ikke et sekund i tvivl om, hvem der har lavet coveret og man kan stadig høre originalen nedenunder fortolkningen.