Dit åbne bibliotek

Dit åbne bibliotek er en selvbetjeningsløsning, som betyder, at du kan benytte dit bibliotek både i og udenfor den bemandede åbningstid.

Info og vejledning til brug af det åbne bibliotek

Uden for den bemandede åbningstid lukker du dig selv ind på biblioteket med dit sundhedskort/lånerkort og kan på egen hånd bruge alle bibliotekets faciliteter.

Du kan fx. aflevere og låne materialer, afhente reserverede materialer, læse aviser, benytte pc og internet, hvor du kan søge materialer på odensebib.dk

Der er ligeledes mulighed for at koble sig på det trådløse netværk med sin egen computer, smartphone eller tablet.

 

Biblioteker med selvbetjent åbningstid i Odense

Bolbro Bibliotek

Holluf Pile Bibliotek

Højby Bibliotek

Korup Bibliotek

 

Hvordan får jeg adgang?

Der er adgang til biblioteket med sundhedskort/ lånerkort.

Luk ikke nogen ind, du ikke følges med.

 

Sådan klarer du dig selv

Du kan selv låne og aflevere på bibliotekets selvbetjeningsmaskine. For at låne skal du være registreret som låner i Odense Bibliotekerne.

 

Vigtigt om at låne

Når du låner, er det vigtigt, at du er opmærksom på, at der står ”udlånt” ud for alle materialer, ellers vil gaten ved udgangen hyle og blinke, når du går ud. Hvis det sker, er du nødt til gå tilbage til selvbetjeningsmaskinen og låne materialet igen.

 

Når du afleverer, er det vigtigt, at du er opmærksom på, at alle materialer er registreret på skærmen. Tjek evt. ”Status” til sidst.

Reserverede materialer står til afhentning efter hylde-nummer (Se nummeret på de sorte faneblade). Husk at låne materialerne, før du tager dem med hjem.

 

Du kan læse mere om og få hjælp til udlån og aflevering i vores folder “Hjælp og vejledning til aflevering og udlån af materialer”.

 

Hvilken hjælp kan du forvente?

I den ubemandede åbningstid skal du klare dig selv. Der kan være personale til stede for at udføre de opgaver, der skal til for, at biblioteket kan fungere, men altså ikke for at svare på spørgsmål.

Der vil ligge en kontaktbog, hvor du kan skrive beskeder til bibliotekspersonalet, og du er også velkommen til at sende en e-mail. E-mails og telefoner besvares i den bemandede åbningstid.

I den bemandede åbningstid kan du få hjælp fra personalet til at søge og reservere materialer og få hjælp til udlån og aflevering.

 

Gebyrer

Hvis du oplever ikke at kunne gennemføre et udlån, kan det skyldes, at din låneret er midlertidigt inddraget. Det sker, hvis du har et udestående på 200 kr. eller derover. Du kan betale gebyrer på bibliotekets hjemmeside oden-sebib.dk.

 

Sikkerhed på biblioteket

Alle, der benytter biblioteket uden for den bemandede åbningstid, bliver registreret med oplysninger om tidspunkt og cpr-nummer. Biblioteket er videoovervåget af hensyn til brugernes sikkerhed og for at beskytte biblioteket samt inventar mod tyveri og hærværk. Hærværk/ tyveri meldes til politiet.

 

Husk

Af sikkerhedshensyn må vinduerne ikke åbnes.

Der må ikke drikkes alkohol eller ryges. Dyr må ikke medbringes på biblioteket.

 

Avislæsning

Biblioteket abonnerer på flere aviser, som kan læses på biblioteket. Kommer du i den ubemandede åbningstid, må du gerne tage aviserne med fra brevsprækken/postkassen og med ind i udlånet.

 

Biblioteket er dit og mit!

Benyttelsen af biblioteket sker på eget ansvar og bygger på tillid mellem dig, de andre brugere og biblioteket. Derfor opfordres alle til at passe godt på vores bibliotek og efterlade det, som man gerne selv vil finde det, næste gang man kommer.

 

En brugers adgang til biblioteket kan inddrages, hvis brugeren ikke overholder Odense Bibliotekernes reglement. Du kan se reglementet her på biblioteket eller på odensebib.dk.

 

Vi håber, at du sammen med os vil passe godt på biblioteket.