Magiske Dage Odense 2025 – programmet er klar!
Nu kan du se hele programmet for Magiske Dage Odense, og du har en uge til at planlægge dit besøg på festivalen, inden vi sætter billetsalget i gang.
Af Christa G.


Vi er stolte over igen at byde store og små magikere velkommen til Magiske Dage Odense, og vi er nu endelig klar til at løfte sløret for dette års program. Glæd dig til en eventyrlig festival, hvor tradition møder fornyelse – med både elskede favoritter og spritnye magiske indslag.
En festival fyldt med magiske oplevelser
Glæd dig til gensynet med nogle af de populære klassikere som Trædrejerens værksted, den stemningsfulde Magiske Markedsplads, den storslåede koncert spillet af Odense Symfoniorkester og selvfølgelig mødet med de kloge ugler i Ugleriget.
Men det stopper ikke her – programmet byder også på helt nye oplevelser, der får selv de mest garvede troldmænd og hekse til at spærre øjnene op.
Tag for eksempel plads i Berlin-Expressen på Danmarks Jernbanemuseum, hvor du midt i et intens mordmysterie skal lede efter spor og løse gåder side om side med levende skuespillere.
Du kan også opleve operateater i Svømmehallen Klosterbakken – en forestilling, der lader musikken smelte sammen med magiens univers på overraskende vis, når en svømmende og syngende havfrue akkompagneres af en cellospillende prins.
Er du ung og nysgerrig, kan du desuden besøge Nordheim, en magisk skole, hvor du kan få et indblik i livet blandt troldmænd og hekse og trænet dine magiske talenter, så du er klædt på til at bestå fire magiske prøvelser.
Vi har naturligvis også spændende forfattere og illustratorer på scenen. På Hovedbiblioteket kan du eksempelvis møde Kenneth Bøgh Andersen og Peter Madsen, som sammen tager publikum med ind i Valhalla-universet – fra de klassiske tegneserier til nye fortællinger om Tjalfe og Røskva i Asgård.
Vær klar til billetstart
Billetsalget åbner d. 22. september. Vi giver dig en uge fra programmet offentliggøres, så du kan nå at planlægge dit helt eget festival-eventyr, inden billetterne sættes til salg.
Husk, at Magiske Dage Odense er en byfestival, hvor langt de fleste oplevelser finder sted rundt om i Odense centrum. Du behøver ingen entrébillet for at være med – kun til de enkelte aktiviteter, hvor billet er påkrævet.
Sving tryllestaven og se hele det magiske program!
Du kan også følge Magiske Dage Odense på Facebook og Instagram.