Guld fra Gemmerne #62 Gandalf - Magic Theatre, 1983

Gandalf - Magic Theatre, 1983
Gandalf (Synthesizers, elektrisk guitar, piano, mellotron, orgel, bas, vocoder og gonger, 12 strenget guitar, mandolin, fuzz guitar, wind chimes, trommer, polysynthesizer, sitar, percussion, xylofon), Robert Julian Horky (perkussiv basfløjte, fløjte), Egon Gröger (trommer) & Peter Aschenbrenner (flygel, saxofoner), Heinz Hummer (bas).

Gandalf og co. har med Magic Theatre givet os et indblik i en psyke og en personlig rejse, hvor vi som lyttere elegant bliver ført igennem ni forskellige rum og lokationer. Rummene symboliserer sindstilstande og nedslagspunkter i en personlig udvikling. Titler som 3rd Door / Loss of Identity in The Labyrinth of Delusions og 5th Door / Beyond the Wall of Ignorance giver os en tydelig forventning om, at denne musik ikke er skabt for sjov eller uden bagtanke. Vi har med et hold musikere at gøre, som gør alt hvad de kan for at formidle frustration, barnlig glæde og forvirring gennem musik via alle mulige spændende kombinationer af instrumenter og arrangementsmæssige kneb. 

Billedsproget virker måske banalt ved første øjekast. Forestil dig din personlige udvikling som en katedral fyldt med låste rum, hvor du først kan komme videre, når du har taget stilling til hvad der findes og sker i det første rum. Det er et meget konkret billedsprog, og det sætter med det samme fantasien i gang. Det er en af de helt store gevinster ved at lytte til Magic Theatre. Med det samme fornemmes en klar mening med musikken og en generel forståelse for, hvorfor musikken er så forskelligartet, som den er. På 1st Door / Reflections from Childhood hører vi hvordan musikken er medrivende i sit udgangspunkt. Musikken er konstant opbyggende med en gentagen fløjtefigur, der skaber spænding i ægte 80’er stil. Legende og barnligt. Skalavalgene i melodierne er i store træk pentatone og simple i den forstand, at vi ikke hører tydelige dissonanser. Klip til scenen hvor 3rd door / Loss of Identity In The Labyrinth Of Delusions introduceres.Her bliver vi nærmest præsenteret for en omgang gedigen avant garde free jazz. Musikken udtrykker en næsten karikeret frustration og desperation. Følelser mange oplever, når de mister sit personlige og sikre fodfæste i livet. At miste sin identitet er en skræmmende tanke, da mange af os har behov for et klart tilhørsforhold i livet. En gang imellem kan det være nødvendigt at bryde op med de baner, man er landet i, og 3rd Door / Loss of Identity In The Labyrinth of Delusions illustrerer denne kamp på en sej måde ved hjælp af en ret brutal brug af hhv. elguitar og saxofon. Her er det rart som lytter at forstå, via titlen, hvorfor musikken skal være vulgær netop her. Kontrasten til resten af pladens indhold er markant.

Der er mange forskellige instrumenter i spil på Magic Theatre, og det gør hele lytteoplevelsen spændende alene af den grund. Kombinationen af 12-strenget guitar, vocoder og synthesizers er en sjov idé, og uden at lytte til musikken kan vi, ved at læse instrumentsammensætningen regne ud, at det musikalske udtryk på f.eks. 1st Door / Reflections From Childhood, er originalt. Selvom Gandalf spiller mange af instrumenterne selv, bliver han assisteret af en håndfuld dygtige musikere, og især Peter Aschenbrenner er værd at fremhæve. Han spiller en lang medrivende klaversolo på 2nd Door / Castles of Sand, som får lov at fylde meget på a-siden med sine godt 13 minutter. På 3rd Door / Loss of Identity in the Labyrinth of Delusions spiller Peter Aschenbrenner det hårdeste fandenivoldske avant garde saxfonspil, jeg har hørt længe. Det giver øjeblikkeligt et billede af en talentfuld musiker med fingrende godt begravet i den kreative kagedåse. Her må new age-musikkens eklektiske og dogmefrie platform være et befriende klima at bevæge sig i for musikere, der både kan improvisere flotte harmoniske passager, men som også kan syre helt ud når der er behov for det.  

Gandalf og co. er tyskere, og jeg kan af den årsag ikke lade være med at sende tanker til Michael Endes fantastiske roman Den Uendelige Historie, som blev udgivet blot fire år før Magic Theatre. Bogen skildrer en fantastisk dannelsesrejse gennem surrealistiske verdener kombineret med socialrealisme. Selvom bogen til tider føles som ét langt syretrip, er de gennemgående tematikker ikke til at tage fejl af. Hvor Michael Ende bruger litteraturen og ordene som kunstform, bruger Gandalf musikken til at fortolke sindstilstande og perioder i livet, de fleste af os kan relatere til. Begge kunstnere vælger at illustrere de forskellige stadier i bevidstheden som en slags baner i et spil. Gandalf er kommet i mål med at lave et album fyldt med uforudsigelighed og samtidig levere en tydelig rød tråd i værket, som de fleste af os kan regne, ud inden pladen er sat på afspilleren. Når vi taler instrumentalmusik, kan det en gang imellem være svært at finde en klar mening med alt, vi bliver præsenteret for. Her har Gandalf og co. lavet noget klare spilleregler, som giver dem mulighed for at dykke ned i alle mulige stemninger i musikken, som gerne tydeligt skulle illustrere optimisme, vemodighed eller frustration; alle de følelser, man går igennem når man er i en personlig udvikling. Det er relaterbart for de fleste, og Magic Theatre er et rigtigt spændende bud på en new age-plade, som arbejder med det menneskelige sind formidlet gennem musikalske stemninger og en skarp kreativ retning i form og udtryk på selve LP’en. 

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup