Bachs Juleoratorium – hvad er den bedste indspilning?

Ingen jul uden Johann Sebastians Bachs store, kirkelige mesterværk for kor og orkester, Juleoratorium, BWV 248. Bach skrev værket til opførelse i juledagene 1734-35 – de dengang tre julefestdage (25., 26, og 27. december), nytårsdag, søndag efter nytår og Helligtrekongersdag – mens han arbejdede som kantor i de to store kirker, Thomaskirken og Nicolaikirken, i Leipzig.

Hvor et oratorium typisk kan betegnes som ”opera uden teater” – altså et større musikstykke for kor, solosangere og orkester, typisk med et bibelsk handlings- og tekstindhold, der indledes af ouverture, men ikke indeholder kulisser, kostumer og et opført drama – så er Juleoratoriet i virkeligheden opbygget af seks på hinanden følgende kantater: Et mindre værk for orkester, kor og solister, som Bach skrev hundredvis af, f.eks. som brugsmusik til hver eneste søndagsgudstjeneste. Det var Bachs eget ønske, at Juleoratoriet skulle anskues som ét samlet værk, selvom det skulle opføres over seks dage.

I alt består hele Juleoratoriets seks kantater af 64 satser, der til sammen fortæller historien om Jesu fødsel, fra Josef og Marias rejse til Betlehem over hyrderne på marken, omskæring, navngivning og de tre vise mænds hyldest til Jesusbarnet.

Bach besluttede snedigt nok til sit Juleoratorium at benytte sig af musik, han allerede havde skrevet før – typisk er der tale om korsatser og arier, han tidligere havde skrevet til verdslige værker, og til hvilke han så satte ny tekst, mange af dem direkte fra evangelieteksterne. Det var næppe flertallet i datidens menighed, der bemærkede, at musikken havde været opført før – især ikke, fordi værket jo blev opført over flere forskellige dage.

I nutiden fremføres Juleoratoriet oftest i sin fulde cirka 2½-3 timers længde eller i to eller tre dele.

På biblioteket har vi over tredive indspilninger af Bachs Juleoratorium, og det kan være en jungle at finde rundt i dem og vælge, hvilken én man skal tage med hjem som akkompagnement til julehyggen derhjemme. I det følgende kan du finde musikbibliotekar Katrine Nordlands forslag til syv meget væsensforskellige versioner, som du kunne starte med.

Juleoratorium, BWV 248 (Gardiner)

Af Johann Sebastian Bach

Min absolutte favorit og afgjort den, jeg synes, man bør starte med. Tempoet, der i 1987 virkede overraskende hurtigt, er i dag aldeles upåfaldende. Orkestreret, English Baroque Soloists, dannet af Bach-eksperten, dirigenten Sir Eliot Gardiner, spiller på periodeinstrumenter – altså instrumenter fra Bachs egen tid. Synes man normalt, at dette klinger fremmedartet, skal man ikke lade sig afskrække – det ’gammeldags’ klingende gør ikke meget væsen af sig, og vi har altså at gøre med en version for periodeinstrumenter for folk, der ikke nødvendigvis bryder sig om periodeinstrumenter. Rollen som evangelist er i hænderne på tenoren Anthony Rolfe Johnson, som synger med stor indlevelse og autoritet. Monteverdi-Koret synger aldeles guddommeligt, og sopranen, svenske Anne Sofie von Otter, gør det meget nemt at tro på, at man rent faktisk hører en engel synge.

Juleoratorium, BWV 248 (Harnoncourt)

Af Johann Sebastian Bach (2007)

Var min førsteplads ikke gået til John Eliot Gardiners version ovenfor, havde jeg givet den til denne version, indspillet i den berømte Musikverein-koncertsal i Wien i 2006-07. Dette er den østrigske dirigent Nikolaus Harnoncourts anden indspilning af Juleoratoriet, og i denne omgang har han til solistpositionerne allieret sig med udelukkende feterede superstjerner: Evangelisten er Werner Güra (som er på min top fem over tenorer), sopranen Christine Schäfer formidler dybfølt tekstens poetiske indhold, og hhv. alten Bernarda Fink og basserne Gerald Finley og Christian Gerhaher hører til i den absolutte verdensklasse. Musikverein er kendt som koncertsalen med en af verdens bedste akustikker, og såvel orkester- som korklang er følgelig grandios, glamourøs og fuld af julens festivitas på den storladne måde.

Juleoratorium, BWV 248 (Jacobs)

Af Johann Sebastian Bach

Yndlingstenoren Werner Güra som evangelist igen, denne gang i overbevisende form i front for det berlinske kammerorkester Akademie für Alte Musik (som lyder kælenavnet Akamus), dirigeret af den belgiske stjernedirigent og tidligere kontratenor René Jacobs. Her har han allieret sig med en anden kontratenor – en mandlig sanger, der synger i tonelejet over tenoren og altså klinger så lyst, at man kan tro, man lytter til en kvindelig altsanger – i altpartiet, nemlig tyske Andreas Scholl. Samtlige solister leverer en operaagtig indsats, der yder det bibelske drama fuld retfærdighed, både på det menneskelige og det guddommelige plan. Sinfonia’en, den instrumentale indledning til oratoriets anden del, er søvndyssende alt for langsom, men Jacobs formår at drage lytteren ind i både det inderlige og det spektakulære i den fejring, som er hele julens essens.

Juleoratorium, BWV 248 (Chailly)

Af Johann Sebastian Bach (2010)

Hvis man gerne vil have Juleoratoriet hurtigt overstået, skal man vælge denne her. Her er smæk på tempoet i denne udgave, hvor italienske Riccardo Chailly dirigerer det berømte, Leipzig-baserede Gewandhausorchester (som også er tilknyttet Bachs egen Thomaskirche, som Juleoratoriet er skrevet til, så vi er på hjemmebane her). Hvis man kan lide det meget høje tempo, vil man her kunne glæde sig over den synergi, Chailly formår at opnå mellem den romantiske og den gammeldags, 'periodiske' stil. Orkesterspillet er forventeligt suverænt, sikkert og med præcise nuancer. Solisterne er skønne – lyt f.eks. til tenoren Wolfram Lattkes underskønne duet med fløjten i arien i 2. del, ”Frohe Hirten”. Man kan nærmest høre hyrderne juble. Og sopranen, engelske Carolyn Sampson, er uimodståelig fra start til slut.

Juleoratorium, BWV 248 (Schwarz)

Af Johann Sebastian Bach (2019)

Her er vi endnu mere på hjemmebane end ovenfor – denne indspilning er nemlig en live-optagelse fra selveste Thomaskirche i Leipzig, hvor Juleoratoriet blev uropført. Igen er det Gewandhausorchester, der spiller, men nu er det dirigeret af Gotthold Schwarz, som selv som dreng var medlem af det berømte drengekor, Thomanerkoret, som også synger her. Siden blev Schwarz dirigent og fungerede i 2016-2021 som Thomaskantor – en position, som selveste J. S. Bach også bestred i Leipzig i de sidste 25 år af sit liv. Julen handler om børn, og der er noget forunderligt passende i, at korene her er overladt til et – heldigvis strålende velsyngende – drengekor. Alle solister er rent faktisk tyskere, flere af dem baseret i Leipzig, og man fornemmer familiariteten med Bachs musik helt ud i de mindste afkroge af denne fine indspilning, som måske er blevet lidt overset pga. dens fravær af superstjerner.

Juleoratorium, BWV 248 (Otto)

Af Johann Sebastian Bach (2018)

Heller ikke denne indspilning skal man vælge den for dens stjernestatus. Store berømtheder og divaer finder vi ingen af. Til gengæld er her bundsolid, kunstnerisk kvalitet, gedigent, godt håndværk og en nerve, der afslører stor indforståethed med Bachs musik. Det internationalt, stilsikre Bachorchester Mainz spiller på periodeinstrumenter (instrumenter fra Bachs egen tid) og giver sammen med det ca. 30 mand store (læs: ganske lille) kor musikken en intim og jordnær atmosfære, som sad Johann Sebastian selv bag cembaloet. Her sidder vi altså med en uprætentiøs, varm og ekspressiv fortolkning, hvor noget af tidligere indspilningers overflødige ’fedt’ og pompøsitet er fjernet til fordel for en måske mere moderne lettilgængelighed og enkelthed. Jeg tror, jeg vil blive gladere og gladere for denne her med årene.

Juleoratorium, BWV 248 (Enevold)

Af Johann Sebastian Bach (2006)

Vi skal selvfølgelig ikke snydes for en dansk indspilning af Juleoratoriet, og fra 2005 har vi her en optagelse med Trinitatis Kammerorkester og Kantori, naturligvis indspillet på hjemmebane i Trinitatis Kirke i København (kirken, der er smeltet sammen med Rundetårn). Dirigent er kirkens mangeårige kantor og grundlægger af Kantoriet, Per Enevold. Og hvis jeg aldrig havde adgang til andre indspilninger af Bachs Juleoratorium, ville jeg også have levet et langt og lykkeligt liv med kun denne her. Klangen er krystalklar i Trinitatis’ varme, rummelige akustik, udtrykket er lyrisk, venligt, lyst og imødekommende, og såvel orkester som kor formidler til fulde julens glædesbudskab med smittende energi og klar diktion i den tyske tekst. Solisterne er fuldt på højde med deres internationale kollegaer, særligt er Andrea Pellegrini gudsbenådet i altpartiet.