Vivaldis ”De fire årstider” – en introduktion

Det store flertal herhjemme kender mest violinvirtuosen, musiklæreren og komponisten Antonio Lucio Vivaldi som ophavsmanden bag De fire årstider og guitarkoncerten fra Dus med dyrene. Og De fire årstider som navnet på en firdelt pizza med årstidsbestemte toppings.

I realiteten er der uendeligt meget mere end kun de fire violinkoncerter, der udgør De fire årstider, at hente hos Vivaldi, der fik kælenavnet ”den røde præst” pga. det flammende røde hår, som vi ikke kan se på malerierne, fordi det er dækket af en hvid pudderparyk. Vivaldi var i mange år en uhyre produktiv violinlærer og koncertmester på omsorgshjemmet La Pietà for forældreløse piger i Venedig. Og bl.a. som en del af underviserjobbet skrev han musik med arme og ben, var en trailblazer indenfor solokoncertgenren og fungerede som operaimpresario, handelsmand, musikdramatiker og en langt større kirkemusikkomponist, end eftertiden har givet ham credit for.

Han var også katolsk præst, ordineret som 25-årig i 1703, men efter få år opgav han præstegerningen pga. en vejrtrækningslidelse, som forskningen formoder må have været svær astma.

Og snart efter sin død i 1741 gik Vivaldis musik fuldkommen i glemmebogen, indtil store manuskriptsamlinger begyndte at dukke op i anden halvdel af det 20. århundrede og igangsatte en Vivaldi-revival, som vi stadig befinder os midt i.

Nuvel: De fire årstider er ikke til at komme udenom, og selvom vi kender 1. sats fra ”Foråret” ud og ind fra supermarkeder og elevatorer og ventemusikken i lægens telefonkø, så er det nok alligevel begrænset, hvor tit vi egentlig sætter os ned og lytter koncentreret til Vivaldis ubestridelige mesterværk. Og det kan ellers for alvor godt anbefales.

Kort om, hvad vi har med at gøre: De fire årstider er titlen på fire violinkoncerter, der blev udgivet i 1725 som en del af en samling på tolv koncerter med paraplytitlen Il cimento dell'armonia e dell'invenzione (råt oversat: Noget i stil med ”Kampen mellem harmoni og opfindsomhed”). Hver af de fire koncerter er i tre satser, har en varighed på 10-15 minutter og beskriver på musikalsk vis en årstid: Foråret, sommeren, efteråret og til sidst vinteren.

Vivaldi har sandsynligvis skrevet De fire årstider en del år, før de blev udgivet, og ingen kan med sikkerhed sige, hvor inspirationen til det påfaldende tidlige eksempel på programmusik kommer fra. Programmusik er betegnelsen for musik, der beskriver andet og mere end sig selv – f.eks. et billede, et sted eller en konkret handling. Man plejer at tale om programmatiske aspekter af Beethovens 6. symfoni fra 1808, og Berlioz’ Symphonie Fantastique fra 1830 er også et tidligt eksempel. Men at høre en så gennemgribende programmusikalsk komposition som De fire årstider, som altså nærmer sig sin 300-års fødselsdag, er helt uhørt.

Vivaldi har været flink nok til at holde os i hånden hele vejen igennem og beskrive i ord, hvad det er, han har forsøgt at illustrere musikalsk. Han udgav nemlig koncerterne med hver sin sonet (et 14-linjers digt) tilknyttet, som hver især beskriver karakteristiske scenarier for årstidernes gang. Muligvis var de fire sonetter skrevet af Vivaldi selv, muligvis havde han lånt dem af en anden – det kan de lærde sandsynligvis slås om i århundreder endnu. En dansk oversættelse af de fire digte kan findes via dette link.

Og således bliver vi altså vejledt i, hvornår vi skal høre fuglekvidder, gøgens kukken, hyrdens hund, der gør, en sommerstorm, bøndernes dans, jagthornet, hjorten, der bliver skudt og dør, vinterens bidende frost, de skøjtende børn og den brændende ild. Det er bare at læne sig tilbage og lade den indre film køre.

På Musikbiblioteket har vi næsten 70 indspilninger af De fire årstider. Man kunne høre forskellige udgaver af De fire årstider fra nu af og til juleaften uden at løbe tør. Men hvilken én er den bedste? Hvilke forskelle er der? Og hvad skal jeg starte med at tage med hjem? Nedenstående er mine bud på de syv, jeg mener garanterer en god oplevelse – og så lige to populære, ”tweakede” udgaver for raritetens skyld.

De fire årstider, opus 8:1-4 (Kennedy)

Fuldkommen uomgængelig er indspilningen med den engelske violinist Nigel Kennedy og The English Chamber Orchestra, der slog alle rekorder, da den blev udgivet i 1989, forblev i toppen af den klassiske hitliste i over to år og til dato er blevet solgt i over 3 millioner eksemplarer. Nigel Kennedy er noget af en original, der spiller koncerter iført Aston Villa-trøje eller hjemmemalet ’hobo’-tøj, har spikes i sit hår, kalder sin violin for Kylie (efter Minogue) og har spillet med Prince og Miles Davis. Hans Jimi Hendrix-”fortolkninger” er gyselige. Og pas på med hans ”New four seasons”-omarrangement, som vi også har på biblioteket. Men en gang var han et forbløffende, lille vidunderbarn, og denne her, en 20-års jubilæumsudgivelse af originalen fra 1989, er fuldkommen uovertruffen og stadig lige så livfuld og energisk, som da den udkom for 34 år siden.

De fire årstider, opus 8:1-4 (Chandler)

La Serenissima er et britisk barokensemble, der har specialiseret sig i netop Vivaldis musik og taget navn efter hans hjemby, Venedig (som i forne tider benævntes La Serenissima Repubblica di Venezia). Ensemblet er grundlagt af violinisten Adrian Chandler, som vi også hører i front for denne optagelse fra 2015. Han har selv skruet en ny udgave sammen baseret på de sparsomme kilder, vi har fra Vivaldis hånd. Og her er der altså smæk på effekterne. Tempoet og de lydmalende og rytmiske virkemidler er skruet helt i vejret, og man behøver på ingen måde at læse Vivaldis sonetter for at forstå, hvornår vi hører gøgen, bondedansen, snefnuggene og den gøende hund. Effekten er en ”Fire årstider” i Technicolor, hvor alt står knivskarpt. De medfølgende fagot- og violinkoncerter vil også være en stor fornøjelse at få med hjem.

De fire årstider, opus 8:1-4 (Podger)

Den britiske violinist Rachel Podger i spidsen for det periodeinstrumentspillende kammerbarokensemble Brecon Baroque (som lyder fransk, men i realiteten er et internationalt foretagende med base i Wales). Her hører vi kun én musiker pr. stemme, så det er altså en mere intim og balanceret indspilning, vi har fat i. Podger (som vi bl.a. kender som gæsteprofessor i barokviolin ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København) er nok stjernen, men hun er i righoldig interaktion med sine ”medsolister”, som Vivaldi i forvejen overlader masser af prominens til i ”De fire årstiders” partitur. Brecon Baroque tæller bl.a. en meget hørbar lutspiller som continuostemme. Den detaljerige dialog mellem violinsolisten og det lillebitte orkester gør denne til en oplagt kandidat, hvis man er i humør til at lytte koncentreret til Vivaldis mesterværk.

De fire årstider, opus 8:1-4 (Alessandrini)

Det italienske barokensemble Concerto Italiano består af fjorten musikere, der til fulde kan deres Vivaldi (og i øvrigt også Monteverdi, så gå specifikt efter dem, hvis du er på jagt efter autentiskklingende musik af ham). Indspilningen her er fra 2002, og jeg har set den kritiseret for at være ”teatralsk”. Og det er den måske også. Der er energiske forsiringer og udsmykninger. Tempiene er trukket til det yderste. Den bratsch-hund kan fandeme gø i 2. sats af ”Foråret”! Og hver koncert er tildelt en ny solist, hvilket giver variation i det personlige udtryk, uden at helhedsindtrykket ryger. Tværtimod – vi har fat i et fantastisk klartspillende og harmonisk ensemble her. Og hvorfor IKKE være teatralsk i musik, hvortil der eksisterer en bogstavelig drejebog?! Eventyrlystne, nye lyttere anbefales at starte her. 

De fire årstider, opus 8:1-4 (Mutter)

Jeg har stærke, personlige følelser for denne udgivelse, som var min indgang til ”De fire årstider”, da jeg var studerende. Superstjerneviolinisten Anne-Sophie Mutter havde indspillet den i Tivolis Koncertsal med det helt nyetablerede, norske ensemble Trondheimsolisterne i 1999, og det var noget af et scoop at få en så prominent optagelse lavet i Danmark udgivet på Deutsche Grammophon. Mutter havde tidligere indspillet koncerterne med Wienerfilharmonikerne dirigeret af Herbert von Karajan i 1984 (den indspilning har vi også), og den er der nok nogen, der vil foretrække for sin ”federe” powerlyd. Jeg kan godt lide denne her, netop fordi den er mere indadskuende og reflekterende. Mutter sætter sig selv langt mindre i spotlyset, end de fleste solister af den kaliber gør, og de dynamiske kontraster træder skarpt frem. Jeg elsker den og betragter den som en stor klassiker.

De fire årstider, opus 8:1-4 (Carmignola)

Hvis violinvirtuosen Vivaldi skulle have en reinkarnation på jord i dette århundrede, synes jeg, det burde være sådan én som hans landsmand Giuliano Carmignola, som her er i front for det aldeles uimodståelige Venice Baroque Orchestra. Her finder man alt, hvad Vivaldi må have lagt i sin musik af hjerte, sjæl og krop. Tempoet er meget højt – bemærk f.eks. den rasende sommerstorm med svimlende fart over feltet i 3. sats af ”Sommeren”, eller åbningssatsen af ”Vinteren”, som får én til at føle, at man er blevet ramt af en arktisk storm, selvom man sidder hjemme foran kaminen og lytter. Det er simpelthen en sjov og underholdende version af årstiderne, vi får her, spillet af musikere, der ikke bare trækker en træt krigshest af stalden, men rider på skuldrene af deres lands samlede musiktradition. I love!

De fire årstider, opus 8:1-4 (Jansen)

Da denne her kom i 2004, slyngede anmelderne om sig med klamheder om ”den uhyre fotogene frøken Jansen”, ”den unge hollandske pige”, som ”nedringet og i negligé pryder cover og teksthæfte” og ”hidtil har gjort sig til i bare bryster og lolitalook” (!!!), men i det mindste ”spiller dygtigt violin”. Og ”bare jeg nu ikke får vrøvl med kvindelige fortalere for ligestilling”, høhø, tøhø. Musikken får ikke en chance – hele albummet bliver affejet som ”kun noget for dem, der falder for coveret”. Og det er helt urimeligt. Janine Jansen er en vidunderligt professionel og visionær violinist, og her står hun i spidsen for en kammerudgave med kun én musiker pr. stemme (heriblandt hendes far og bror på hhv. cembalo og cello), fuld af barokenergi, solistisk udtryksfuldhed, klanglig bredde og rytmisk nerve.

Vivaldi - The four seasons (Ridder)

Den tyskfødte, britiske komponist Max Richter lavede efter sigende i 2012 sin genkomposition af ”De fire årstider” for at forelske sig i originalen igen. Og der er da heller ikke en eneste tone i denne genre-transcenderende, finurlige kærlighedserklæring til Vivaldis musik, der ikke oser af respekt for forlægget. Det lyder helt klart underligt og ”forkert”, især for én, der lige har siddet og lyttet sig igennem 10-15 versioner af Vivaldis original. Ud af en ambient, elektronisk tåge træder pludselig Vivaldis pipfuglekvidder. Minimalisten Richter har elsket at bruge de så letgenkendelige bidder af musik i loop og på metamorfisk vis ladet dem gennemgå en motivisk udvikling og rytmisk forvandling, så man pludselig sidder lige så meget med en Richter-original som en Vivaldi ditto. Det er virkelig godt og skærper faktisk ørerne til at elske Vivaldi på ny.

De fire årstider (Fryklund)

Vores egen Karl Aage Rasmussen, professor emeritus i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium og forfatter til en lang række komponistbiografier – heriblandt en helt ny om netop Vivaldi, som også er på vej til bibliotekets hylder – er her ude i et projekt, der ikke er ulig Max Richters ovenfor. Sammen med det vitalt og festligt spillende barokorkester Concerto Copenhagen under ledelse af cembalisten Lars Ulrik Mortensen tager Rasmussen os med ud i en serie årstider, der pludselig lyder underlige. Her er melodien genkendelig, men betoningerne er helt skæve. Dér er melodien udstyret med et ekko. Så er taktarten utællelig. Og så skøjter vi pludselig ud i noget med, at en genkendelig melodi bliver parret med underligt dissonerende medstemmer. Alt sammen spillet med et livfuldt og moderne drive, der får ørerne til at stå på stilke i lige dele undren og fascination.