Griegs klaverkoncert – en introduktion

Du har garanteret hørt den før, måske uden at vide, hvad det var. Griegs klaverkoncert i a-mol er en lille halv times musik fuld af medrivende melodier, stor passion, underfundig mystik, dansende trolde, vemodige sange, kuldegysende virtuositet, vild, romantisk lidenskab og et hjerteskærende intenst samspil mellem klaver og orkester. Jeg elsker den koncert og ville ikke ønske for nogen at gå gennem livet uden at have stiftet bekendtskab med den. 

Griegs klaverkoncert er åbenlyst endnu én af dem, der sidder usvigeligt fast på de flestes – i hvert fald min – klaverkoncert-top 5, og så kandiderer den stærkt til titlen som verdens mest NATIONALROMANTISKE klaverkoncert. 

Koncerten – som blev Griegs eneste – er skrevet i 1868 og ét af de værker, der med al mulig tydelighed illustrerer sin 25-årige komponists spirende nationalfølelse og bevidste marinering i den norske folketradition. Og det, selvom værket ubestridelig er pakket ind i en tysk, romantisk praksis, der afslører, at Grieg er uddannet i Leipzig. 

Når det så er sagt, så kan vi med stolthed gå rundt og blære os med, at Griegs klaverkoncert er skrevet i… Danmark! 

Grieg ankom til København i april 1863 med det meget bevidst håb, at den ca. 25 år ældre Niels W. Gade ville være den slags mentor og døråbner for ham, som Mendelssohn havde været for Gade i Leipzig tyve år tidligere. Og København blev i sandhed Griegs adgangsbillet til den europæiske musikverden. Han boede der ad flere omgange i adskillige år af sit liv, og det var i Danmark, at han skulle møde og gifte sig med sin kusine Nina.

Fra sin konservatorietid kendte Grieg sin landsmand Rikard Nordraak, som var fætter til den berømte forfatter Bjørnstjerne Bjørnson (i samarbejde med hvem han snart skulle komponere hhv. musik og tekst til den norske nationalsang). Nordraak, som var dybt betaget af gamle norske sagaer, kjempeviser, folkeviser, folkedanse og folkedragter, genså Grieg i København og smittede ham med sin norskhedsentusiasme: ”Du skal ikke blot være komponist, du skal være norsk komponist”. Hvilket Grieg for sin del oplevede som en slags åbenbaring. Han begyndte at inkorporere folkemusikalske træk i sine værker og udgav bl.a. fire humoresker for klaver, som var hans første komposition inspireret af norsk slåtte-musik. Humoreskerne dedikerede han til Nordraak, og hermed var Griegs livslange løbebane som stilfornyer i norsk musikliv begyndt.

Den 10. april 1868 fødte Nina Grieg-parrets eneste barn, datteren Alexandra, og den lille familie tilbragte en lykkelig sommerferie på Mothsgården i Søllerød (som i dag rummer et lille Grieg-museum, hvor ovenstående billede er taget). Og her skabte Grieg det værk, der skulle skaffe ham international berømmelse: Klaverkoncerten i a-mol. 

Grieg hævdede selv at være inspireret af den nordsjællandske natur i arbejdet med koncerten. Det kan undre, da vi ellers går og synes, den lyder så utroligt norsk – lyt især til tredjesatsens fyrige, norske danse halling og springdans. Én af Griegs gamle venner, den norske klavervirtuos Edmund Neupert, boede også en årrække i København og var til stor hjælp for Grieg, som da også tilegnede ham koncerten.

Uropførelsen fandt sted den 3. april 1869 i Casino-teatret i København med Det Kgl. Kapel og Neupert bag tangenterne ved et koncertflygel, der venligt blev stillet til rådighed af den turnerende superstjerne Anton Rubinstein, da Neupert var utilfreds med Casinos flygel. Koncerten blev en kæmpe begivenhed med deltagelse af såvel Dronning Louise (Chr. IX’s hustru) og tidens to førende danske komponister, J. P. E. Hartmann og Niels W. Gade.

Hvem der til gengæld ikke var til stede, var Grieg selv. Han var optaget af sine forpligtelser med nationalorkesteret i Norges hovedstad, der dengang hed Kristiania. Og da koncerten blev opført dér, var han i Bergen. Men den var alle steder en gigantisk succes, folk græd af glæde, og Griegs klaverkoncert er forblevet en storfavorit på repertoiret siden.

Angivelig er Griegs klaverkoncert én af de mest indspillede nogensinde – den menes at være udgivet i over 400 fortolkninger. På biblioteket har vi 45+, den tidligste fra 1928 og den seneste fra i år. Og selvom jeg endnu har til gode at opleve én, som jeg ville flå af og smide i skraldespanden, har jeg selvfølgelig mine favoritter. Start f.eks. med én af de seks nedenfor – eller dem alle sammen.

NB! Den nye hjemmeside har det endog MEGET stramt med fremsøgningen af klassisk musik, så hvis du har problemer, så skriv til mig på knor@odense.dk, så hjælper jeg med at finde dem.

Koncert for klaver og orkester, a-mol, opus 16 (Andsnes)

Af Edvard Grieg (2007)

Mine allestedsnærværende ’go-to’-indspilning er hinsides tvivl denne her. Vil man have en nordmand ved flyglet, så er det praktisk talt umuligt at komme udenom Leif Ove Andsnes (født 1970), som jeg har hørt spille Rachmaninov live i Berlin, og som jeg er en glødende fan af. Han har indspillet Griegs koncert to gange, og her er tale om den seneste af dem, i front for Berlinerfilharmonikerne dirigeret af Mariss Jansons i 2002. New York Times kårede den prompte til årets album, ligesom den vandt den prestigefyldte Gramophone Award for orkestermusik (det svarer ret præcist til at vinde en Oscar i den klassiske musikverden). Jyllands-Posten skrev, at ”mere autentisk Grieg hører man ikke i dag” – og det opsummerer faktisk meget fint, hvorfor alle elsker denne her indspilning så højt. Der er virtuose superheltemuskler og smuk, inderlig dialog mellem orkester og solist i første sats, kæmpe romantisk patos i den vidunderlige andensats, og tydelige trolde, der hvor musikken skal lyde ”troldet” i finalen. Jeg kommer aldrig ud af denne her uden fornyet kærlighed til både Grieg i særdeleshed og Norge i al almindelighed.

Koncert for klaver og orkester, a-mol, opus 16 (Hough)

Af Edvard Grieg (2011)

Versionen med britisk/australske Stephen Hough og Bergens Filharmoniske Orkester dirigeret af Andrew Litton er fra 2011, udgivet i anledning af 200-året for Franz Liszts fødsel (og jeg kan kun anbefale, at man også nyder de to Liszt-klaverkoncerter, der er med på albummet). Hough er født i 1961, har spillet klaver, siden før han lærte at kravle, og er i dag én af de mest efterspurgte solister, det britiske imperium kan diske op med. Og hans Grieg er en overlegen masterclass i, hvordan man leverer noget sublimt, uden at det bliver prangende og svulstigt. Hans teknik er fejlfri og stramt behersket, perlende kaskader af toner flyder ubesværet fra ham som manna fra himlen, og selv i den dramatiske, monumentale kadence man har ingen oplevelse af, at solisten ”slås” med instrumentet. Musikken virker lige så naturligt forekommende for Hough som at trække vejret. Og orkesteret (som har hjemme i Griegs fødeby og må forventes at kunne spille koncerten med bind for øjnene) bliver på intet tidspunkt ’outshinet’, men lader til at decideret næres ved den friskhed, som Hough bringer til tangenterne. 

Koncert for klaver og orkester, a-mol, opus 16 (Perianes)

Af Edvard Grieg (2015)

Det her navn vil til gengæld nok ikke ringe vildt mange klokker her til lands, men med spanske Javier Perianes ved roret er vi altså også i trygge vande. På optagelsen fra The Barbican Centre i London i 2014, med BBC Symphony Orchestra dirigeret af Sakari Oramo, mærker man ikke meget til tyrefægtning, flamenco eller Costa del Sol på trods af solistens herkomst. Vi bliver præsenteret for en krystalklar, meget nordiskklingende og på ingen måde overlæsset Grieg, blottet for overflødig sentimentalitet, men stadig med al den power og lyriske indfølingsevne, som det unægtelig ganske monstrøse og teknisk særdeles udfordrende værk fordrer. The Gramophone skrev: “…you may well find yourself falling in love and in awe all over again…”. Det skriver jeg glad og gerne under på og anbefaler af hele mit hjerte denne her til nye lyttere. 

Koncert for klaver og orkester, a-mol, opus 16 (Luganskij)

Af Edvard Grieg (2013)

Jeg må have noget med Grieg-indspilninger fra 2010’erne, for denne her er også indspillet i dette årti – fra 2013, hvor russiske Nikolaj Luganskij sidder ved flyglet i front for det orkester, som vi på bibliotekerne kalder for Det Tyske Symfoniorkester, selvom de selv kalder sig Deutsches Symphonie-Orchester Berlin. Dirigenten er japansk-amerikaneren Kent Nagano, som var chefdirigent for det tyske orkester i starten af 00’erne og siden har fungeret som højtskattet gæstedirigent. Luganskij er en gigantisk virtuos, og det tjener ham til ære, at han overfor en ”stridshest” som Griegs klaverkoncert faktisk tøjler kræfterne og giver en indadskuende, rapsodisk fortolkning, som orkestret til fulde følger trop i. I kadencen bliver det drømmende og reflekterende en anelse til den selvsmagende side i mine ører, og jeg plejer ellers at være til salg for et godt svulm af store følelser. Men der kommer nye billeder på den indre film, når man hører udgaven her, og det er bestemt ment positivt.

Koncert for klaver og orkester, a-mol, opus 16 (Lipatti)

Af Edvard Grieg

Af historiske optagelser havde det også været oplagt at vælge Arthur Rubinsteins indspilning fra 1961 foran RCA Victor Symphony Orchestra dirigeret af Alfred Wallenstein (OBS! Ikke indspilningen fra 1957, som Rubinstein selv var utilfreds med!). Men jeg vælger rumænske Dinu Lipatti, som blev født i 1917 og tragisk nok døde som kun 33-årig af Hodgkins lymfom i 1950. Det musikalske talent var åbenlyst, allerede fra han var to, og af frygt for, at sønnen skulle skade et instrument fra hans kostbare samling af violiner, opfordrede hans violinistfar lille Dinu til at spille klaver. Og voila – en klavervirtuos så dagens lys. Han blev uddannet i Paris i både klaver og komposition og tilbragte sit unge voksenliv som feteret, prisvindende – og stærkt selvkritisk, omrejsende pianist. Optagelsen her er fra 1947, og selvfølgelig fremstår den derfor ulden i sin lydkvalitet. Men det pianistiske overskud skorter det dæleme ikke på, og jeg er imponeret over det ganske høje tempo for så bedaget en optagelse.

I høst, opus 11 (Engeset)

Af Edvard Grieg (2003)

En anden nordmand, Håvard Gimse, som ikke alene har lavet denne skønne indspilning med Det Skotske Nationalorkester dirigeret af ligeledes norske Bjarte Engeset i 2003, men også er herren, vi kan møde ved tangenterne til februar i Odense! Jeg gentager lige, at jeg altså næsten besvimer af forventningsglæde til den oplevelse. Håvard Gimse er født i 1966 og vandt i 1996 den Griegpris, som gives for i særligt bemærkelsesværdig grad at have formidlet Griegs musik til den brede offentlighed (Andsnes har også én hjemme på sin kaminhylde). Og her kan vi ved selvhør konstatere, at Gimse er en pianist, der kan sin Grieg helt ind i skelettet og her giver os en storladen, fuldbyrdet højromantisk koncert, der ikke sætter sit lys under en skæppe, men, måske netop fordi pianisten er nordmand, ikke behøver at gøre sig store anstrengelser for at lyde ”nordisk”, men tør give sig hen til lidt mere opulens, uden at det bliver svulstigt. 

… og PS. Katrines Top 5 over klaverkoncerter? Det er nødt til at være en liste med forbehold for ændringer hen ad vejen, men det ville ikke være helt skævt at slynge disse fem ud:

1. Rachmaninov: Koncert for klaver og orkester nr. 3, d-mol, opus 30

2. Grieg: Koncert for klaver og orkester, a-mol, opus 16

3. Tjajkovskij: Koncert for klaver og orkester nr. 1, b-mol, opus 23

4. Beethoven: Koncert for klaver og orkester nr. 5, Es-dur, opus 73: Kejserkoncert

5. Mozart: Koncert for klaver og orkester nr. 20, d-mol, Köchel 466

… men straks får jeg jo så dårlig samvittighed overfor Brahms, Chopin, Sjostakovitj, Schumann, Ravel og Rachmaninovs koncert nr. 2. Musik SKAL bare ikke rangordnes på denne her måde. Men jeg ser intet galt i at udskrige yndlingsværker, så det er hermed gjort. 

Katrine Nordland, musikbibliotekar, Odense Musikbibliotek