Guld fra Gemmerne #63 Deuter - Aum, 1972

Deuter – Aum, 1972.
Chaitanya Hari Deuter (all instruments and sounds).

I denne artikel dykker vi ned i et af new agens vigtige navne. Tyske Chaitanya Hari Deuter har været en hovedspiller i udviklingen af new age-musikken som, vi allerede nu kan konstatere, stikker i lige så mange forskellige retninger, som rocken, jazzen og poppen kan og gør. Ifølge Patti Jean Birosik var Deuter en af de første musikere der succesfuldt skabte en bro mellem vesten og østen. Både i musikken, men også på et filosofisk plan. Hun skriver således i sin bog The New Age Music Guide (1989): “Deuter was one of the first artists of his generation to effectively merge the West and the East both musically and philosophically. He was also one of the first to integrate the sounds of nature into his music, not as decorative effects but as vitalizing elements.” Efter at have nærlyttet Aum kan jeg ikke andet end at anerkende dette standpunkt, for på dette album høres reallyde, kombineret med både akustiske og elektroniske instrumenter fra hele verden, i en kreativ smeltedigel af de sjældnere. 

Vi stirrer ud i noget uendeligt. Blå og grønlige nuancer møder blikket, og en særlig følelse af overvældende tomhed er visualiseret på pladecoveret, hvor himmel og hav kun er adskilt af en snorlige horisontlinje, der minder os om, hvor massivt havet er, og hvor små vi er. Musikken har en evne til at sætte følelser helt på spidsen, og Deuter er mester i at udnytte denne effekt. Han er storforbruger af reallyde som stemningsskabende elementer på dette album. Et gennemgående tema på pladen er, at Deuter spiller solo på forskellige instrumenter ledsaget af reallyde af forskellig karakter. Om det er bølgeskvulp, trafiklarm, torden eller måger ved havet, så er reallydene til stede som en dominerende medspiller. Aum er delt op i tre lange suiter og den første, Phænix/Aum/Soham, starter med et tordenbrag og langsomt, men sikkert, toner fløjter og middelalderinstrumenter frem i lydbilledet. Tankerne går ikke umiddelbart direkte til en fornemmelse af new age-musik, da starten af Phænix/Aum/Soham hverken er ambient eller åbenlyst meditativ. Efter få minutter skifter musikken dog karakter, og snart mærker vi, at albummet er fyldt med overraskelser og radikale skift i stemninger og udtryk. Hvor der nogle steder kan høres hektisk trommespil ledsaget af dybe toner i synthesizeren, hersker der til tider en nærmest ubekvem ro, og her synes jeg virkelig Deuter har øje for, hvad der sker i opfattelsen af musikken, når de forskellige frekvensområder bliver udnyttet taktisk og smagfuldt. Det ene stykke musik overtager det andet, og forløbet på hele pladen virker enormt meningsfuldt. På Aum kan vi høre hvordan fraværet af aktivitet i musikken kan virke anspændt og næsten ubehageligt. På a-sidens anden skæring, Offener Himmel 1/Gleichzeitig/Offener Himmel 2/Sattwa/Morning Glory, som er et godt 12 minutter langt forløb, opstår der på et tidspunkt en dirrende ro, lige efter vi har hørt en spændstig tablasolo. Fløjten kommer ind og symboliserer de øvre lette luftlag, hvor trommerne hektisk fører os ind i en mere jordnær og hektisk stresstilstand. Begge dele er akkompagneret af subtile synthesizerlyde. Det må siges at være et af Deuters helt store kvaliteter som musiker; evnen til ikke at overbruge virkemidlerne. Synthesizeren har et kæmpe potentiale, og den er som regel meget tydelig og markant på de plader, hvor den er med i instrumenteringen. På Aum er synthesizeren lige så meget en diskret smagsgiver, som reallydende er. Det er Deuters soli på de forskellige instrumenter, der er hovedingrediensen. Om det er på zither, tablatrommer, elguitar eller fløjte, så formår han at skabe et smagfuldt og pirrende lydtæppe. Det er her jeg synes, vi tydeligt kan forbinde Aum med new agen. Der improviseres i høj grad, og musikken skal ikke nødvendigvis lande sikkert; det er dirrende tilstande, der bliver illustreret gennem Deuters kapacitet. Når man er ene mand på dækket, giver det naturligvis også nogle indlysende benspænd, og hvis Deuter havde haft et band med sig, havde musikken garanteret også lydt anderledes. 

Aum fremstår som et dybt seriøst album proppet med uanede mængder af kreativ energi. Deuters helt store kvalitet på denne udgivelse er evnen til at bevare roen og den gode smag, og det på trods af den ret nyskabende tilgang, han har til selve musikskabelsen. Når man har med så mange forskellige instrumenter at gøre, kan det hurtigt blive noget rod. Man accepterer lynhurtigt stemningen på Aum, som både byder på middelalder-markedsmusik, indiske toner og synthesizer-dystopi. Det er vildt at musik kan få lov at stikke i så mange retninger og stadig fremstå som ét samlet produkt. Numrene smelter sammen, og derfor kan vi dele pladen op i tre suiter, hvor b-sidens indhold er én lang skæring på over 20 minutter (Soma/Surat Shabda/Abraxas/Susani/The Key). Modsat meget pop og rock er det ikke meningen af man skal hægte sig på enkelte numre her. Vi skal bare være i musikken hele vejen, og kun på den måde kan vi få det store helhedsindtryk af, hvad musikken skal og kan, og hvor den kan føre os hen mentalt. Kombinationen af instrumenter, og valg af rækkefølge gør, at jeg efter nærlytning sidder med meget blandede følelser og en undren over, hvordan en tværfløjte kan få mig til at blive utilpas, eller hvordan bølgeskvulp pludseligt bliver opfattet som musik. Deuter sætter en overbevisende ramme op, og han viser på denne tidlige udgivelse, hvor stort potentialet i new age-musikken er.   

 God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup