Guld fra Gemmerne #51 Midnight Sun - Dansk Beat, 1975

Midnight Sun – Dansk Beat (1975)

Bent Hesselman (saxofon), Peter Thorup (guitar), Carsten Smedegård (Trommer), Alan Mortensen (vokal), Bo Stief (bas) og Niels Brøndsted (klaver).

Med et stilrent cover og en alt for oplagt albumtitel, var det nemt at beslutte sig for at bruge tid på denne udgivelse. I 1975 blev Midnight Suns Dansk Beat udgivet, som er en opsamlingsplade, der rummer numre fra deres tre foregående indspilninger – Midnight Sun (1971), Walking Circles (1972) og Midnight Dream (1974). Og netop da musikken favner hele tre pladeindspilninger, med et hav af dygtige musikere, kan jeg fra første tone konstatere, at der er nok at tage fat i.

Mit første indtryk af pladen er, at musikken er spillet af dygtige folk. På første nummer Where Are You Going hører vi en tydelig form og et begrænset antal akkorder. På trods af dette bliver musikken aldrig kedelig, og det er takket være det tårnhøje tekniske niveau, men i særdeleshed den kreative legesyghed, som ret hurtigt cementeres over hele linjen i bandet. Der er så meget kød på musikken, at nærlytningen er en omend fed oplevelse, også meget krævende. Det slår mig at musikken ikke fremstår særlig dansk. Vi er i den rockede afdeling, og med et syrerock-stempel som fortegn, dannes der hurtigt associationer til amerikanske pionerer som Frank Zappa, Led Zeppelin og The Who. Sidste to især på grund af Alan Mortensens teatralske og stærke vokalpræstation. Der er også tydelige funk- og gospelelementer, og nogle af pladens numre er også mere poppede end andre. Læseren bemærker nok allerede, at vi har med et eklektisk band at gøre, som på denne opsamling har formået at klemme en helt masse forskellige udtryk ned på samme plade, men jeg må lægge mig fladt ned at sige, at her behøves ingen genremæssig rød tråd, så længe bandet spiller, som de gør. Alle passager i musikken kommer til sin ret, og det er fornøjeligt at høre, hvordan de ikke har travlt med at komme videre til næste nummer. Det bedste eksempel må være Living On The Hill, som er pladens suverænt længste nummer med sine knap 15:00 minutter på pladespilleren. I Living On The Hill kommer vi med på en rejse, hvor tiden står stille. Der er top tunede arrangerede passager, og samtidig hører vi lange soli, hvor solisterne (elguitar og saxofon især) får lov at udforske et musikalsk univers, som vi bliver charmeret ind i som lytter. Rytmegruppen sørger for at gryden hele tiden holdes i kog, og her kan vi især takke bassist Bo Stief og Carsten Smedegård på trommer. Hold da op hvor de arbejder! Det er fascinerende at lytte til. Living On The Hill er en magtdemonstration, og et ekstremt godt bud på hvad syrerocken kan, når den lyder bedst. Sæt pladen på og hør hvordan bandet kommer rundt i krogene i det musikalske landskab med den lette guitarfigur i starten, til de tunge Led Zeppelin-agtige groove midtvejs efter guitarsoloen. Lange numre som disse har ofte markante afdelinger eller øer, og vi hørte det samme på Thors Hammer (GFG#50), og i Living On The Hill binder Midnight Sun sløjfe på hele nummeret ved at vende tilbage til det oprindelige tema med de pentatone unisone riffs og den lette guitarfigur, som får det hele til at flyve. Passagen er blot modnet gennem de næsten 15 minutter, og derfor fremstår musikken mere tung og rocket til sidst. Det er fascinerende at tænke på, at de har stået i et studie og indspillet denne suite live i ét sammenhængende take. Et godt eksempel på at håndværk, sammenspil og kreativitet kan gå op i en højere enhed, hvor alt fremstår meningsfuldt.

Endnu et punkt, hvor produktionen af denne plade skal have ros, er måden hvorpå numrene er sat sammen på, på pladen. På intet tidspunkt keder vi os, da det hele tiden fremstår nyt og friskt. I de rolige to numre Nickles And Dimes og Before You Know får vi et pusterum fra elguitarens højspændingsledninger, og vi får lov at høre musikerne spille mere dynamisk i et langsommere tempo. På Nickles And Dimes spiller Bo Stief kontrabas, og det bryder lydbilledet på den helt rigtige måde på det helt rigtige tidspunkt. Vi bliver nemlig sendt roligt og sikkert videre til B-siden, som indeholder flere, men kortere numre. Lyden bliver tiltagende poppet, og når vi rammer b-siden begynder det at give mening, at det faktisk er en opsamling. Ud af det blå kommer nummeret Kul På, som er sunget på dansk. Det er helt underligt at høre dansk i denne kontekst, men jeg synes faktisk de formår at få musikken flettet godt ind i sammenhæng med alt det andet, vi hører. Budskabet på Kul På kan koges ned det letfordøjelige budskab at man bare skal fyre den af og køre derudaf, og denne omkvædslinje gentages: ”vi har ingen bremser men udsynet er småt, så bare hjulene ruller skal det nok blive godt!”

Der sker så mange fede ting på denne udgivelse, at den må siges at være et must for folk, der godt kan lide syrerock og er interesseret i, hvad der skete på den danske eksperimenterende rockscene i 1970’erne. Der bliver eksperimenteret med så mange musikalske verdener, at det i sig selv er værd at give et lyt. Der er nemlig utroligt langt fra den eksotiske A La Turca til den mere gospelprægede Nickles And Dimes. Et spinkelt kritikpunkt kunne være, at selve sangteksterne ikke rigtig står mål med det musikalske indhold, og jeg vil faktisk mene at forsangeren her bidrager lige så meget, når han laver udbrud og kommenterer på musikken med lyde fjernt i mikset – eller når han akkompagneres af det flotte kor på enkelte numre. Pladen er endnu et bevis på den overflod af dygtige kreative kræfter, der var på spil i denne genre i Danmark i 1970’erne, og det er med en vis stolthed når jeg hører mine landsmænd spille syrerock på så højt plan, at passager til tider kan forveksles med Zappas indhold, eller sangpræstationer som står mål med både The Who og Led Zeppelin. Jeg skal helt klart dykke ned i Midnight Suns beskedne diskografi, det er nemlig utænkeligt, at der ikke ligger store mængder guld på hvert album, som bare venter på at blive lyttet til.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup