Guld fra Gemmerne #56 Anders Koppel - Album, 1987

Anders Koppel - Album, 1987

Anders Koppel (klaver, orgel, harmonika, Mirage, Trident, DX 7, Juno 106, mandolin, guitar, bas, pennywhistle, kalimba, vokal, trommer, percussion, Drumulator, RX 5), Flemming Quist Möller (co-writer på Parade, percussion), Benjamin Koppel (trommer på Union Pacific, vokal på Diggediv, assistent), Ulla Koppel (vokal på Sol, måne og stjerner), Poul Bundgaard (vokal på Frokost), H.C. Mogensen (trommer på Mellemrum), Bjørn Fosdal (horn på Koncert), Mehmet Ozan (perc. på Høst), Marie Koppel (vokal på Fremmed), Jens Haack (saxofon på Hjemkomst).   

Efternavnet Koppel er et vi kender godt her i Danmark, og jeg vil våge at påstå, at de fleste mennesker der kender til familien Koppel, har respekt for de karrierer de hver især har opnået i den danske musikbranche. Anders Koppel var medstifter af de to ikoniske danske bands Savage Rose og Bazaar, som hver især bar en helt unik bandlyd i de sene 60’ere og især i løbet af 1970’erne. Efter gennemlytningen af Album sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg enten er blevet narret eller oplyst på et højere plan. Musikken er så vild, at jeg finder den næsten umuligt at kategorisere i en enkelt genre, og hvorfor den er endt i Dansk Rock-afdelingen på biblioteket, er også lidt et mysterium for mig. Med 26 spor på fire LP-sider er der nok at tage fat i, så lad os komme i gang!

Med moderne briller er det svært at sætte sig ind i hvor revolutionerende MIDI var for musikindustrien, da den gjorde sit indtog i løbet af 1980’erne. For første gang fandt man en løsning på kryds og tværs af firmaer, som gjorde at vi nu havde en universel måde at forbinde de elektroniske instrumenter til et samlet band via samme teknologi – nemlig Musical Instrumental Digital Interface aka. MIDI. Det åbnede muligheder som ikke var set før, og med nye nodeskrivningsprogrammer, trommemaskiner og synthesizers galore, var der pludselig opstået et rent slaraffenland for de kreativt udøvende i musikbranchen. I jazzverdenen, som man skulle tro var en anelse mere konservativ på netop dette punkt, oplevede man også musikere, der prøvede kræfter med denne nye teknologi, og det er ikke første gang i Guld fra Gemmerne vi hører de velkendte vibrationer fra en trommemaskine fra firserne. Ikoniske videoklip florerer med Quincy Jones og Herbie Hancock, der er helt oppe og ringe over denne teknologi, og vurderer at det allerede er så godt (midt 80’erne), at trommemaskinen nok allerede er ved at erstatte trommeslagere. Fra samme periode kan vi se interviews med store musikere, som f.eks. bassisten Anthony Jackson, stille sig kritisk op og argumentere for hvorfor denne teknologi kan blive enden på det organiske, det akustiske – og i sidste ende branchen som helhed. Heldigvis ville tiden vise, at vi mennesker ikke altid er så sort/hvid-tænkende når det kommer til ny teknologi. I dette tilfælde har MIDI i bakspejlets lys vist sig at være en gave til musikverdenen, et redskab som har gjort alt nemmere og åbnet op for store og nye dimensioner inden for den kreative proces i komponistens verden. Det lader til at vi som mennesker nyder kombinationen af noget velkendt og gammelt i de traditionelle instrumenter, samme tid med at vi godt kan lide at udfordre grænsen for hvad der er muligt inden for den musik, vi skaber. Her kom MIDI’en som et friskt pust i en brydningstid, hvor alle bolde i kunsten blev kastet op i luften. God smag – hvad er det?

I orkanens øje finder vi Anders Koppel, som i 1987 selvsikkert har udgivet Album. Dette er ikke et album i traditionel forstand, og det gør at titlen på pladen kan tolkes i forskellige retninger. På mange måder bør man se pladen som en scrapbog af idéer, stemninger og kreativ leg. Det virker som om Anders Koppel med velbehag nyder at kunne spille så mange af instrumenterne selv, for den får virkelig fuldt smæk på skøre og det sjove – man fornemmer et glimt i øjet, og alt skal ikke tages dybt alvorligt. Som før nævnt er der 26 skæringer på pladen, som spænder overdrevet meget i længde og udtryk. På side 2 kan vi høre Pause, som varer 15 sekunder. På side tre kan vi høre Mellemrum, som varer 16 minutter og 42 sekunder. Det virker helt vanvittigt, og det er simpelthen essensen af den her plade. Total uforudsigelighed. Det er som om vi er blevet lukket ind i Anders Koppels inderste rum, og vi er nu i en verden hvor alt kan ske og alt er accepteret. Hvor vi på ONBC’s Travelmate (GFG#55) hørte et album med en skarp rød tråd uden afvigelser, hører vi her en plade hvor det modsatte nærmere er tilfældet. Det er en plade, hvor det kunne være rigtig rart med noget liner-tekst på selve LP-coveret. Der er endda rigeligt plads, da vi med en dobbelt LP at gøre. Tværtimod er det eneste vi får serveret et suspekt udvalgt af billeder, farver og mønstre – og så et enkelt billede af Anders Koppel. Ingen tekst, ingen forklaring. Som om han har tænkt: ”nu tager jeg r**** på dem!”. Den form for ligegyldighed over for lytteren er forbeholden de mest kompromisløse musikere, som ikke laver musikken for lytterens skyld men for sin egen først og fremmest – og det er en vigtig sondring at have med når vi har med kunstnere at gøre.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Anders Koppel på dette tidspunkt har været så tilpas godt kørende i sin karriere med bl.a. førnævnte bands, at han tænkt den her plade som et projekt, som ikke nødvendigvis skulle have kommerciel succes. Pladen skal måske nærmere tolkes som et intenst og personligt eksperiment, hvor MIDI’en er inviteret ind i studiet sammen med den frie og utøjlede kreativitet. En fællesnævner for mange af numrene er, at det er stemningsmusik. Med titler som Koncert, Natbord, Regn, Parade, Frokost, Æter, Gågade osv. kan vi ikke andet end at tolke det her musik som en slags skitser af stemninger, som Anders Koppel har samlet sammen op til udgivelsen af denne plade. Når man skal spille alle instrumenter selv, som det viser sig på de fleste numre, er det ofte nødvendigt at spille i loops (en gentagelse af f.eks. fire takter), og det gør også at de fleste numre fremstår en smule endimensionelt forstået på den måde, at der ikke bliver veget meget fra det udgangspunkt, han begynder med i numrene. Derfor er det også rimeligt nemt at sondre mellem de forskellige numre, da hvert nummer på en måde har sin egen stemning, som afspejler titlen. Det har på mange måder været en helt absurd lytteoplevelse at opleve Album, men det betyder også bare at det er en plade man ikke glemmer sådan lige. Jeg har bevidst valgt ikke at beskrive numrene i detaljer, for jeg synes den her plade er så meget en ’jack-in-the-box’, at man skal danne sit eget indtryk af musikken. Kald mig bare reaktionær, men jeg synes balancen er bedst, når vi har flere mennesker i studiet, og sønnen Benjamin Koppels bidrag på trommerne i Union Pacific samt Jens Haacks og Bjørn Fosdals horn på hhv. Hjemkomst og Koncert pynter på pladen.
Koppel er multiinstrumentalist, og det understreger han på Album i en grad, hvor han kommer til at fremstå som en musikalsk kamæleon. Jeg kan virkelig fornemme Anders’ tekniske evner når han spiller orgel og harmonika på pladen, og det er ligesom om, vi får en smagsprøve på noget musik, som ikke er helt i øst/vest her. Prøv at høre Tilskuere, og læg mærke til hvordan musikken nærmest bliver helt fusion-agtig med orgel, synthbas og elguitar. Dog kører der en insisterende metronom på de sidste 30 sekunder af nummeret, hvilket i moderne ører lyder som om de har glemt at slå den fra i deres indspilningsprogram. Det er blot et eksempel på at Anders Koppel på denne plade ikke kunne være mere ligeglad med, om musikken fremstår logisk både i længde, udformning og budskab. Musik skal have lov til at eksistere uden der altid behøver at være en større forklaring bag, og det er en af de smukke og alsidige sider ved denne kunstform, den improviserede musik. Det er råt upoleret med tydelige strejf af rendyrket kreativitet.

Er det jazz? Rock? Det betyder ikke så meget her. Det er Anders Koppel, og Album er med til at nuancere hans musiske karakter på bedste vis. Det er et af de mere personlige udtryk, jeg har hørt fortolket i musik længe, og jeg vil helt klart have Album det med i tankerne næste gang jeg sætter en plade med f.eks. Bazaar på anlægget derhjemme.

En sidste kommentar må være, at jeg har stor respekt på Olufsen Records for at have udgivet den her vinyl – de har sandsynligvis også, lige som jeg, fundet musikken lettere grotesk. Det vidner om en anden tid, hvor de etablerede pladeselskaber i højere grad turde tage chancer med hvilke kunstnere, og hvilke projekter de godkendte. Der var et andet marked for musik dengang, og det virker nogle gange som en fjern, fjern fortid.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup