Guld fra Gemmerne #60 Moon Mountain - White City, 2014

Moon Mountain - White City, 2014
Ronnie Ramsing Fischer (guitar, vokal og trommer), Mona Selma Højsted Linderoth (vocal, percussion og trommer), Brandon Davis (keys) og Bòesen (autoharp)

Denne sæson af Guld fra Gemmerne slutter med en EP af nyere dato, og kontrasten til de ældre indspilninger, vi har lyttet til, er meget tydelig. Selvom musikken allerede er næsten 11 år gammel i skrivende stund, fremstår den tidløs og drevet af smerte og intense følelser. Bandet får virkelig formidlet deres frustrationer på en subtil måde, hvor musikalske og tålmodige opbygninger i numrene er den røde tråd på Moon Mountains EP, White City.  

Hvis man kender til Portisheads debutalbum Dummy er det svært ikke at høre nogle sammenfald i vokalerne på denne plade. Dog kan vi hurtigt blive enige om at Portisheads musik er dramatisk mere bastungt end Moon Mountains, da der ikke er bas på nogle af numrene på White City. Det er Monas vokal, der sender mig tilbage til Portishead og andre stærke kvindelige rockforsangere gennem tiden. Sangene er klagende og fuld af modent temperament, og selvom pladen kun bærer fem numre i alt, får vi en fornemmelse af ét helstøbt værk. Det virker muligvis tåbeligt at en baselsker som jeg, har valgt en udgivelse uden decideret bas på. Dog hører vi her et glimrende eksempel på hvad der rent faktisk sker, når vi udelukker et af musikkens, traditionelt set, bærende søjler. Musikken spilles stadig, upåvirket af basmanglen, og den fungerer – der er bare et fravær i det dybe register, som erstattes af roller i guitar og keys-roller.
Som tidligere konstateret, er der sket noget med den danske rock, som tiden er skredet fremad. De individuelle musikeres egoer erstattes med en kollektiv tankegang, som i høj grad handler om at styrke det samlede produkt, og de aftaler, der er lavet i bandet – no matter what! Det er et kunstnerisk valg, som har det med at dele vandene. Nogen vil mene at musikken trænger til stærke, simple og tydelige roller, så musikken kan opleves som én samlet velsmurt maskine. Ingen guitarsoloer, ingen trommefills og ingen basgange der kan varieres. Nej, fokus er på de vokale budskaber og den lidelse der høres i sangene. Andre musikelskere kan godt lide en gedigen guitarsolo og masser af sammenspilsinteraktion i bandet. Jeg skal ikke gøre mig til dommer og hvad der er rigtig eller forkert rock, og det smukke ved musik og smag er jo, at vi hver især kan håndplukke de kunstnere og albums, som taler til os. Min erfaring siger mig, at det kan være en god idé at prøve at udvide sin horisont lige meget hvilken lejr man er havnet i.

Efter tre alvorlige numre på pladens a-side begynder b-siden med titelnummeret White City, som byder på mere elektroniske vibrationer. Det klæder musikken og giver os som lytter en mulighed for at tage til genmæle og fortsat lytte videre. Som pladens andre numre, er White City én lang opbygning. Her understreges det endnu tydeligere med en stortromme, der markerer de fire fjerdedele, som musikken er skrevet i. Energien intensiveres og musikken bliver gradvist mere og mere smadret. Men da vi mangler den massive bund, kommer musikken aldrig rigtig derud hvor den larmer. Derimod fornemmes det, hvordan små detaljer i baggrunden danner rammen for den progressive udvikling, der høres. På pladens sidste nummer, Release the Sins, fortsætter vi ret meget i samme stil som resten af EP’en, men der bruges dog en anden musikalsk skala som fundament for sangskrivningen. De velkendte små-orientalske toner fra den frygiske skalas lille sekund på 2. trin i skalaen gør musikken meget u-skandinavisk. På Release The Sins prøver Moon Mountain kræfter med en kradsbørstig frygisk molskala som bryder med den lyd, vi har hørt indtil videre. På andre numre som f.eks. Down To The Wire, ender orkestret med gradvist at syre mere og mere ud. Nummeret er ret lige ud af landevejen til en start, men så udvikler det sig til syrerock a la Moon Mountain, hvor energien ender med at være helt i top, men rent volumenmæssigt kommer vi aldrig helt derop hvor det bliver ekstremt. Det understreger blot den kontrol, der er på disse moderne danske rock-albums, for selvom det er syret lyder det ikke som en jamsession, der er ude af kontrol. Musikken er afstemt, målt og vejet - sådan lyder det i hvert fald! Her har vi jo stødt på en del albums, hvor vi får en meget mere traditionel rock-garage-band lyd på et eller flere numre, og det er ikke tilfældet her.

Gad vide hvad der skete med Moon Mountain? Ifølge Discogs lavede bandet blot denne ene EP, og så er der ikke mere at hente. Det skaber en endnu større mystik omkring bandet, som er spændende at være i under gennemlytningen. White City er en skarpt skåret EP med en stærk kvindelig vokal, som jeg synes bør høres af rockfans over hele spektret. En vigtig detalje er i øvrigt, at denne plade skal spilles på 45 rpm og ikke de sædvanlige 33 rpm.

Dette er hermed afslutningen på Guld fra Gemmerne vol. 3. En sæson, der har budt på dansk rock i alle mulige afskygninger. Som dansker er jeg stolt over at bo i et land, hvor den kreative nerve i årti efter årti har pulseret aggressivt i alle mulige retninger. Der er stor forskel på de albums, vi er blevet præsenteret for, og det må konstateres at være den danske rocks helt store styrke. Nemlig det mod der er, til hele tiden at genopfinde genren med en konstant respekt for musikken og lytteren. Nogle plader har humoristiske og selvironiske elementer, og andre plader er dybt seriøse – som f.eks. White City. Rent genremæssigt har vi fået bekræftet, at rocken kan svæve over i de eksperimenterende – ja næsten jazzede – områder, alt efter hvem der er sat til at spille den. Personlighed og autenticitet i musik er det, der skaber en lytterskare, og jeg er 100% sikker på at den danske rock fortsat vil trives i dette lille land, med de store musikalske armbevægelser.

Tak fordi du læste og lyttede med! 

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup