Guld fra Gemmerne #55 ONBC - Travelmate, 2017

ONBC - Travelmate, 2017

Tanja Simonsen (vokal og keys), Camilla Florentz (vokal og bas), Mikkel Max Hansen (guitar), Ivan Petersen (trommer) 

Denne gang dykker vi ned i musik, der er af nyere dato. Med blot syv år på bagen kaster vi os ud i at lytte til ONBC’s stærke album, Travelmate, som byder på et moderne dansk rockband af international kvalitet. Fra første tone bliver vi som lyttere rykket ned i et ambient lydunivers fyldt med massive lyde, inderlige sangstemmer og følsomme guitarfigurer. Bandet formår at skabe en unik tilstand, som vi kan læne os tilbage og være en del af.   

Som kæmpe Twin Peaks fan, er noget af det første jeg lægger mærke til når Travelmate (Camber Music) indleder pladen, at vi er ude i en bandlyd, som muligvis kunne have taget inspiration fra netop Twin Peaks og hele mystikken omkring serien. Angelo Badalamenti formåede i at skabe et af de mest karismatiske TV soundtracks nogensinde, og Twin Peaks havde ikke været det samme uden netop Badalamentis musik. Det er sørgerligt, ambient og melankolsk optimistisk til tider. Guitarlyden vil jeg beskrive som en doven surfguitar, som på ingen måde er potent i sit attack, men til gengæld utroligt markant i forhold til resten af bandets lyd. Guitaren er nemlig smurt ind i rumklang, og f.eks. på Pitch-Black Night kan man høre den vellykkede kontrast mellem den knastørre bas-tromme lyd kombineret med den lettere ambiente rumklangsdominerede guitar. Synthesizer, klokkespil og guitar sørger med andre ord for de fleste effekter, hvorimod bas og tromme har rollen som anker. Det skaber en naturlig balance, vi kan forholde os til som lytter, og som akkompagnement til de Tanja Simonsen og Camilla Florentz’ vokal fungerer det 100%.
Man kan ikke ligefrem sige at ONBC er de første til at gå denne vej. Det ER en ret kendt lyd inde for indierocken i denne periode. Det er som oftest poppede melodier sovset ind i et ’stort’ univers domineret af synthesizers og rumklangsbaseret guitarspil. Når vi hører Tombstone kan vi konstatere, at selve akkordmaterialet er ret positivt. Ja, de går til nogle øer i mol, men det generelle billede er, at de spiller en ret glad sang. Det spændende her er at et band som ONBC formår at få noget storslået ind i musikken. I Tombstone hører vi en massiv dystopisk synthesizer ligge og præge hele udtrykket, hvilket er med til at give musikken et præg af desperation og generelt modstridende følelser i forhold til selve sangmaterialets ret banale udgangspunkt. Den flittige læser af Guld fra Gemmerne har måske bemærket, at jeg altid prøver at lytte efter de tydelige kontraster, da jeg mener det som regel er med til at skabe den rette dynamik og uforudsigelighed der skal til, for at få en god lytteoplevelse. Jeg får lyst til at blive ved med at lytte til denne musik, som egentlig er glad i sit udgangspunkt, men fremstår sørgende og ikke så optimistisk. Et godt eksempel på musik, der signalerer to tydelige kontraster er Jan Johanssons fortolkning af Leksands Skænklåt, som kan høres på den legendariske jazzplade Jazz på Svenska. Her hører vi en drikkevise, en sørgerlig drikkevise. To ting man ikke nødvendigvis ville forbinde med hinanden – fejring og sorg i et og samme kunstværk.

Som pladen skrider frem kan man i den grad sige at bandet her har en tydelig retning med sin musik. Da vi dykkede ned i The Golden Hour of Morti Vizki (GFG#45), hørte vi et band, der spillede alle mulige forskellige typer musik. Og endda sunget på adskillige sprog. Hvor The Golden Hour of Morti Vizki var som en køretur med bind for øjnene, kan vi sige at Travelmate mere er en slags guidet meditation, hvor der ikke kommer de store overraskelser. Variationerne på Travelmate er meget afmålte og ikke noget, der stikker ud. Der dukker ikke en banjo op lige pludselig. Men f.eks. på Vapour Trails bliver vi introduceret for strygerstemmer og akustisk klaverlyd. En meget ydmyg og fin måde at slutte en side af på albummet. Vi er i en moderne tid, hvor der ofte findes mindre og mindre fandenivoldskhed i moderne rockbands. De spiller som en velsmurt enhed, og der er ikke noget ego, der får lov at syre ud. Det er stilen, og den kender vi fra meget dansk rock af nyere dato. Vellyden er i højsædet, og der bliver ikke taget chancer på den måde. De spiller i sangens tjeneste hele vejen rundt, og aftalerne bliver holdt. Og når musikken er som beskrevet her, bliver jeg glad når de tør være ekstreme inde for de rammer, de selv har sat op i bandet. ONBC spiller klart hårdest på Centre Of The Universe, som er et nummer, der får lov at stige i dynamik hele vejen igennem, og her oplever vi effekten af de massive synthesizerlyde og den allestedsnærværende reverb-guitar. Vi bliver helt taget tilbage til Mews Comforting Sounds i den måden, de griber outroen an på dette nummer. Virkelig kraftfuld musik som ikke kan andet end at gøre mig en anelse vemodig som lytter, og det er jo en gang imellem det musikken skal kunne – tvinge dig ind i et følsomt univers og blive der i x antal minutter. Nogle vil mene det kan være en slags terapi.

Jeg elsker ONBC for at slutte albummet af med en hilsen til titelnummeret. I Travelmate (Minehead) bliver vi mindet om hvor vi startede. Dog er der sket en udvikling i musikkens forløb, som gør at det sidste nummer her er væsentligt mere rocket og hårdt end den første udgave, Travelmate (Camber Music). Man skal ikke undervurdere gentagelsens glæde en gang imellem, og jeg har stor respekt for at de tør at bruge den samme musik to gange, og det må siges at være en effektiv måde at binde sløjfe på dette album, som får os til at glemme tid og sted som lytter.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup