Guld fra Gemmerne #28 Sol Do Meio Dia - Egberto Gismonti, 1978
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Sol Do Meio Dia - Egberto Gismonti, 1978
feat. Ralph Towner (gtr), Nana Vasconcelos (perc.), Jan Garbarek (sx), Colling Walcott (tabla)
Da jeg så at både Ralph Towner og Jan Garbarek optræder på denne plade, vidste jeg med det samme, at det her var noget musik, som talte rigtig meget ind i min personlige smag. Derfor er denne udgave af Guld fra Gemmerne uundgåeligt præget af min egen årelange fascination af nogle af musikerne, som optræder på Sol Do Meio Dia. Pladen er tilmed udgivet i 1978, og netop dette årti bød på nogle sande mesterværker i form af pladeudgivelser fra nogle af verdens største jazzmusikere på den moderne scene. Pat Methenys Bright Size Life, Chick Coreas Return to Forever, Jack DeJohnettes Pictures og Ralph Towners Solstice er blot nogle af de plader, som også er udgivet på pladeselskabet ECM i dette årti. Den nu 80’årige producer Manfred Eicher har produceret samtlige ovenstående albums, og han er uden tvivl manden bag ”ECM-lyden”. Når man har hørt mange af disse ECM-plader, kan man høre denne helt særlige autentisitet som kun kan opstå ved at der både er kunstnere i studiet og bag mixerpulten.
Hvem er Egberto Gismonti? Som bosiddende i Brasilien med både italienske og arabiske rødder, kan man godt kalde Gismonti en musiker med en unik baggrund. Han viser os på denne plade at man ikke bør begrænse sig til et enkelt instrument, og pladen formår at runde utroligt mange hjørner, hvor der både er plads til det sirligt komponerede og de helt åbne improvisationer. Selvom vi har mange store navne krediteret på pladen, optræder de sjældent sammen, da Gismonti har valgt at numrene skal være enten fremført solo, duo eller trio. Derfor oplever vi en masse spændende musikalske udtryk og spændende kombinationer på denne plade, som på intet tidspunkt når at blive forudsigelig. For eksempel hører vi nærmest kun Collin Walcott på et enkelt nummer, hvor han spiller tabla i duet med Gismonti på ”Raga” (Walcott bidrager også på flaske i "Sapain"). Fantastisk energisk stykke musik.
Når Egberto Gismonti spiller guitar, spiller han 8-strenget guitar. Hvorfor mon det? De to ekstra dybe strenge giver os fornemmelsen af bas, og derfor føles det på intet tidspunkt tomt, at der ikke er en bassist med på numrene. Guitarerne får lov at træde helt frem i lyset på mange af numrene, og duospillet med Ralph Towner er i verdensklasse. Guitarer fungerer generelt rigtig godt sammen, men her har man i endnu højere grad taget højde for de forskellige udtryk en guitar kan give, ved at vælge to særlige typer – nemlig 8-strenget guitar og 12-strenget guitar. På ”Palacio de Pinturas” hører vi en spændende musikalsk udveksling mellem de to guitarister. Ralph Towner spiller eklektisk i baggrunden på den 12-strengede guitar, mens Gismonti er fremme i lydbilledet og improviserer over Towners interessante strengede lydtæppe. Indimellem kan man, på plader med meget improvisation, køre lidt død i en lyd eller en stemning, men Gismonti har i den grad formået at lave en opbygning på pladen, som gør at man på intet tidspunkt keder sig. Det kan også være at Manfred Eicher har haft en finger med i spillet her.
Hele B-siden er en lang suite på 4 numre, som tager omkring 25 minutter. Man skal holde tungen lige i munden, da det er glidende overgange vi hører mellem numrene. Først hører vi ”Café”, som er det eneste nummer hvor Jan Garbarek for første og eneste gang optræder. Efter en længere intro, brager han frem i lydbilledet med sin velkendte gennemborende sopransaxofon, og fra første tone er man ikke et sekund i tvivl om, hvem der spiller. De tre musikere Ralph Towner, Egberto Gismonti og Jan Garbarek følger hinandens dynamikker i et organisk tempo, som gør dette nummer utroligt rørende til tider og generelt meget intenst. Det er en kompliceret komposition, og det kræver meget, som melodibærende instrument, at lede lytteren igennem denne type musik. Garbarek formår at gøre det levende hele vejen igennem. Det er suitens længste nummer, og overgangen til næste nummer ”Sapain” kan høres ved det trestemmige flaskespil. Som fjerne toghorn bliver lydbilledet pillet fra hinanden og tætte klange spillet på flasker manifesterer sig i lydlandskabet. Det lyder ret magisk. Nana Vasconcelos etablerer en hurtig og fast 4/4 dels rytme, og Gismonti spiller solo over dette groove i den korte ”Sapain”. I suitens, og dermed pladens, sidste to numre demonstrerer Gismonti sin musikalske virtuositet ved først at spille den smukke ”Danca Solitaria no. 2” på solo guitar og til sidst ”Baiao Malandro”, hvor han spiller helt overvældende godt på soloklaver.
Denne plade er et suverænt eksempel på hvordan kombinationen af en passioneret studering af forskelligartede instrumenter, musikalsk legesyghed/nysgerrighed/åbenhed og interesse i forskellige kulturer kan udmønte sig i en pladeproduktion som fremstår helt original i både opbygning og musikalsk indhold. Ved at opleve og forstå verden gennem musik, viser Egberto Gismonti på Sol Do Meio Dia hvad man kan opnå ikke bare på et enkelt instrument, men på et hav af forskelligartede instrumenttyper i kollaboration med verdensklasse musikere i forskellige og spændende kombinationer.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
