Guld fra Gemmerne #2 Algerian Berber Music, 1966
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe.
Af Jens B.
”… To the Kabyl, poetry and music represents the highest form of art. Poetry and music have been kept alive for generations through an oral tradition…”
Når jeg puster støvet af denne plade, er det umuligt ikke at få associationer, til det ørkenlandskab, som omringer Berberne og deres unikke musik. Berberne er et oldgammelt folkefærd i Nordafrika, ja faktisk en af de ældste bevarede civilisationer på kontinentet. Og de har, som så mange andre folkefærd, en stærk musikalsk tradition. Kvinderne spiller en central rolle i den berberiske musik, og de er tydeligt repræsenteret på denne plade. Der beskrives i pladens indlægsseddel, at enhver landsby har en professionel kvindelig poet, som synger og improviserer med sine medmusikere i husenes dertil indrettede rum, når der er anledning til dette.
På pladens tredje nummer ’Brokenhearted’ får lytteren en virtuos musikalsk lussing i form af en brillerende solist på banjo, der skaber en autentisk stemning af harmonisk mol og alvor med et velspillende band.
Nummeret rummer en vis desperation og alvor. Det er en hyldest til ramadanen og religionen; et nummer af ceremoniel karakter. Der synges:” The time to visit, the time to forgive… The time for the feast of hope has arrived”. På trods af den relativt ringe indspilningskvalitet får man denne tydelige, næsten stereotype stemning af en ørkenby hvorigennem musikken, de religiøse og kulturelle budskaber formidles. Selv her i ørkenen finder vi et eksempel på indflydelse udefra. Berberne spiller nemlig på vestlige instrumenter som violin, guitar og banjo. Kombineret med deres eget særlige tonesprog og skalatyper har musikken en meget homogen og karismatisk lyd. Vi hører meget ofte af melodierne bliver spillet unisont. Det er meget tydeligt på pladens femte nummer ’Alone’. Et nummer, der omhandler smerte, ensomhed og ulykkelig kærlighed:” Oh, alone, alone with only loneliness as my companion… Oh, mother how heavy is my heart. I feel myself suffocating. I’ll grow old in my loneliness” . At melodien bliver gentaget unisont gang på gang i sang og instrumenter er et utroligt stærkt musikalsk virkemiddel, som her får intensiteten af følelserne i sangen tydeligt formidlet ud til lytteren.
Det er altid en ’aha-oplevelse’, når man bliver mindet om, hvor ens vi mennesker på mange måder er, lige meget hvor vi kommer fra på kloden. Vi har mange af de samme familiære værdier, og vi går typisk igennem den samme type smerter. Sorg og ulykkelig kærlighed, såvel som ceremonielle årstidssange går igen verden rundt, dog i vidt forskellige musikalske udtryk. Kunst og musik er den evige menneskelige følelsesformidler, vi alle benytter os af over hele verden. Det bliver vi bekræftet i igen på denne plade.
Jeg fryder mig over det sidste nummer ’Death of a Hero’. Musikerne spiller et totalt, i mine vestlige ører, forvirrende riff, da vi hører et intervalsammenstød, som sjældent forekommer intentionelt – et lille-sekund-sammenstød i melodien. Utroligt nok giver det sangen utroligt meget karisma, eftersom hele orkestret insisterer på at gentage det gang på gang. Og det bekræfter jo bare Youtuber og musiker Adam Neelys motto: ”Repetition legitimizes”.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
