Guld fra Gemmerne #1 Amazônia - Cult Music of Northern Brazil, 1976
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe.
Af Jens B.
Bare titlen i sig selv får det til at gibbe i den ivrige skribent. ”Cult Music”?! Denne her kunne jeg ikke overse i den enorme mængde af plader, vi har stående på hylderne nede i magasinet på Odense Hovedbibliotek. Jeg ved ikke ret meget om traditionel musik fra Nordbrasilien, så det er oplagt at starte Guld fra Gemmerne her.
Det første nummer på pladen ’Carimbó – Despida de São Benedito’ bliver skudt i gang med høj energi fra en tydelig engageret mængde af mennesker, som bidrager til musikken fra alle sider. En form for call-response mellem bandet og frontpersonen Santana Mirana bliver sat i stilling til et fast groove fra en trommesektion, som kun bliver hjulpet på vej af fløjte, percussion og, helt i baggrunden, et strengeinstrument af ukendt karakter. Det her er musik, men det er også en sindstilstand, som for os i den kolde nord virker fjern. Beskrivelsen af ’Carimbó’ på pladens bagside er meget sigende om stemningen, der forefindes i musikken: ” Santana Mirana, the leader of this group, works as a fisherman. On weekends and special occasions, he and his musicians travel around the nearby interior, playing their dance music to liven gatherings”
Som det så fint beskrives, er det er tydeligt, at musikken dels er til for at få gang i gaden og menneskene omkring dem. Tilmed fungerer musikken også som formidling af religiøse ritualer, dette kan høres på fjerde nummer ’Ogum Nika Befara’: ” The arrival of Ogum Nika Befará is greeted by shouts from the cult members”
Musikken, vi hører, er et resultat af historiske hændelser, som har blandet folket i denne region. Musikken rummer nemlig både afrikanske, portugisiske og ’native American’ islæt, blandet sammen som årene er gået. Samlingspunktet har været den religiøse kult ’Batuque’, som har været dominerende i Parás hovedstad Belém, som ligger ud til Atlanterhavets kyst i Nordbrasilien. Hvis man gerne vil videre mere om Batuque-kulten og dette område generelt, kan man med fordel læse Seth Leacocks bog ’Spirits of the Deep’ fra 1972.Vi hører tydelige spor af typisk afrikansk rytmik på samtlige af numrene på denne plade. Dette får en til at tænke på, hvor stor indflydelse slavehandlen i årene ca. 1526-1867 har haft på kulturen i hele Amerika. Her er endnu et eksempel på dette, da vi hører tydelige spor af traditionel afrikansk musik, på en plade indspillet i ’cult houses’ rundt i Pará i det nordlige Brasilien. Gennemgående for alle indspilninger på pladen er, at musikken er interaktiv mellem musikere og publikum og intens generelt. Limen er trommerne, folkemængdens klap og den massive korindsats som de mange mennesker bidrager til.
Her er der tydelige følelser på spil, og det religiøse aspekt er ikke til at overhøre – selvom jeg intet forstår af, hvad de siger. Det er ikke formbaseret musik, som vi typisk kender det i vesten. Det er musik som lineært bevæger sig fremad ved hjælp af enten en tydelig sunget fortælling, og/eller de insisterende trommerytmer og den dynamiske opbygning blandt de øvrige instrumenter + kor.
Det her er passionerede mennesker, for hvem musikken er en fest og et samlingspunkt – et fællesskab. Det er fedt at høre hvordan hæmningerne bliver smidt som folk kaster sig ind i musikken. Folk er til stede i nuet, og det skaber en fantastisk energi.
Lyt til pladen og bliv hevet med ind i en verden fuld af energi, spiritualitet og livsglæde.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
