Guld fra Gemmerne #11 Musiques De L’Asie Traditionelle vol. 21: Corée - Musique de Cour, 1985

I denne udgave af GFG skal vi kigge på intet mindre end et mesterværk. I min udvælgelsesproces prøver jeg at finde plader fra så mange forskellige lande som muligt, og denne her var ikke en af dem, jeg havde de største forventninger til. Jeg kigger på coveret og ser to unge kvinder i nationaldragter, og jeg forventede… Ja hvad forventede jeg egentlig?

Jeg ved ikke meget om bulgarsk folkemusik, andet en hvordan Peter Bastian har beskrevet sin rejse ind i den rige musiktradition på klarinet, og så vidste jeg at det er en genre hvor musikerne kan spille i alle mulige skæve taktarter i hæsblæsende tempi. Indspilningerne vi hører på denne plade, er fantastiske. Jeg må indrømme, at jeg både blev rørt og blæst bagover, da jeg hørte pladen igennem første gang, og da jeg hørte første nummer ’Oy, Kalino, pomme rouge’ vidste jeg med det samme, at jeg var ved at gå ind i en hel anden lytteoplevelse, end jeg havde forventet. Det bekræfter mig i, at man ofte kan gå og have nogle fordomme om en bestemt type musik, som viser sig at være meget mere nuanceret og anderledes end først antaget, og det giver kun mere blod på tanden ift. at opdage og udforske mere ny musik.

Hvordan kan man få så svær og dynamisk musik til at lyde så legende let? Det kan man hvis man er det bedste kor i landet, og jeg tror uden tvivl at dirigenten Filip Koutev har været hård i sin udvælgelse af hvad der i 1951 blev dannet som Det Nationale Orkester for Bulgarsk Folkemusik/Filip Koutev Ensemble.  Sjældent har jeg hørt så megen indlevelse og overskud i et kor, som jeg hører her. Samtlige numre er vidt forskellige i udtryk og arrangement, selvom der selvfølgelig er mange elementer, der går igen. De får det virkelig til at lyde nemmere end det er, og hvis man interesserer sig for kormusik, er denne plade virkelig værd at lytte til.  Når et kor er så kalibreret, som dette, kan de komme afsted med at synge nogle vildt komplicerede stemmer, og her bliver virkelig eksperimenteret med stemmeføringerne. Det er en demonstration i nærmest perfekt dynamisk kontrol, og det gør virkelig at musikken bliver levende og formidlet optimalt til lytteren.
Som Filip Koutevs kone Maria Kuteva beskriver i pladens indholdstekst, består dette ensemble af tre grupper: et kvindekor, et orkester med populære instrumenter og en dansetrup. Så selvom pladen er domineret af det fantastiske kvindekor, hører vi også instrumenter og forskellige blandinger af ensemblekonstellationer på kryds og tværs. På ’Ivan disait á Irina’ hører vi et spændende miks af kor og fløjter, som egentlig ender ud i et polyfonisk virvar af lyde og dynamisk variation. I starten tænker man måske at musikken generelt er decideret klassisk kor, men der er tydelige aner af det folkelige og det høres bl.a. tydeligt på numre som ’Donne ta main, Vassé!’ og ’Chanson de la fête de saint-lazare’. Sidstnævnte hører vi et hæsblæsende orkester spille med koret i en hurtig 5/8-dels rytme. Alle får det til at lyde let som ingenting, og der er den vildeste energi i musikken. Mikset mellem det her vilde kor og orkester er en meget unik blanding, og jeg har sjældent hørt noget lignende. Selv det, som lyder pænt og smukt, er så utroligt flot dynamisk fremført og under tydelig ledelse af dirigent Filip Koutev. Nogle af de mere interessante og dissonerende korværker kunne f.eks. være ’La lune brille’ eller ’Dimianinka’ – det er korarrangementer hvor der bliver rykket på nogle af de traditionelle grænser ift. stemmeføring og intervalvalg. Den intensitet sangerne får ind i musikken viser mig, at musikerne ikke blot har lært musikken, men at de er så meget ovenpå, at indlevelsen i de svære værker vitterligt lyder som barnemad for dem, og det er det niveau mange musikere bruge hele og halve liv på at opnå.

Det har været rigtig svært at opdrive information på netop denne plade, men når jeg går ind og læser om Filip Koutev forstår jeg bedre hvorfor jeg er blevet sådan blæst bagover af dette album. Med dette ensemble, startede han en ny æra inden for bulgarsk folke- og kormusik.  Det smukke ved at tage en chance med helt ny musik er, at man en gang imellem bliver helt overvældet af hvad der kommer ud af højtalerne. Denne plade har virkelig sat nogle spor i mig, og jeg kan ikke forestille mig ikke at høre den igen. Vi slutter b-siden af med ’On s'est réunis, on s'est amassés’, som er et hurtigt nummer i 7/8-takt med fuldt orkester og kor. Hvilken fest!

God fornøjelse med lytningen,

Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket