Guld fra Gemmerne #17 Danses et Chants Bamoun, 1957
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe.
Af Jens B.
Episke fortællinger om krigere, sultaner og konger spillet og opført af dygtige musikere på helt særegne instrumenter. Det er den konkrete korte beskrivelse, hvad denne plade indeholder og der er meget at dykke ned i. I det nordvestlige Cameroun i Centralafrika oplever vi de traditionelle danse og sange fra det prækoloniale Cameroun, Bamoun. Musikken varierer lige fra sange der konkret omhandler afdøde sultaner, krigssejre og mere åbne tematikker som håb og begravelsesceremonier.
Denne plades gatefold havde virkelig meget tekst om både Bamoun generelt og sangene individuelt. Normalt giver jeg mig ikke i kast med at oversætte hele pladeomslaget, men jeg har prøvet denne gang at se hvad jeg kunne hente ved at lave nogle oversættelser. Der er nemlig rigtig meget kød på sangenes indhold både musikalsk og tekstmæssigt. Efter gennemlytningen og den overordnede gennemgang af billeder og tekst, er det klart for enhver at menneskene fra denne region er meget stolte af deres tradition, og musikken er særdeles velspillet. Musikken er afrikansk hofmusik, og det er nok også derfor vi ikke hører den livlige og legende gadestøj, som vi ofte ellers hører på disse originale feltstudier fra de forskellige afrikanske regioner. Ingen tvivl om, at disse folk har spillet utroligt meget, og hele det rytmiske islæt på pladen er helt formidabelt. Man bør blot høre ’Ndangié dans’ for at forstå, hvad jeg mener her. Det er et utroligt godt eksempel på tilbagelænet musik med en helt særlig trioliseret underdelingsfornemmelse. Når jeg hører det, forestiller jeg mig en masse instrumenter som diskuterer med hinanden og har en spændende samtale. Alt i alt får denne elastiske spillemåde og sang det hele til at swinge i særdeleshed. Det er næsten svært ikke at begynde bevæge sig under lytningen. Et eksempel på en spændende instrumentering kan høres på ’Chant de Jeunes Gens’ – groft oversat til dansk Sang om unge. På nummeret hører vi en sanzi (et kalimbalignende instrument) og et güiro-agtigt rytmeinstrument. Oven på de to instrumenter hører vi sangen, som handler om de unges håb om et lettere liv i Bamoun. Det hele swinger helt afsindigt, og med så få instrumenter må man sige, at det er godt klaret. Forsangeren ligger helt afslappet oven på det hektiske sanzispil, og det får det virkelig til at flyde på en fed måde. Der er en del unikke instrumenter på pladen, og her kan den iøjnefaldende mvet fremhæves. Det er et specielt strengeinstrument, som lyder helt specielt. Derudover hører vi sanzi (kalimbatype), jernklokker, bøffellædertasker fyldt med metalskrot etc. Sidstnævnte hører vi på a-sidens afslutning ’Banzie dans’, som er et imponerende energisk værk som har været brugt som opmuntring af trætte soldater. I omslaget står der groft oversat: Banzie Orchestra består af et dusin jernklokker, fire store trommer og seks bøffellædertasker fyldt med metalskrot og rystet rytmisk. Nu er dette den anden plade i Guld fra Gemmerne, hvor vi hører såkaldt hofmusik. Første gang hørte vi i GFG#11 koreansk hofmusik, og der var der også eksempler på sange med militante formål. Selvom de to sange fra de forskellige steder på planeten udfører samme funktion, kan musikken næsten ikke blive mere forskellig. Hvor den koreanske musik er meget stringent og kølig hører vi stadig et helt tydeligt rytmisk flow her på pladen. Musikken har tydeligvis stadig til formål at kunne få bevægelse frem i folk, eller som det er meningen på ’Banzie Dans’ – soldater. Et navn, vi hører nævnt på op til flere numre, er Sultan Ibrahim Njoya. Dette var manden der bl.a. opfandt eet originale skriftsprog Ry Nyi Fa Fu hvorpå han stod for nedskrivningen af historien om Bamounkongerne, byggede det store Foumban palads, genoplivede lokale håndværk. Han afsluttede sit liv som flygtning i eget land, men nåede heldigvis at afslutte sin kongekrønike inden sin død i 1933.
Dette er en plade som giver et indblik i en stolt afrikansk tradition, med talrige historier om gamle dage. Alt det, der skal til for at udødeliggøre et folkefærd, synes jeg på mange måder bliver opnået på disse indspilninger. Man skal også have in mente, at vi jo ikke kan se alle de traditionelle danse, som bliver opført sammen med musikken. Denne plade er i den grad et lyt værd, hvis man interesserer sig for centralafrikansk kultur, musik og afrikansk rytmik. Musikerne spiller og synger nemlig virkelig godt, og som nævnt tidligere er det svært ikke at begynde at bevæge sig når de først folder sig ud.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
