Guld fra Gemmerne #18 Music from the Kabuki, 1966
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe.
Af Jens B.
Alt efter om vi er under Centralafrikas sol, på Alaskas sneklædte kapper eller ved Nordbrasiliens kyst, må vi konstatere at kunstarter hvor dans, teater og musik er forbundet tager sig ud på utroligt mange forskellige måder, alt efter hvor vi befinder os på kloden. I tidsaldre før globaliseringen var en primær motor i at forene og sammenkæde nationaliteter, har mange befolkningsgrupper lykkes med at holde sig relativt isoleret fra omverdenen i en grad, hvor unikke kunstarter og musikalske traditioner er blevet formet i årenes løb i tidens tålmodige smeltedigel. Japan er et af de bedste eksempler på en nation, som har isoleret sig i århundreder, og uden indblanding fra omverdenen har ladet sin nationale kunst blomstre og udforme sig i et naturligt tempo.
Kabuki er en særlig kunstform, hvor netop musik, dans og teater er forbundet, og det musikalske udtryk er meget særligt. Der er noget køligt over denne plade. Selvom der spilles aktivt på samtlige numre, kan man ikke lade være med at føle en vis vemodighed og en form for overdøvende stilhed midt i al musikken. Gennem århundreder har kunstnere overleveret musikken og dansene til de næste generationer, og der er en form for intern forståelse for hvad musikken kan og handler om. Kabuki er groft sagt et mimeteater, så derfor bliver fortællingerne fortalt uden ord. Det har været svært for de første europæere og amerikanere at indfinde sig med den seriøse og intense stemning, som forestillingerne formidler. På pladecoveret får vi en fyldestgørende beskrivelse af hvad Kabuki egentlig er og hvilke aspekter man kan få ud af denne performance, og det har været svært for udlændinge at forstå. På coveret star der: ”in 1930, the German sexologist Magnus Hirchfeld took a trip around the world and spent much time in the Orient. In Tokyo he attended the Meiji theatre for a kabuki performance that lasted from 4 to 11 p.m. with a one hour intermission. Dr. Hirchfeld remained for the entire performance but observed that most Europeans had enough of the show after two hours and that most Americans were bewildered and exasperated in less than one hour”. Jeg synes dette citat er utroligt spændende, fordi vi her får sat en af de kulturelle forskelle mellem USA og Japan helt på spidsen. I samme tidsalder hvor store stjerner som Charlie Chaplin virkelig fik gennembrud, har man stadig holdt det samme tempo, som man altid har gjort i Japans hovedstad Tokyo. Forvirret må de have været, de underholdningshungrende amerikanere, som måske havde glædet sig til en festlig aften med noget lokal underholdning. Her er de blevet lukket ind i den utroligt seriøse langtrukne stemning af kabuki, som garanteret har overvældet de fremmede tilskuere med en følelse af total forvirring. Kabuki indeholder tydelige undertoner af satire og erotik endda, og der bliver gjort grin med folk og fæ, dog er det blot gjort på en stilren japansk måde, som er meget anderledes en den vestlige stereotype falden-på-halen humor.
Rent instrumentalt er vi i en meget spinkel boldgade. Den skingre shamizen (strengeinstrument), fløjte, klokker og meget små og højtstemte trommer er den dominerende lyd, så hvis man godt kan lide en tung bas og masser af saftigt rytmisk trommespil, er denne plade nok ikke det rette valg at sætte på. Lyt f.eks. til ’Music of downtown (The Ginza)’ og ‘Shrine Music’ for at høre disse ovennævnte instrumenter. Musikken er meget dynamisk, og kunstnerne formår i den grad at fortælle historier på de få instrumenter. Det er meget dragende, og stemningsfuldt ikke mindst. Kun på ’Voice’ hører vi et nummer, hvor der føres an med en forsanger, resten af numrene på pladen er instrumentale. Hele lydbilledet er generelt meget karismatisk, og de virtuose musikere giver virkelig en god og autentisk demonstration af musikken. På a-sidens ’Aikata’ hører vi nogle ekstremt lyse og syngende klokker, som lyder helt eventyrligt, og blandt arsenalet af instrumenter er disse klokker nok noget af det mest fascinerende, vi finder på hele pladen. Man kan konstatere at musikken er mere indforstået end den er inviterende. På trods af at det er musik der er til for at underholde, kræver det at man kender historierne og jargonen før at kunne følge med 100%. Dette introverte udtryk siger måske rigtig meget om, hvem japanerne er. Her bliver virkelig krævet noget af tilskueren, og et synes jeg er fascinerende og der er en stemning af ’If you get it, you get it’. Man fristes, efter læsningen på pladecoveret, til at dykke endnu mere ned i denne fascinerende kultur!
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
