Guld fra Gemmerne #19 Folklore Siciliano volume 1, 1980

Det er charmerende. Det er lystigt. Det er vemodigt. Det er siciliansk. I denne udgave af Guld fra Gemmerne tager vi til øen syd for Italien, som har lagt land til en fantastisk historie, stolte traditioner og en kultur, som befolkningen værner om med ære. Pladen rummer en masse liv og spændende numre, som er letfordøjelige set med analytiske briller. Vi hører tydelige formforløb, vellydende instrumenter og ørehængende melodier.

Hvis man har set amerikanske storfilm, som skildrer den italiensk-amerikanske befolkning, har man helt sikkert hørt nogle meget stereotype skildringer af den italienske musik. I dette lydbillede finder vi mandolin, akkordeon, kontrabas og guitar. Lyt til ’Si Maritau Rosa’ og ’Le Luna Mezzo O Mari’ og bliv suget ind på en italiensk restaurant med de karakteristiske rødternede duge, spaghetti og levende lys. Musikken føles hjemlig og har en utrolig stærk karakter og sammenhængskraft. Instrumenteringen på pladen er vellydende og meget karakteristisk for denne musik, som kombinerer guitarinstrumenter og akkordeon som de primære lydkilder. Udover det rytmiske fra guitarspillet, hører vi den stærkt definerede rytme i akkordeon, som er utrolig tydelig i sine skift mellem staccato- og legatospil. Denne treenighed af bas, mandolin og akkordeon er særdeles fyldestgørende i sit akkompagnement til de ekstravagante sangere, som i den grad giver den fuld skrue på følelserne i deres fortolkninger i disse folkemelodier. Formerne i sangene er som førnævnt lettilgængelige og meget vestlige i den forstand, at der arbejdes med tydelige vers, mellemspil og omkvæd i numrene. Her bliver også leget med en vekslen mellem dur og mol som dramatisk virkemiddel, og her kan sange som ’Ciuri Ciuri’ og ’Ntintiri Ntontari’ fremhæves som gode eksempler. Den forløsning, der kan komme ved at komme fra mol til durparallellen, er et stensikkert greb, som giver håb men også tydeligt forløb i sangen. Til sammenligning giver det en følelse af seriøsitet, når musikken går tilbage til mol igen. Ingen tvivl om at alle musikere på denne plade hviler 100% i denne her spillestil. Der er en tydelig fælles musikforståelse, som er fascinerende at lytte til. Den måde alle musikerne giver plads til hinanden, og forstår hvornår de skal komme med små kommentarer og udbrud på instrumenterne, er virkelig fedt at lytte til. Det gør musikken meget afstemt i dynamik og forløb, og på intet tidspunkt synes jeg musikken roder eller virker sjusket. Nogle af numrene er naturligvis intentionelt mere vilde end andre, og her skal man blot høre ’Montagnola’ for at forstå hvad der menes med dette. Her hører vi foruden forsanger og kor akkordeon, guitarer, bas og mandolin. Derudover hører vi i dette nummer brug af fermater/ophold, som tydeligt dynamisk virkemiddel. Og kombineret med unisone melodier i instrumentgruppen i mellemspillene er dette nummer i den grad fuldendt.

Vi hører også et eksempel på en slags kanon a la den danske børnemelodi ’Langt ude i skoven’. En melodi med et meget kort vers, men hvor der tilføjes en ekstra endelse efter hvert vers. Uden at kunne forstå sproget kan man tydeligt høre at forsangeren i ’A Lu Mirca’ lystigt laver nye dyrelyde i hver endelse, der bliver tilføjet. Uden tvivl er der humor til stede i mange af sangene, og jeg synes endda det lyder som skuespil når de synger på enkelte numre. Forsangeren på ’Lu Me Sceccu Malantrinu’ lyder helt ekstrem, og det bliver helt komisk at lytte til. Jeg er ret sikker på, at det også er meningen. Det er forfriskende med en flok musikere, der godt tør have noget selvironi og spille på humoren og den overdrevne romantiske lyd, numrene som regel har i denne stilart. På den anden side hører vi også meget seriøse sange i mol på pladen, som bestemt ikke er fremført med et glimt af humør i øjet. I ’Si Maritau Rosa’ spilles der virtuost og selvsikkert på mandolin og akkordeon, og det får det vemodige budskab stærkt frem i dette nummer.

Det er fedt med en plade der favner så bredt i udtryk og budskaber, men som stadig føles meget homogen i det samlede udtryk. Hvis man godt kan lide lyden af akkordeon og mandolin, er denne plade bestemt et lyt værd. Det er dygtige folk der spiller, og pladen er klart en overbevisende repræsentation af allround siciliansk folkemusik. Pladen er et godt eksempel på, at man ikke behøver mange instrumenter for at fylde rigtig meget i lydbilledet både tonalt og rytmisk.

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket