Guld fra Gemmerne #21 Gentlemen’s Agreement - Dannie Richmond & George Adams, 1983
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Gentlemen’s Agreement – George Adams & Dannie Richmond, 1983
feat. Jimmy Knepper, Hugh Lawson & Mike Richmond
” This album contains bebop, hard bop, soul jazz, soul music, ballad playing, outside playing and inside playing… … They are too damn musical and eclectic and swinging to be put on any stylistic shelf, and, in all five cases, have been from the beginning.”
Selvom jeg rigtig gerne ville, er det meget svært at komme uden om Charles Mingus, når jeg skal beskrive musikken, der bliver spillet på denne plade. Samtlige musikere spiller på ekstremt højt niveau, og ja, de fleste af de optrædende har været i flere af Mingus’ ensembler. Disse orkestre har vist sig at være en skole i sig selv, som simpelthen har været med til at skabe en hel generation af musikere og en retning inden for den progressive jazz. Som det indledende citat beskriver, er dette en plade der vil mange ting, og det er helt på sin plads. For selvom vi hører bandet spille stille jazzballader, hurtigt swing eller helt åben musik, er det den samme energi der lægges i musikken, og det får hele pladen til at gå op i en højere enhed. Gentlemen’s Agreement er en rammende titel, da musikken stikker i mange forskellige retninger, og man kan virkelig fornemme kommunikationen i musikken blandt musikerne. Musikerne bliver enige om, at der skal være plads til alle, og at alle får lov til at udfolde sig. Jeg kan godt lide denne gentlemen’s agreement. Når det er åbent spiller de meget frit og legende, og når det skal swinge på den hårde klinge, er de suveræne til at spille tight.
Vi begynder gennemlytningen med ”More Sightings”, som er et rigtig Mingus-esque swingnummer med et energisk tema, hvor blæserne virkelig skal holde tungen lige i munden. Der er masser af unisont melodispil samt legende og vilde kontrapunktiske modstemmer, som bliver akkompagneret af en potent rytmegruppe. Så snart temaet er slut hører vi solo mellem George Adams(sax) og Dannie Richmond(trommer), som uden yderligere akkompagnement i starten får cementeret, hvem der står bag denne plade. Hold da op hvor det swinger. Efter den hæsblæsende ”More Sightings”, får vi lov til at slappe af i kroppen når bandet spiller ”Don’t Take Your Love from Me”, som er en ballade spillet med største overskud og nerve. Det er et meget smukt nummer, og George Adams viser her hvor lyrisk og smukt han kan spille. Han har en evne til at blande det vilde og animalske med det smukke og lyriske i sit saxofonspil. Det hører vi masser af på pladen, men især på outroen i ”Don’t Take Your Love Away from Me” brillerer Adams med denne spillestil. ”Symphony for Five” er et nummer, hvor man som lytter skal spænde sikkerhedsselen, læne sig tilbage og lytte med et åbent sind. Igen hører vi et ekko fra Mingus’ bandledelse, som flere af bandets medlemmer har været en del af i mange år. (Især Dannie Richmond har medvirket på et hav af Mingus’ legendariske albums). ”Symphony for Five” er en hyldest til de forskellige involverede musikere. Jeg beundrer den plads, de formår at give hinanden, og det får mig til at overveje om dette stykke musik i virkeligheden ikke er så frit, som det lyder. Vi hører helt åbne u-akkompagnerede soloer, hvor efter bandet langsomt, men sikkert, kommer med i lydbilledet. De bakker den stemning op, der bliver lagt op til af den enkelte solist indledningsvist. Det starter som en solo uden akkompagnement, og ender ud i en kollektiv improvisation. Når orkestret rammer sit dynamiske maksimum, stopper det igen og starter forfra med en ny solist. Mønsteret gentager sig adskillige gange. Det er rigtig godt tænkt at komponere musikken på denne måde, hvor det dynamiske crescendo får lov at diktere musikkens forløb. Hvis det bare var fuld smadder hele vejen igennem, ville det være lidt hårdt at høre på i længden, men her får man det nødvendige pusterum, hver gang der går en ny solist på. Alle musikere er værd at fremhæve på denne plade, men jeg har lyst til at dvæle ved Mike Richmond. Det er fedt at høre en bassist der swinger fænomenalt, og samtidig kan spille med alternative teknikker og udforske bassens klangrigdom, når der er plads til det i lydbilledet. Det gør ham til det perfekte match til denne plade, som har så mange forskellige musikalske udtryk at byde på. Mike Richmond overtog Mingus’ plads i Mingus Dynasty i årene 1980-1985, og man kan godt høre, at han ikke har noget problem med at dominere lydbilledet – nøjagtig ligesom Mingus, der var kendt for at dirigere sine orkestre hårdt igennem sit basspil. I beskrivelsen af Mike Richmond på pladens bagside, står der blandt andet: ”Now doing solo concerts and freelancing like a demon” – det siger noget om hvor virksom og næsten intimiderende den mand må have været i disse år!
Man keder sig ikke når man lytter til Gentlemen’s Agreement, og George Adams og Dannie Richmond har virkelig formået at vælge 6 numre, der hver især har sine egne unikke udtryk, og på trods af forskelligheden i numrenes karakter er Gentlemen’s Agreement, i mine ører, en meget helstøbt plade fuld af energi og musikalsk legesyghed.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
