Guld fra Gemmerne #23 Pictures – Jack DeJohnette, 1977

Pictures – Jack DeJohnette, 1977
feat. John Abercrombie

To musikere går ind i et afdæmpet rum. Der står en række billeder foran dem, og længere inde i rummet står trommer, orgel, klaver og forskellige guitarer klar til brug. De vælger seks billeder, og går uden at tale sammen i gang med at spille. Nu skabes der musik med masser af mystik, sprødt trommespil, eksperimenterende guitarspil og Ligeti-agtigt orgelspil. Det naive møder det komplicerede. Tiden står stille, og pludselig hersker stilheden igen, og tilbage er der kun de seks stykker musik, som udgør albummet Pictures.

Jeg aner ikke hvordan musikken på denne plade er blevet til og det, der står skrevet ovenfor, er pure opspind og blot skribentens egen kække fantasi, der har fået frit løb. Tankerne flyver igennem hovedet, når jeg lytter til denne plade, og albumtitlen er meget sigende. Det er nemlig meget malende musik, og jeg kunne godt forestille mig, at de to musikere har brugt reelle billeder som en slags alternativt grafisk partitur. De enkelte titler er derimod meget anonyme og har blot fået tildelt de generiske titler Picture 1 – 6.

Pladen indeholder seks billeder formidlet gennem musik, og når man kigger på pladeomslaget, er det meget sparsom information, man får. Ikke desto mindre giver det mig som lytter endnu mere lyst til at høre, hvad der sker på albummet som er indspillet af Jack DeJohnette på trommer, orgel og klaver samt John Abercrombie på guitarer. På første nummer ”Picture 1” hører vi DeJohnettes kendte sprøde trommespil i en groovy tilbagelænet solo, og langsomt indtages lydbilledet af et dystopisk orgel, der larmende indtager scenen som tiden går. Til sidst er trommerne i baggrunden. Selvom numrene er meget forskellige, har de dog ting til fælles. Det er tydeligvis i høj grad improviseret musik, og det er svært at sige hvor meget der er aftalt på forhånd. Jeg vender hele tiden tilbage til at overbevise mig selv om, at de må have haft noget grafisk at forholde sig til, mens de har spillet – jeg kan godt lide tanken. Jack DeJohnette er en af de mest brugte trommeslagere i jazzverdenen, og det er ganske forståeligt, for manden emmer simpelthen rå musikalitet. Når man hører den lange trommesolo på ”Picture 2”, er det umuligt ikke at bide mærke i den fuldstændige kontrol, han har over sit trommesæt. Men det bliver aldrig matematisk og kedeligt, for han spiller nemlig så dynamisk og varieret, at det i den grad er spændende at lytte til. Han har også stemt sine trommer meget lyst her, og der former sig en lille melodi i trommerne som bliver gentaget om og om igen.
På ”Picture 3” præsenteres vi for John Abercrombie på elguitar. Abercrombies guitarspil minder mest af alt om en blanding af John Scofield og Marc Ducret og som flødeskum på toppen gør han aktivt brug af en volumepedal, som kombineret med vilde guitar bends lyder ret specielt og virkelig funky på den syrede måde. De to musikere har en interessant samtale i musikken. Det er swing, og det er improviseret. Hvad der egentlig starter i en form for naiv country-vibe, ender med at syre ret meget ud. Som med meget andet god musik bliver lytteoplevelsen kun mere interessant, jo flere gange jeg hører pladen igennem. Det er legende musik, og mon ikke de har haft det rigtig sjovt, mens de har indspillet pladen. Det giver en enorm plads i lydbilledet, når der ikke er fuldt band på. Det udnytter både Abercrombie og DeJohnette til fulde, og de kan virkelig udforske hele det dynamiske spektrum på de inkluderede instrumenter. På ”Picture 4” bliver der spillet en søgende guitarfigur med masser af rumklang, mens der primært bliver akkompagneret med bækkenernes flydende og brusende egenskaber. Der er plads til at alle lyde kan ringe ud, og der er ingen kamp om pladsen i dette lydunivers. De er mestre i at lytte og styre dynamikken, og det får hvert et input til at være validt at lytte til, og det kan siges om alle numre på pladen. I ”Picture 5” leger musikerne igen. Her er temaet en tremolo-præget guitarmelodi som bakkes op af lige så hektiske trommer – en slags trommehvirvler. Efter noget tid lægges der op til, noget der minder om, et bolero-groove og resten af musikken spiller sig selv. På dette nummer kommer man næsten helt i new-age-Michael-Hedges-humør, og den ensomme guitar bliver så fint bakket op af det ret aktive trommegroove. Igen hører vi et eksempel på, at de har et udgangspunkt i musikken, som de ret hurtigt begynder at udvikle og modellere på. Dog bibeholder DeJohnette næsten hele vejen igennem det markante bolero-groove med variationer.

Jack DeJohnette formår på denne plade at præsentere seks unikke numre, som på hver sin måde arbejder med improvisation og umiddelbar musikalitet enten med sig selv eller med John Abercrombie. På hver sin måde sætter hvert nummer gang i fantasien, og man kan i den grad mærke det nærvær de to musikere har lagt i denne indspilning. Pladen sluttes med et rigtig typisk ECM-klavernummer. Masser af rumklang og stemning af håbløshed og mol. DeJohnette viser her sine egenskaber bag klaveret, og man kan ikke andet end at læne sig tilbage og lytte nysgerrigt med, mens musikken udvikler sig fra at være en klaversolo, til at blive bakket op af intense gonger, bækkener og til sidst et komplimenterende decideret trommegroove. ”Picture 6” er et mysterium og en særdeles spændende komposition. Lige så snart den repetitive klaverfigur rigtigt har etableret sig afbrydes den af intense gonger, som dominerer med sine utroligt rige klange i lang tid, indtil klaveret finder sin vej tilbage i lydbilledet. Nu spiller de to elementer sammen, og bækkenerne giver klaveret den dybde, det så desperat kalder på. Med få virkemidler fortsætter musikken meget intenst og spændende hele vejen igennem. F.eks. hører vi hvor stor en effekt det har, når klaveret kortvarigt forsvinder, og kommer tilbage igen. Intet nyt, bare fravær og tilføjelser af de eksisterende lydkilder.

Til slut er det vigtigt at nævne at ECM og Jack DeJohnette har et nært forhold. DeJohnette medvirker på intet mindre end 90+ udgivelser fra det legendariske tyske pladeselskab, og jeg kan kun anbefale læseren at tage et hovedspring ned i den ufattelige mængde fede albums, han har medvirket på. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre! Der er heldigvis meget musik at udforske endnu.

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket