Guld Fra Gemmerne #24 The Japanese Concerts – Cannonball Adderley, 1975
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
The Japanese Concerts – Cannonball Adderley, 1975
feat. Nat Adderley, Yusef Lateef, Joe Zawinul, Sam Jones & Louis Hayes
Årstallet for denne udgivelse er en anelse misvisende. For selvom pladen er udgivet i år 1975, er selve musikken altså optaget på tre forskellige koncertdatoer i Japan i 1963, og det er blot fem år efter Cannonball Adderleys legendariske plade Somethin’ Else blev udgivet. Med sig har Cannonball et stjernehold af musikere, og jeg har valgt denne, plade da vi hører både Yusef Lateef og Joe Zawinul på scenen sammen med brødrene Julian (Cannonball) og Nat Adderley. Sammen med Sam Jones og Louis Hayes er det et utroligt spændende miks af musikere.
Altsaxofonisten Cannonball Adderley var en rar mand. Alle fordomme jeg har haft om denne varme, store person bliver ikke gjort til skamme, når jeg hører ham præsentere musikken på pladen. Han er charmerende, og han snakker til det japanske publikum i et inkluderende toneleje, og jeg fornemmer i den grad god stemning i lokalet. Man har valgt at tage en del af præsentationerne med på denne dobbelt-LP, som indeholder et meget nuanceret repertoire af kompositioner der i høj grad er skrevet af musikerne selv. Udgivelsen byder på meget forskelligartet musik, og jeg har valgt at opdele musikken i to forskellige kategorier:
1) De letfordøjelige swingnumre. Numre som ”Nippon Soul”, ”Work Song” og ”Jive Samba”, befinder sig i denne kategori. Det er numre hvor folk får hvad de har betalt for, altså lækre swingarrangementer hvor de forskellige solister kan brilliere hver især i de lange solorunder. ”Nippon Soul”, som er en jazzblues, er en meget taknemlig albumåbner, da vi får en gennemført præsentation af musikerne i et tempo, vi alle kan følge med i. ”Work Song” og ”Jive Samba” er nogle af de hits, Nat og Cannonball Adderley er mest kendt for, og der findes mange versioner af netop disse numre, som er gået hen og blevet standarder i jazzen. Og netop fordi der er så mange versioner af f.eks. ”Work Song”, er det virkelig fedt at høre nummeret i denne unikke version med Joe Zawinul og Yusef Lateef. De to sidstnævnte musikere bidrager med noget kant og krydderi til hele pladen, som i den grad klæder det generelle indtryk man sidder tilbage med efter gennemlytningen.
2) De mere eksperimenterende numre. Her kommer Yusef Lateef ind i billedet og gør sit til, at koncertoplevelserne med denne sekstet må have været utroligt spændende at overvære som publikum. Han spiller både tværfløjte, obo og tenorsax på pladen, og det åbner nye dimensioner i lydbilledet når han skifter mellem de forskellige instrumenter. Lyt til ”Brother John” (hyldest til John Coltrane), ”The Weaver” og ”Primitivo” og hør hvordan bandet åbner op for en mere modal retning i deres spil, som virker en del mere seriøst og indadvendt end de glade swingnumre.
Der er forventeligt nogle seriøse perler på denne plade, og som lytter kan man ikke andet end at være dybt imponeret over det musikalske niveau bandet lægger for dagen, på denne plade som kun består af liveoptagelser. Cannonball lever op til sit navn på alle mulige måder på ”Easy to Love”, hvor han i et hæsblæsende tempo (ca. 330 bpm) formår at spille en totalt flyvende solo, hvor samtlige 8. dele swinger rytmisk og præcist som perler på en snor. Det var det her, Cannonball især var kendt for. Et utroligt drive og en evne til at skubbe hele bandet fremad, selv i de mest vanvittige tempi, med sit overlegne stilrene tonesprog og vilde soloopbygninger. Den energi, der kommer ud gennem højtalerne, smitter så meget at man næsten får pulsen op, når man hører ham spille. Det har krævet et unikt hold af dygtige musikere i rytmegruppen at kunne følge med denne gigant, som ikke lagde fingre imellem, når han først gik i gang. Selvom den godhjertede Cannonball døde alt for tidligt i en alder af 46, formåede han at medvirke på nogle epokegørende indspilninger (f.eks. Miles Davis’ Kind of Blue) i en tid, hvor hardboppen var på sit højeste. Men det er ikke kun fart-over-feltet og intense sekstetarrangementer, vi præsenteres for. Der er nemlig en helt unik version af Duke Ellingtons ”Come Sunday”, hvor Joe Zawinul spiller duo med Sam Jones (det skal i øvrigt understreges hvor sublim en baslyd, der er på hele pladen!) Jeg selv er mest bekendt med Joe Zawinul som leder af det ikoniske band Weather Report, som i 70’erne var med til at skabe en helt ny retning inde for jazzen, nemlig fusionsjazzen. Østrigske Joe Zawinul er nok en af de mest notoriske bandledere i jazzhistorien, og det er derfor fantastisk at høre ham som ydmyg side man på denne plade. Han får plads til at spille hele ”Come Sunday”, kun ledsaget af Sam Jones på bas og meget begrænsede inputs fra trommerne. Jeg har i den grad undervurderet Zawinuls tidlige karriere, og denne plade har helt sikkert gjort mig opmærksom på at han også havde rigtig meget kørende inden Weather Report. I øvrigt er det også fantastisk at opleve den respekt der er i, at spille et Ellingtonnummer til en koncert, hvor alle individer i bandet er dygtige komponister selv. Jazzmusikerne står på skuldrene af hinanden, og Duke Ellington har været en nøglespiller i forbindelse med at opdrive og skole unge talenter i sine orkestre, hvor adskillige sidenhen er blevet pionerer hver for sig med imponerende karrierer.
Cannonball demonstrerer på denne dobbelt LP, at hans kræsenhed ift. at udvælge folk til sine orkestre bærer frugt, og at han kan se fordelene i at kombinere musikernes forskelligheder på scenen. Det bidrager nemlig til en meget karismatisk helhedsoplevelse af pladen, hvor der både er traditionel swingjazz og masser af udfordrende, moderne passager. Rytmegruppen på pladen her spiller fænomenalt, og det får alt til at swinge helt utroligt godt. Sam Jones og Louis Hayes komplimenterer hinanden eminent.
Hvis man ikke har mulighed for at få fingrene i netop denne udgivelse, kan man med fordel tjekke pladen Nippon Soul ud, hvor mange af optagelserne også kan findes. Hvis man får fat i en fysisk kopi af denne udgivelse, vil jeg anbefale at man læser den lange tekst i pladens gatefold, hvor Orrin Keepnews fra Riverside Records fortæller om sit lange venskab og historie med denne jazzmastodont, frem til hans alt for tidlige død i 1975.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
