Guld fra Gemmerne #27 Diamond Express - Dudu Pukwana

Dudu Pukwana - Diamond Express, 1977

feat. Mongeza Fezi (trp), Elton Dean (saxello), Nick Evans (trb), Keith Tippet (pno), Lucky Ranko (gtr), Victor Ntoni (bs), Louis Moholo (dr) + Frank Roberts (keys), Ernest Mothole (bs) and James Mene (dr)  

Fra den fløjlsbløde The shadow of your Smile med Astrud Gilberto, hopper vi over i en hel anden boldgade præget af afrikansk machoenergi. Med masser af instrumenter og grænsesøgende kompositioner, bærer Dudu Pukwanas Diamond Express præg af vildskab og musikalsk nysgerrighed.

Dudu Pukwana har med sig et arsenal af musikere, som alle virker ivrige og i stødet til at samarbejde om en plade, hvor der virkelig skal ske noget. Pukwana, som i sin tid flygtede fra det racistiske apartheidstyre i Sydafrika, har sidenhen etableret sig i England med en række både afrikanske og engelske musikere. Især Pukwanas helt tætte samarbejdspartner, trompetisten Mongezi Feza, er værd at nævne da pladen endte med at blive dedikeret til netop ham, eftersom han døde relativt kort efter udgivelsen. Mongezi Feza spiller en rigtig fed trompetsolo på titelnummeret ”Diamond Express”.

Den afrikanske identitet er noget der fylder for Dudu Pukwana, og der hersker en form for autonom og aggressiv tilgang til de groovebaserede numre, som udgør de tre første på pladen. Selvom disse numre har groovet i fokus, kan vi virkelig høre hvordan de forskellige musikere hele tiden kommer med indspark til musikken, og faktisk også i en grad, så det indimellem går ud over selve stabiliteten i rytmesektionen. Energien trumfer korrektheden, og denne plade er et rigtig godt eksempel på, hvordan musikken har det rigtig godt, når artisterne i orkestret får lov at give totalt los. Mange musikere ender med at blive fikseret på det perfekte både i fraseringer og i rytmisk grounding, men her hører vi nogle musikere, der godt tør kaste det over styr, selvom det så risikerer at gå lidt ud over groovet. Det siger også meget om Pukwana at han har givet sine musikere så frit slag i bolledejen, som de har her, for selvom det lyder meget jammet, kan vi mange steder høre, at musikken er styret af musikalske cues i form af unisone melodistumper, som fører musikken videre. Det er en rigtig god måde at demonstrere kontrasten mellem det kaotiske og det arrangerede. Det er kaos under kontrol.

Udover de tre ostinatbaserede groovenumre, vi hører i starten af pladen, er der to andre kompositioner på pladen, som viser os mere om, hvem Dudu Pukwana er. På ”Tete and Barbs on my mind” hører vi et super eksempel på hvordan ekstremer i musik virkelig kan komplimentere hinanden. For første gang hører vi trommer og klaver spille en ikke-rytmebærende rolle. Det er nærmere en form for kaotisk lydtæppe, der bliver lagt i starten, og forventningsfuldt sidder man som lytter, anspændt, og venter på hvad der skal ske. Når det massive blæsertema så dukker op i vildnisset, kan vi ånde lettet op. Det klare, og melodisk stærke, tema er nu både rytmen og melodien, mens trommer og klaver fortsætter ud af sit vanvittige spor. Pladen slutter af med nummeret ”Bird Lives”, et nummer som på alle måder stikker totalt ud på pladen. Ved at læse titlen får man naturligvis en anelse om, at dette nummer er en form for hyldest til den på alle måder legendariske altsaxofonist Charlie Parker, eftersom han notorisk netop blev kaldt Bird. Dog havde jeg, efter at have lyttet mig igennem de første fire numre på pladen, ikke regnet med at skulle lægge ører til et decideret hard bop swingnummer. Her kan man virkelig diskutere, hvad det vil sige at have en rød tråd i numrene på en plade. Min konklusion på dette spørgsmål må være, at den røde tråd på Diamond Express er Dudu Pukwanas unikke sammensatte musikalitet, som både rummer det improviserede fandenivoldske, men også et højt teknisk niveau, som han netop demonstrerer i ”Bird Lives”. Dudu Pukwana er klart en af de mest interessante saxofonister, jeg har lagt ører til, og det har noget at gøre med, at han på denne plade tør stå ved sin egen unikke tilgang til musik og udvalg af musikere, som på mange måder gør pladen til noget helt specielt.

Normalt i Guld fra Gemmerne, lægger jeg ikke vægt på at skulle kritisere musikken på pladen. Tvært imod prøver jeg altid at acceptere den, som den er, og undgå for meget smagsdommeri. I dette tilfælde har jeg dog en eneste anke, som ikke er en anklage på selve kompositionerne, men det faktum at orkesteret simpelthen i flere af numrene på pladen ikke stemmer. Dette er særligt tydeligt på ”Madodana”, hvor både bas og blæsere stemmer meget tvivlsomt. Det er ærgerligt, fordi det til tider er kan være svært at abstrahere fra det. Der er en perlerække af, for mig, ukendte musikere på pladen, som jeg vil se frem til at skulle lytte mere til i andre sammenhænge. Blandingen af engelske og afrikanske musikere fungerer rigtig godt her, og det giver pladen sit helt eget udtryk, på trods af at musikken på pladen generelt er meget tidstypisk for slut 70’ernes nysgerrige opbrud med traditionerne i musikken og i særdeleshed nytænkning i jazzensemblerne.

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket