Guld fra Gemmerne #29 Stuttgart Aria - Biréli Lagrène & Jaco Pastorius, 1986
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Stuttgart Aria – Biréli Lagrène & Jaco Pastorius, 1986
Feat. Vladislaw Sendecki (keys), Jan Jankeje (synth bas), Peter Lübke (dr.) & Serge Bringolf (perc.)
To franskmænd, en polak, en tysker, en slovak og en amerikaner går ind i et studie... Det lyder som starten på en rigtig dårlig joke, men kombinationen af musikere på denne plade er simpelthen så unik, at jeg ikke var et sekund i tvivl om, at jeg skulle have den med i Guld fra Gemmerne, da jeg stødte på den nede i bibliotekets kælder.
Eftersom vi indtil videre har været igennem nogle meget stilrene pladeindspilninger i denne GFG-sæson, har det været forfriskende at lytte til Stuttgart Aria, da den er indspillet i 1986 - en periode hvor der ikke var noget der hed dårlig smag i jazzverdenen. Det betyder i denne her sammenhæng, at de ellers ret simple numre bliver sovset ind i alverdens funky keyboardlyde, guitar med effekter og aggressiv elbas. Når man først accepterer den udprægede 80’er-lyd på denne plade, begynder man at lægge mærke til rigtig mange fede ting. Solisterne på pladen er sindssygt virtuose og de, for mig hidtil ukendte musikere Biréli Lagrène og Vladislaw Sendecki, spiller nogle vilde soli på rigtig mange af numrene, og der er mange man kan hive frem som eksempel. Et par af disse eksempler er titelnumrene ”Stuttgart Aria 1” og ”Stuttgart Aria 2”, som med deres stereotype 80’er-cinematiske åbninger, inviterer os ind i en verden af musikalsk legesyghed og skræddersyede platforme for de maksimale killer-soloer. Med andre ord – der er smæk for skillingen.
Som tidligere nævnt er de fleste af numrene på pladen ret simple i deres opbygninger, men man sidder med en fornemmelse af, at musikken er meget kompleks, da Vladislaw Sendecki og Jan Jankeje i den grad sørger for at ’sovse’ musikken ind i et lydtæppe af spændende 80’er lyde. Kombineret med Jaco Pastorius’ signaturlyd giver det Stuttgart Aria en sammenhængende lyd hele vejen igennem. Hør for eksempel ”American Boy” og ”Stuttgart Aria 1”, hvor selve skelettet i musikken er et meget simpelt groove, som er præget af mange elektriske effekter.
Vi kommer ikke igennem denne gennemgang af Stuttgart Aria uden at reservere en del plads til Jaco Pastorius. Jaco Pastorius revolutionerede elbassen i 70’erne på samme skala, som James Jamerson gjorde det på 50-60’ernes legendariske Motown-indspilninger. Nogle musikere ændrer simpelthen ’spillet', og Jacos unikke dominerende mellemtonelyd smittede af på alle indspilninger, han medvirkede på. At tage Pastorius med i sit orkester svarer til at putte gurkemeje i sin risengrød. Det er et markant kunstnerisk valg, og udtrykket i musikken vil uden tvivl ændre sig radikalt. Hør Jacos spil på Joni Mitchells Hejira, Pat Methenys Bright Size Life og Weather Reports Heavy Weather og få en forståelse af, hvilken mastodont han var. Det har uden tvivl været en kæmpe sejr for Biréli Lagrène, at få Jaco Pastorius med i sit projekt med de europæiske musikere. Biréli Lagrène udtaler selv i et interview, at samarbejdet med Pastorius i den grad har været med til at give ham vind i sejlene i forhold til sin videre karriere. Men om Jaco egentlig er den dominerende hovedrolle på denne plade, er jeg ikke sikker på. Vi har at gøre med nogle musikere her, som tydeligvis er forskellige steder i deres karrierer, og jeg vil gerne fremhæve både Vladislaw Sendecki på keys og Peter Lübke på trommer. I samarbejde med Biréli Lagrène synes jeg, de samler musikken på pladen og bidrager med alt det, som gør musikken spændende at lytte til. Lige fra Lübkes frodige reggae-beat på ”Jaco Reggae” til Sendeckis filmiske intro på ”Stuttgart Aria 2”. Alle Biréli Lagrènes soli er virkelig imponerende, og det er betagende at høre på, hvordan han kombinerer funken med det mere moderne guitarspil. Det resulterer i nogle rigtig fede soloopbygninger, og det vidner om en musiker, der ved hvad han laver og er helt inde i musikken. Han spiller virkelig rendyrket elguitar!
Pladen er udgivet i 1986, hvilket er året før Jacos Pastorius’ tragiske tidlige død som 35-årig. Det er et velkendt faktum at Jaco levede et ekstremt hårdt liv med stoffer og alkohol, og især de sidste år af hans liv bar præg af at det var gået over gevind. Det er pudsigt at høre en plade hvor han, sammenlignet med mesterværker han har medvirket på, ikke spiller sit bedste. I ”Donna Lee” har han lidt svært ved at følge med i det unisone tema, og det hurtige tempo virker en smule for ambitiøst. Når det er sagt, skal man blot høre hvordan han groover med trommeslageren Peter Lübke på ”The Chicken”, ”Stuttgart Aria 1” og ”Jaco Reggae”. Man kan ikke andet end at blive helt målløs over, hvor højt hans bundniveau er. Hans bidrag til denne plade er ikke til at overse, og alt i alt er denne plade rigtig fed hvis man godt kan lide konceptet ’more is more’ med masser af bas, vilde guitarsoloer og masser af eksperimenterende keyboard bakket op af det mest solide trommespil. Er det en plade jeg ville sætte på, hvis svigerfamilien var på besøg? Nej. Nok nærmere en plade jeg ville lytte til med folk med en forkærlighed for fusionsmusik, som er klar på en sjov lytteoplevelse.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
