Guld fra Gemmerne #30 Yusef Lateef in Nigeria, 1985
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Yusef Lateef in Nigeria, 1985
feat. P. Adegboyega Badejo, Salisu I. Mashi, Awwalu Adamu, Shittu Isyaku & Tusufu Aminu (percussion) + Ibn Yusef A. Lateef, Esther Kawai, Veronica Ugye, Tani Umaru & Amina Abdullahi (vocalists).
” …the full story is that Yusef Lateef is not only continuing his lifelong exploration of a broad range of contrasting yet related musical forms, but is also speaking to us from West Africa.”
I den tidligere sæson Guld fra Gemmerne beskrev jeg pladen Drums of the Yoruba of Nigeria (#14), og jeg var spændt på, om Yusef Lateef in Nigeria kunne give mig en bredere forståelse af nigeriansk musik. Hvor Drums of the Yoruba of Nigeria var en form for antropologisk feltstudie er Yusef Lateef in Nigeria en helstøbt plade med klare kompositioner, dygtige musikere og et hav af spændende instrumenter. Listen af sjældne instrumenter er lang, og den byder blandt andet på: Ebo rubber flute, gourd flute, tiv chin flute, pneumatic bamboo flute, algaita, yoruba klangu, gangan noma, duman girke og mange flere. At studere alle disse forskellige instrumenter til bunds er i sig selv et stort projekt, som ville tage hele eller halve liv. Samlet giver alle disse specifikke lyde pladen en helt særlig æstetik, og det er tydeligt at den modne musiker Yusef Lateef virkelig kender til afrikansk tradition og kultur. De dygtige perkussionister lægger fundamentet til det hus som hedder solisten Yusef Lateef, han har nemlig formået at sætte sig selv i fokus ved at lave de ideelle betingelser for sine stærke improvisationer, som vi hører på hele pladen. Lyt til ”Curved Spacetime” eller ”Mu, Omi (drink water)” og hør hvordan de rå-swingende stabile trommer bakker Lateef op. Måske tænker man til at starte med at fraværet af andre gængse instrumenter som bas, guitar og klaver vil gøre pladen tam i et eller andet omfang, men helt omvendt oplever jeg en utrolig intensitet i det musikalske indhold. Samtidig opleves en afslappethed over både rytmegruppe og Yusef Lateef, som helt frit kan spille de melodilinjer, han føler passer til stemningen, og stemning er virkelig et af nøgleordene på Yusef Lateef in Nigeria. Sjældent har jeg bemærket så god en synergi mellem titel og musikalsk indhold, som vi ser her. ”Drama Village” er i den grad dramatisk, og med et virvar af forskellige underlige lyde toner Yusef Lateef ind i kaosset med et tydeligt og klart tema, som samler det hele. Der er mange der spiller med, og der males et indre billede af denne vilde landsby med masser af musik og dans. Samme kan man sige om ”Curved Spacetime” som er et nummer, der hverken har en tydelig start eller tydelig slutning. Her hører vi Lateef spille deciderede John Coltrane-typiske sololinjer oven på det energiske trommespil, der bliver anført af de dygtige afrikanske musikere. Det når aldrig at blive forudsigeligt. Man kunne hive mange flere eksempler frem, netop fordi hvert nummer repræsenterer en specifik ceremoni, stemning eller budskab, og musikken følger efter.
Yusef Lateef er endnu et eksempel på en musiker, der via sin grundlæggende nysgerrighed for spiritualitet, kunst og kultur har en helt særlig aura om sig i det musikalske rum, han skaber med sine medmusikere. På Yusef Lateef in Nigeria hører vi hvor moden han er i sit fløjte- og saxofonspil, som trækker tråde til den amerikanske såvel som den afrikanske tradition. Evnen til at kunne gå ind i det velkendte jazz- og bluessprog, gør at han kan lave nogle ret sprøde opbygninger i sine soli, som på intet tidspunkt bliver uinteressante at høre på. På ”Blues in the Adaji” hører vi et eksempel på en blues, som ikke spilles over de sædvanlige 12 takter, vi er vant til. Det er modalt, men det er blues – der ingen tvivl om det. Det vidner om hvor godt Lateef behersker de forskellige tonesprog, og hvor stærk en musikforståelse han har. Budskabet af blues kommer tydeligt ud i denne sørgelige jam i mol, som er fyldt med sjæl og mening. Med ”Blues in the Adaji” sender Yusef Lateef et fint anerkendende nik i retning af sin opvækst i 1920’ernes Tennessee.
Den på dette tidspunkt 65-årige Yusef Lateef har med Yusef Lateef in Nigeria formået at lave en utrolig personlig plade med et helt unikt udtryk. Han var på dette tidspunkt i sit liv bosiddende i Nigeria, hvor han arbejdede som Senior Research Fellow at The Centre for Nigerian Cultural Studies på Ahmadu Bello Universitetet. Man forstår pludseligt bedre hvorfor pladen virker så autentisk, selvom Yusef Lateef er amerikaner, født i Tennessee i 1920. Lateef har altid haft en stærk tilknytning til sin religion og afrikanske rødder, og via sin position i Nigeria har han haft masser af tid og de ideelle muligheder for at finde de bedste musikere, og frugten af dette arbejde kan vi høre på Yusef Lateef in Nigeria. Her har vi at gøre med en musiker der er oprigtig og tør stå ved hvem han er. Han lader sin spiritualitet skinne igennem musikken som er åben og fyldt med soli på de forskellige blæseinstrumenter, han mestrer. Selvom jeg har fundet denne plade nede i vores jazzafdeling, kunne den lige så godt have stået i vores Folk- & Worldsamling. Han har nemlig tydeligt en ben i begge lejre på denne plade. Yusef Lateef in Nigeria er en kæmpe anbefaling til dig der interesserer dig for ægte afrikansk musik spillet af de bedste afrikanske musikere – og Yusef Lateef.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
