Guld fra Gemmerne #31 Looking at Bird - Archie Shepp & Niels-Henning Ørsted Pedersen, 1981
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Efter en række plader med jazz i den eksperimenterende afdeling, har jeg valgt at kaste mig over noget ærkejazz. Looking at Bird er en hyldest til legenden Charlie Parker, som i sin kaotiske karriere på en måde definerede beboppen og blev symbolet at jazz ikke kun var underholdning men altså musik der skulle dyrkes og lyttes til på lige fod med eks. den klassiske musik.
Selvom Charlie Parker kun blev 35 år skrev han et hav af kompositioner, som var med til at cementere hans stil og bebop-tonesproget. De uttalige indspilninger af Parkers kompositioner har dannet grundlaget for så mange musikere, at det er svært at overskue. Nogle musikere formår simpelthen at ændre gamet fuldstændig!
Nogle af de musikere der uden tvivl har været dybt influeret af den amerikanske altsaxofonhelt, har især været de amerikanske og derfor også de danske. Danmark var nemlig historisk hooked på amerikansk jazz op igennem det 20. århundrede, og især i 50’erne og 60’erne, var København en form for jazzmetropol i Skandinavien, hvor mange store amerikanske musikere slog vejen forbi og endda bosatte sig. Og i dette overflødighedshorn af kunstnere og progressiv jazz befandt et af Danmarks absolut største jazzikoner til dato sig, Niels-Henning Ørsted Pedersen, som med sin tydelige stemme og fuldstændig virtuose basspil gav de amerikanske kanoner kamp til stregen – og det kunne de godt lide. NHØP var større end Danmark, og hans karriere i sig selv kan man skrive mange sider om.
Hvis man kender lidt til standardjazzrepertoiret, bliver man ikke vildt overrasket når man kigger på hvilke numre, de spiller. Det er numre som ofte høres på jamsessions, og som stort set alle aspirerende jazzmusikere har spillet og øvet på i deres higen efter et højere niveau. Så derfor kan man med ro i sjælen kalde det klassiske standarder, vi hører. Og det kan jo være en farlig bane at gå ind på som musiker, da man jo netop derfor også har det flere referencer til andre fede versioner. Men altså… Hvis man gerne vil forstå hvad der er fedt ved denne type musik, er Looking at Bird en stærk anbefaling. Vi får lov at høre de to musikere spille i den intime duokonstellation, og det er i den grad en fornøjelse at opleve de to instrumentalister lege med musikken. De er nemlig så sikre i alt, hvad de laver, at alt på en måde også kan lade sig gøre. Jeg synes især det er interessant at høre Archie Shepp på en standard jazzplade som denne, da han nok af mange bliver anset som af de store freejazzmusikere. Han syrer da også ud på ret mange af numrene, men han afviger aldrig fra kernen af musikken og det er fascinerende. Man kan hele tiden fornemme hvilket nummer de spiller, på trods af de udskejelser der høres. Når man er to, er der visse begrænsninger for, hvor mange forskellige kort man kan have i ærmet rent arrangementsmæssigt, men jeg synes de to musikere mesterligt demonstrerer hvordan små detaljer gør hele forskellen. Unisone temaer går igen f.eks. på ”Moose the Mooch” og ”Ornithology”. Dog er der en afgørende forskel, som gør at de to præstationer er vidt forskellige. På ”Moose the Mooch” spiller de unisont hvor Archie Shepp spiller tenorsax og Niels-Henning på kontrabassens midterste register. På ”Ornithology” spiller Archie Shepp på den væsentlig lysere klingende sopransax, og Niels-Henning spiller komplementært på bassens lyst klingende register. Det er en finurlig detalje, og jeg synes det bekræfter NHØP’s utrolige egenskaber som akkompagnatør. Desuden bruger NHØP double-stopteknik (en teknik hvor man anslår flere toner på bassen på en gang og derved giver en fornemmelse af akkorder og, i dette tilfælde, et beat) i sit akkompagnement i Shepps første solokor i ”Ornithology” inden han fortsætter med sin benhårde walking bas. Det, at han tager forskellige akkompagnementsteknikker i brug, viser hvor lyttende han er som medmusiker, og det er uden tvivl en af grundende til at hans karriere blev som den gjorde.
På pladens otte numre synes jeg duoen når vidt omkring. Der er swing for alle pengene, ”Yardbird Suite” har et fedt arrangement med et tema i en mere ostinatpræget retning, smukke ballader på ”Embraceable You” og ”How Deep is the Ocean”. ”Blues for Alice” og ”Confirmation” er Parker-klassikere som er indspillet utallige gange, men jeg synes de har valgt nogle gode tempi på numrene der gør, at vi får temaerne serveret knivskarpt af begge musikere.
På dette tidspunkt havde Archie Shepp (som stadig lever i øvrigt) allerede 59 udgivelser i ryggen, og NHØP havde omkring de 40 (tal hentet fra Wikipedia), så der er tale om nogle musikere som er i total topform, og derfor er der også utroligt meget at skrive om disse musikere, og jeg kan blot opfordre til at man dykker ned i deres kataloger af fantastiske plader og liveindspilninger. Der er bunkevis af guld at hente fra disse diskografier, og hvis man er lidt ny i jazzen, vil jeg mene at Looking at Bird er en solid plade at lytte til. Den har nemlig alt det en god bebopplade skal have – skarpe temaer, virtuose solister og et legesygt sammenspil der swinger r**** ud af bukserne!
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
