Guld fra Gemmerne #32 Eyewitness - Steve Khan, 1983
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Eyewitness – Steve Khan, 1983
feat. Anthony Jackson (bas), Steve Jordan (trommer) & Manolo Badrena (perc.)
Mystiske melodier spillet på guitar, ultra-tight grooves og energisk percussion er hovedingredienserne på Eyewitness, som udkom i 1983. Med sig har Steve Khan en af de absolut mest hardcore rytmegrupper, skribenten kan komme i tanke om. Når Steve Jordan og Anthony Jackson spiller sammen, går musikken bare op i en højere enhed. Muligheden for at høre de to spille sammen er grund nok i sig selv til at lytte til pladen.
Eyewitness er en ret afbalanceret plade og fordommene om, at fusionsmusik er præget af ekstrem brug af effekter og tendenser til det usmagelige, bliver gjort til skamme på denne plade. Da vi har med så store instrumentalister at gøre, er det klart at de alle fylder meget på pladen, og især Anthony Jackson får rigtig meget plads i lydbilledet. Manden har en absurd god time-fornemmelse og selvom han en gang imellem bevæger sig væk fra det oprindelige groove, er han knivskarp, når han vender tilbage til sin basfigur. På ”Where’s Mumphrey” og ”Guy Lafleur” hører vi nogle bundsolide ostinatbaserede grooves, som nok ikke kan spilles meget bedre end vi hører det her. Selvom det er en kvartetplade, føles det som en trio+1 plade, ment på den måde, at Manolo Badrenas rolle er meget subtil og ligger som et lag af vellyd ovenpå det hele. Jeg synes det er utroligt godt set af Steve Khan at tage ham med. Ingen tvivl om at det havde været en fed plade som ren trio, men Badrenas percussionrolle giver lige pladen det ekstra lag, som gør det hele lidt mere originalt i sit udtryk.
Selvom Steve Khan burde være den tydelige frontfigur, fornemmer man ikke det store ego fra hans side. Godt nok står han for at spille solo på alle numrene, men vi hører ikke de stereotype ud-over-det-hele-vanvidstemaer, som ofte finder sted i fusionsmusikken. Omvendt virker det som om alt er målt og vejet, og det klæder musikken utroligt godt. ”Auxiliary Police” er et godt eksempel på et nummer, hvor selvom Steve Khan har temarollen, men stadig er meget tilbageholdende. Det åbner op for at bas og trommer, på lige fod med guitar, kan intensivere musikken. Efter den intense og meget rytmiske ”Where’s Mumphrey” kommer den smukke ballade ”Dr. Slump”. Her får vi virkelig lov at høre Steve Khan folde sig ud på en rolig og kontrolleret måde. Hele nummeret har en naturlig udvikling fra det rene, pæne balladespil til et mere eksperimenterende udtryk for så til sidst at ende i en særdeles energisk outro. På dette nummer brillierer alle musikere virkelig, og Badrenas effekter i percussionafdelingen binder alt sammen.
Anthony Jackson er en energisk bassist, som spiller på sin helt egen måde. Han har en karakteristisk sound, som virkelig passer godt ind i denne gruppe. Det er meget tydeligt, at han er meget nærværende i musikken, og han kan ikke lade være med at udfordre musikken og de andre musikere. Der opstår et spændingsfelt når han går ud af groovet og laver lange fills. Når han lander i den definerede basrolle igen, kan vi slappe af som lytter. Han er mester i denne vekselvirkning. Kontrasterne i musikken er også værd at tage med. Som nævnt flere gange er rytmegruppen meget til stede. Vi hører ostinater, solide trommegrooves og percussionspil i særklasse. Her går Steve Khan ind og spiller meget åbent i sit guitarspil, ment på den måde at mange af temaerne er mindre rytmisk aktive og mere sfæriske i sit udtryk. Et rigtig godt eksempel på det er i ”Guy Lafleur”, hvor guitaren er præget af rumklang- og choruseffekt. Kontrasten mellem det rytmisk aktive og det sfærisk åbne komplimenterer hinanden perfekt. Steve Jordans bidrag på denne plade får det hele til at lyde legende let, og jeg vil igen understrege hvor bundsolidt han spiller her med Anthony Jackson. Den helt tunge 12/8. delsrytme, der spilles på ”Guy Lafleur”, vil kunne få trangen til at bevæge sig til musikken frem i de fleste.
Pladen slutter af med den smukke ballade med titelnavnet ”Eyewitness (for Folon)”. Det er klart et af pladens stærkeste numre, både i form og i udtryk. Hele bandet hviler her og kompositionen er meget original. Igen bidrager alle fire musikere ved at tilføje musikken masser af karakter og nærvær. Der er så mange små detaljer i percussion- og trommespillet at man hele tiden opdager nye detaljer under gentagne lytninger. Anthony Jacksons rolle er her meget stabil og han spiller virkelig bas her.
En spøjs sidenote at slutte af på er den forvirring, der er opstået under lytningen af denne plade. Der er nemlig lavet en fejl på coveret, som gør at numrene ikke står i den rigtige rækkefølge. Ved at krydsreferere Spotify og Discogs lykkedes det dog at finde de rette titler. Jeg oplever i høj grad at Eyewitness er en plade, der vokser på mig jo mere jeg lytter til den. Der er meget overskud i gruppen, og det vidner om en gruppe musikere, der har spillet og jammet rigtig meget sammen. Den måde de kan lege med musikken og rykke rundt på de forskellige grooves er imponerende og vildt fedt at lytte til.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
