Guld fra Gemmerne #34 Nardis – Jimmy Raney & Doug Raney, 1983
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Nardis – Jimmy Raney & Doug Raney, 1983
Noget af det mest øjenåbnende ved at skrive disse artikler i Guld fra Gemmerne er, at det bliver tydeligt hvordan musikken og musikerne ikke udvikler sig i samme retning på samme tid. Vi kan høre plader fra 60’erne (eks. The Inflated Tear – Rolan Kirk, 1968 GFG#33), som ikke laver andet end at overraske ved sin nyskabelse og trang til progressivitet og kreative arrangementer. Omvendt kan vi opleve relativt nye plader med musikere som dyrker en tidløs jazztradition og et jazzsprog, som både fungerer nu såvel som i 1950’erne. Genrerne udvikler sig ikke nødvendigvis lineært, og med tiden opdeles mange musikere i de forskellige subgenrer og underkategorier inden for eks. jazzen.
Man må sige, at Nardis er en regulær guitarjazzplade med fokus på guitarens dybde og klangrigdom formidlet gennem kendte jazzstandarder. Dog findes der et helt særligt krydderi på denne indspilning, som jeg synes gør den unik og i den grad værd at lytte til. At det er en konversation mellem far og søn, gør pladen helt særligt, og vi har desuden med to stjerneguitarister at gøre her – ingen tvivl om det. Den, på dette tidspunkt, 26/27-årige Doug Raney spiller med sin garvede far Jimmy Raney, og de spiller virkelig godt op ad hinanden. De spiller så godt begge to, at det ret beset er umuligt at høre hvem der spiller hvad hvornår (i mine ører i hvert fald). Hvem spiller solo og hvem spiller akkompagnement? Man skal virkelig have et indgående individuelt kendskab til de to guitarister for at kunne høre forskellen i spillestil og niveau, og vi får desværre heller ikke så meget information serveret på det spartanske pladecover. Pladen er indspillet i København og der er ingen tvivl om, at Doug Raneys valg om at bosætte sig fast i København bidrog positivt til det i forvejen sprudlende jazzmiljø i Danmark. Doug, som har spillet med gud og hver mand, har på Nardis en helt særlig connection med sin far, som man må gå ud fra, har været et kæmpe musikalsk forbillede, da Doug Raney (i hvert fald på denne plade) lyder meget som sin far og vice versa.
Med to clean jazzguitarer og fraværet af effekter, giver det naturligvis de to musikere færre kort på hånden ift. arrangement og opbygning, men alligevel formår de konstant at holde musikken i live. De går på intet tidspunkt på autopilot, og selv i den over 10 minutter lange ballade ”I Can’t Get Started” formår de to at gøre musikken interessant at lytte til hele vejen igennem. Det er jo meget sigende om de to, at de vælger at bruge næsten halvdelen af a-siden på et enkelt nummer, og når jeg hører ”I Can’t Get Started” fornemmer jeg tydeligt hvordan de to guitarister er totalt opslugt af musikken, tid og sted står stille og tilbage er der kun den rene musikalske kommunikation. Vi må konstatere, at det familiære bånd mellem Jimmy og Doug giver musikken den ekstra nerve, som ellers kan være så svær at opnå i musikalsk praksis.
Det klæder numrene at de to guitarister leger med klassiske arrangementskoncepter. Vi hører f.eks. en del kontrapunktiske passager, som gør at vi som lyttere bliver meget opmærksomme på, hvad der sker. Et godt eksempel på dette er i titelnummret ”Nardis”, hvor de begynder med at spille et kontrapunktisk arrangement inden temaet og roen indfinder sig. Det lyder som en samlet præstation, og musikken er generelt meget samlet, og især i de arrangerede passager, hvilket fører mine tanker til pladens cover. De mødes hele tiden på midten og er totalt i sync i musikken og har en fælles forståelse for, hvor musikken skal hen. Der er masser af plads til leg i både akkompagnement og solo, men de går aldrig ud af den satte ramme. På intet tidspunkt er der en der fylder for meget og stjæler billedet, og som lytter sidder man tilbage med en oplevelse af samhørighed i musikken og herved også en følelse af udpræget ro.
En af mine favoritter på pladen er ”All Gods Children Got Rhythm”. Måske er det fordi, musikken emmer af gospel, og at det lidt naive tema kommer som et let friskt pust.
Det er rart at have disse stilrene go-to jazzplader. Helt bevidst handler denne plade ikke om at prøve grænser af, men nærmere at samles om en fælles kærlighed for jazzstandarder, guitarspillet og traditionen. Sæt den på og lyt intenst eller brug den som et stemningsskabende element til en aften med venner og familie.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
