Guld fra Gemmerne #37 Seven Stars - Eiji Kitamura, 1983
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Seven Stars – Eiji Kitamura, 1983
feat. Teddy Wilson (pno.), Cal Tjader (vibes), Ernestine Anderson (voc.), Eddie Duran (guitar), Bob Maize (bass) & Jake Hanna (drums).
Seven stars, syv musikere. Når Eiji Kitamuras plade fra 1983 sættes på anlægget suges man ind i en velkendt verden af traditionel swingjazz og en stemning af total samhørighed. Hver stjerne på denne plade bidrager med sit til at fastholde den røde tråd i musikken, som gør at man flere gange glemmer at pladen ikke er fra 1940’erne, men derimod fra 1983. I denne udgave af Guld fra Gemmerne tager vi hul på endnu en plade fra 1980’erne, som er så lidt tidstypisk at man skulle tro det var løgn.
Som jazzkender er det nærmest umuligt ikke at få associationer til New Orleansjazzen, når man hører klarinet spille klassiske jazzstandarder. Klarinetten har været brugt flittigt i den traditionelle jazz, men den er til gengæld blevet mere eksotisk i jazzsammenhænge, som årtierne er skredet frem. Når vi på Cannonball Adderly’s The Japanese Concerts hører Yusef Lateef spille klarinet, er vi i en eksperimenterende verden, hvor instrumentet bliver en eksotisk indsprøjtning i det lynlås-stramme hard bop-hold, Cannonball har stablet sammen i sin sekstet. På Seven Stars bliver vi hevet tilbage til en klarinettradition i jazzen, som heldigvis er blevet bevaret gennem årene af folk som Eiji Kitamura. Man kan ikke have andet en stor respekt for et hold musikere, som virker så ligeglade med samtidens progressive tilgang til jazz og rytmisk musik generelt musik. Vi har tidligere i Guld Fra Gemmerne hørt intense fusionsplader fra 1980’erne, og at tænke på at Seven Stars er udgivet samme år som MIDI-systemet blev lanceret, er meget tankevækkende. Det er den gamle skole, og det fungerer. Solide melodier, dygtige solister og en rytmegruppe, som tør stå ved sine roller uden at gøre for meget væsen af sig. Af samme grund har jeg meget lidt at sige om bassist Bob Maize og trommeslager Jake Hanna, da de hovedsageligt passer butikken på pladen mens især Eiji Kitamura, Teddy Wilson, Eddie Duran og Cal Tjader viser solistisk ekvilibrisme. Dog er jeg nødt til at applaudere Bob Maizes walking bassolo på ”The World is Waiting For The Sunrise”. Det er et meget traditionelt valg af bassolostil, og det giver virkelig mening på denne plade, da musikerne generelt stræber efter en meget old school lyd.
Den nu 94-årige Kitamura var allerede en gråhåret herre, da denne plade blev indspillet i 1983, og man må jo bare tage hatten af for at have sigtet højt i sit ambitionsniveau mht. hvilke musikere han har med på pladen. Manden har ikke indspillet ret mange plader i eget navn, og derfor synes jeg det er imponerende at se et navn som Teddy Wilson i line-uppet. Wilson er jo en af de helt store swingpianister, som også var kendt for sit traditionelle touch og nærmest helt Bud Powell-esque staccerede frasering på tangenterne. Teddy Wilson brillierer næsten så meget at han til tider stjæler showet, og man kortvarigt glemmer at det er en Eiji Kitamura, der er hovednavnet og ikke Teddy Wilson. Ikke nok med at Wilson akkompagnerer de andre musikere sindssygt godt, så viser han også sine solistiske evner og solospil med og uden akkompagnement. På de to standarder ”Misty” og ”Star Dust” kan vi virkelig høre at Teddy Wilson er hjemme, og man må sige at det er ret forfriskende versioner af disse to numre. Sammenlignet med flere af Oscar Petersons udgaver af ”Misty”, så er denne udgave nærmest up-tempo, og her klæder det musikken. Klaverintroen på ”Star Dust” er så velspillet, at vi bliver igen taget tilbage til ’gamle dage’.
Efter en a-side med rigtig meget vellyd, men ikke ret meget spræl, starter b-siden ud med ”The World is Waiting For The Sunrise” som er et regulært up-temponummer, hvor Eiji Kitamura viser at han også kan spille dynamisk i et hurtigt tempo, og komplimenteret af Teddy Wilsons nærmest perfekte (uden anslagsfejl) klaversolo, må man sige at denne indspilning sidder lige i skabet. Overraskelserne stopper ikke, når vi hører b-siden igennem, og endnu et kærkomment indslag på plade er Gershwins ”Someone To Watch Over Me”. Ernestine Anderson optræder kun på dette ene nummer. Det er virkelig forfriskende at høre vokal, og hun synger henrivende godt.
Seven Stars er ikke en nyskabende plade, men en plade som hylder jazzens rødder og grundfarver. Orkestret forstår musikken og det hele swinger virkelig godt. Vi hører Teddy Wilsons helt glasklare beboplinjer, Eiji Kiramuras New Orleans-prægede klarinetspil og Eddie Durans Wes Montgomery-agtige tilgang til både solospil og akkompagnement. Det er en vellydende og rar plade, og et rigtig fint album at sætte på hvis man har brug for noget jazz i rummet, som er let spiseligt og swinger derudaf.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
