Guld fra Gemmerne #38 The Ancestors – Tim Berne Sextet, 1983
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
The Ancestors – Tim Berne Sextet, 1983
feat. Clarence Herb Robertson (tp), Ray Anderson (tmb), Mack Goldsbury (tn + sp sax), Ed Schuller (bass) and Paul Motian (perc).
Freejazz, moderne kompositionsmusik og avant garde er alle paraplybetegnelser for en type musik, som er svær at definere direkte. I bluesmusikken findes nogle ret tydelige identitetsmarkører i tonesproget, formerne og det umiddelbare udtryk. I klassisk swing jazz arbejdes der også med nogle ret bestemte byggeklodser, som gør musikken spiselig og genkendelig. I freejazzen oplever vi som regel at der bliver gjort op med nogle forventninger til, hvad jazzen skal. Hvorfor skal det være pænt og harmonisk for at være godkendt? Det er spændende at se hvor mange af de essentielle musikalske lag, man kan pille af og stadig udtrykke sig helt og aldeles. Interessant nok oplever jeg, at jo mere af denne type musik jeg dyrker, jo mere personligt fremgår musikken simpelthen. Hvis du har skrottet alle forventningerne til hvad jazzen skal, har du som komponist og musiker også givet dig selv fuldstændig frie tøjler til at arrangere musikken og cementere hvem du er som kunstner. Det er meget nøgent, ærligt og, til tider, ekstremt intenst.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at hvis du er helt grøn inden for jazzlytning, så er The Ancestors nok ikke det bedste sted at starte. Ja, pladen kan måske endda skræmme dig væk fra genren, hvilket ville være ærgerligt. Ved at forstå den historiske kontekst inden for jazzen, hvem der har domineret scenerne og hvem der har taget springene ud af de konforme rammer, begynder albums som The Ancestors at give mening. I langt det meste af musikken, er alt hvad der hedder traditionelle former og gennemskuelighed fuldstændig irrelevant. På ”Shirley’s song part 2”/”San Antonio” tager Tim Berne os med på en rejse og viser os et musikalsk arrangement, som er totalt originalt. Hele orkesteret spiller tilbageholdent og fint i det første lange stykke tid. Den dæmpede volumen giver sjovt nok musikken en stemning af anspændthed. Nummeret er for mig en rumrejse, og det første lange stykke tid er vi hhv. på jorden, og bagefter videre ud i det kaotiske ydre rum, for så til sidst at samle sig på endestationen. Det kunne jo være Sirius B, som pladens første nummer så fint hedder. Selvom musikerne improviserer meget, kan vi virkelig høre, at vi har med teknisk dygtige folk at gøre. Det er ikke nemt at spille klassisk saxofon, og dem der er rigtig gode til det, kan nærmest lyde som strygere (hør f.eks. Aurelia Saxophone Quartet). Kompositionen ”Shirley’s song part 2”/”San Antonio” er ét langt forløb, og der bliver virkelig fortalt historie med musikken. Det er et godt eksempel på, at denne type kompostitionsmusik på en måde bygger bro mellem en rytmisk- og en klassisk musikalsk verden. Vi har de improviserede elementer fra jazzen, virvaret og fandenivoldskheden. Samtidig har vi roen og den lange lineære musikalske opbygning, som vi kender fra meget klassisk musik. Tim Berne repræsenterer en del af de store jazzmusikere, som altid har haft et behov for at teste de musikalske grænser. Andre artister som Ornette Coleman, John Chichai, Charles Mingus og Marc Ducret kan også med fordel nævnes i denne pulje. Helt tilbage i 1956 kan vi på Charles Mingus’ Jazz Composers Workshop høre, hvordan musikerne kollektivt nedbryder kendte numre og spiller dem på helt nye måder, og netop disse valg om at gøre musikken til sit eget, har gennem tiden fristet mange musikere til at gå denne vej. Når man først er trænet i at lytte til denne form for musik, vil man opleve at der er enormt meget interessant musikalsk indhold som bare ligger og venter på at blive lyttet til. Paul Motian spiller trommer på pladen, og vi hører ham helt solo i lang tid i slutningen af ”Sirius B”. Det er en interessant slutning på et stykke musik, der har haft utroligt mange instrumentale inputs fra tuba, trombone, trompet, saxofoner og bas. Det fjerner fokus fra det store orkester, og zoomer ind på et individ, som her får lov at slutte musikken, og samtidig lave en spændende overgang til det næste nummer.
Der er især et nummer på pladen, som for mig beviser at dette i høj grad er freejazz, og det er ”Sirius B”. selvom temaet er helt vildt og allevegne, hører vi stadig et stereotypt pentatont tema spillet af et jazzswingende band. At den lange solo så er helt åben, uden en tydelig form, er så her hvor musikken træder ud af konventionerne og giver los på de dynamiske og ekspressive parametre. Som humlebien, der ikke bør kunne flyve, hiver Tim Berne et af hovedingredienserne ud af musikken – nemlig den konkrete form – og musikken fungerer alligevel i høj grad.
Den energi, som opleves på scenen til denne type koncerter kan være ret overvældende, og det har uden tvivl været en helt speciel oplevelse at høre The Ancestors live. Lyt til pladen og få en lytteoplevelse ud over det sædvanlige!
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
