Guld fra Gemmerne #39 Ivory Forest – Hal Galper, 1980
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
Af Jens B.
Ivory Forest – Hal Galper, 1980
feat. John Scofield (gtr.), Wayne Dockery (bas) & Adam Nussbaum (dr.)
Den gode kok ved hvordan man får mest muligt ud af sine ingredienser, og også hvordan man kan tilberede den enkelte f.eks. grøntsag på uendelige kreative og spidsfindige måder. Den professionelle maler ved hvordan maling skal blandes, disponeres og fordeles. Den gode arrangør og musiker ved hvordan man får mest muligt ud af en LP, som har ca. 20-22 minutters plads pr. side. Ivory Forest er en stærk moderne jazzplade, som både udfordrer, eksperimenterer og giver dessert til lytteren i form af vellydende ballader.
Når musikken skal være mystisk of uforudsigelig, er det rigtig rart med en plade, som giver lytteren variation og afbræk fra det intense. Det fremstår simpelthen mere stærkt, at hele pladen ikke er fyldt med hard core temaer, hektiske breaks og et virvar af improvisationer. På a-sidens tre numre bliver vi introduceret for tre svære kompositioner ment på den måde, at selve essensen af musikken fremstår uforløst og uforudsigelig. Det er virkelig svær jazz spillet af topprofessionelle musikere som virker helt ovenpå. På både ”Ivory Forest”, ”My Dog Spot” og pladens sidste nummer ”Rapunzel’s Luncheonette” kan vi høre musikerne give totalt los i soloerne og spille knivskarpt i de svære temaer. Adam Nussbaum sørger i den grad for, at musikken rammer kogepunktet, og det gør at musikken fremstår meget bombastisk og fremadrettet når den skal det. Udover Hal Galper og Nussbaums åbenlyse virtuositet hører vi også en John Scofield, som er i topform. Scofield er om nogen kendt for at have en særdeles genkendelig lyd, men jeg vil våge at påstå at den ikoniske ’Scofieldlyd’ er sat lidt til side her. Der er også mange svære akkorder at spille over, så de kendte blues-funkede linjer, vi elsker ham for, er måske lidt svære at proppe ind hele tiden. Til gengæld demonstrerer han her, at han er så uendeligt meget mere end kendte licks og go-to fraser. Udover de hæsblæsende soler på ”Rapunzel’s Luncheonette” og ”My Dog Spot” har Scofield også fået et fuldstændigt solospot på pladen. ”Monk’s Dream” er rent instrumentalt guitar, og her blæser han virkelig lytteren bagover. På trods af at pladens hovedperson Hal Galper ikke spiller med, er ”Monk’s Mood” uden tvivl et af pladens absolutte højdepunkter. Det er enormt interessant at høre hvordan han udfordrer det musikalske oplæg, men stadig gør det i sangens tjeneste. Monk’s Mood er en af Thelonious Monks mange fantastiske ballader, og ofte kommer musikere, der spiller Monks numre, til at overgøre det lidt. Men Scofield prøver ikke at lyde som Thelonious Monk, og det er befriende. Ved at fremføre musikken på denne måde, viser Scofield virkelig at han respekterer komponisten Thelonious Monk men stadig formår at gøre musikken til sin egen. Det ender ud i en meget personlig fortolkning.
Generelt er Scofields bidrag på pladen helt legendarisk. Hvis man tør dykke helt ned i detaljen, skal man prøve at lytte til, hvordan han formår at hive hele orkestret ud af den frie improvisation og tilbage i det vilde swing på ”Rapunzel’s Luncheonette”. Med en meget tydelig rytmisk pickup tager han roret i soloen og får hele gruppen tilbage på sporet. Mageløst.
Og for at vende tilbage til den indledende sammenligning med kokken og maleren, er en af de helt klare styrker på Ivory Forest netop at Hal Galper på pladens seks numre har formået at give hver enkelt performance plads til at ånde. Hvor for meget salt kan ødelægge maden, kan for meget hårdt moderne swing og kompleksitet have en tendens til at mætte lytteren, og derfor synes jeg det er enormt godt set af Hal Galper, at det er vigtigt med nogle forskellige typer numre og forskellige opbrud i selve orkestret. Lige fra soloen på ”Monk’s Mood”, den vemodige duet på ”Continuity” til det helt hårde fuldtallige hold på ”My Dog Spot” og ”Rapunzel’s Luncheonette”. Det gør simpelthen pladen helstøbt, og Galper får vist hvem han er som orkesterleder. Hal Galper er en af de tunge drenge, som har været med fra starten, og jeg synes han sender os et smut tilbage i tiden på ”Yellow Days” og samtidig viser han os fremad med helt frie improvisationer, hippe ostinater og kryptiske moderne jazzarrangementer. I samarbejde med et veloplagt hold af musikere, har Hal Galper skabt et værk som cementerer hans plads og relevans i jazzlandskabet.
Som før nævnt er hele opbygningen af pladen tydeligvis meget velovervejet, og her er der et godt eksempel hvorfor man skal prøve at opsøge, at høre albums i sin helhed. Det er aldrig tilfældigt hvilken rækkefølge numrene ligger i, og det er meget tydeligt på denne plade, at vi har en ret intens a-side. På starten af b-siden får vi lidt ro på, hvor der så til allersidst vendes tilbage til den oprindeligt moderne spillestil, som vi hører på a-siden. Alt i alt fremstår Ivory Forest som en helstøbt plade med masser af kreativitet, nostalgi og velplacerede klichéer.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
