Guld fra Gemmerne #4 Black Stalin - In Ah Earlier Time, 1981
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe.
Af Jens B.
Nogle genrer er gennem tiden blevet udvandede, fortærskede og så stereotype at det kan være svært at tage musikken alvorlig. Netop fordi man kan få negative associationer til f.eks. scener i film, hvor kulturer bliver skildret karikeret og naive, kan man ende med at leve et helt liv hvor man bevist undgår visse typer musik.
Black Stalin repræsenterer calypso i sin reneste form, og jeg vil anbefale at man giver ’In Ah Earlier Time’ et lyt, hvis man gerne vil prøve at høre noget rå-swingende calypso udført af autentiske musikere fra Trinidad-Tobago.
Stilistisk er vi i et musikalsk udtryk som udstråler pondus, definerede calypsorytmer og en potent blæsersektion, som går ind og lægger musikalske kommentarer under vers, omkvæd og især i mellemstykkerne. Hvis man går ind og laver en analyse af akkordskemaerne i sangene, er vi i en verden med diatoniske akkordforløb med få enkelte traditionelle lokale modulationer. Som når man hører Bob Marley & The Wailers, får man virkelig respekt for den ro der er i de simple repetitive akkordrundgange og former. For at musik som det her skal fungere i praksis, skal der være en fælles musikforståelse i bandet om hvordan, man får musikken til at swinge. Der er intet påtaget over disse musikere, som kender sin plads i bandet og hvad musikken kalder på – vi er nemlig i calypsoens hjemland. Det handler om at holde sig til sine roller, forstå traditionen og ikke træde hinanden over tæerne i det musikalske blend. Prøv f.eks. at lytte på basspillet på pladen – det er totalt konsistent og underbygger resten af bandet hele vejen igennem på indspilningerne.
Selvom musikken virkelig er proppet med klichéfyldte akkordrundgange uden de store melodiske overraskelser, gemmer der sig et oprør i Black Stalin, eller Leroy Calliste som er artistens borgerlige navn. En enkelt linje i nummeret ’Not That Man’ opsummerer ret præcist hvad jeg mener med dette oprør. Han synger:” Please, please, please, please take that white man away”. Der er en virkelig effektiv diskrepans mellem det musikalske og det lyriske udtryk i musikken. Black Stalin bruger sin hjemmebane, calypsomusikken, som platform til at formidle sine budskaber og protest mod den europæiske koloniale undertrykkelse, som folket har oplevet massivt i den Caribiske østat siden slutningen af 1400tallet.
Jo flere gange jeg lytter pladen igennem, jo mere karismatisk synes jeg det hele bliver. Det er tydeligt, at Black Stalin ikke bare er en hvilken som helst artist, men nærmere en repræsentant for de undertrykte, familierne og de svage blandt sit folk. Fremadrettet vil jeg i hvert fald helt klart opfatte ham på lige fod med Fela Kuti (Nigeria) og Bob Marley (Jamaica) i forhold til de stærke politiske budskaber, og den autentiske musik, han skaber med sine utroligt fede medmusikere.
Det her er en festlig plade med masser af indhold, når man lytter godt efter. Man skal ikke lade sig narre af den fremtrædende calypsorytmik, her er nemlig masser af tyngde og kunstnerisk integritet at finde. Jeg vil anbefale at lytteren kommer igennem de første par numre, og derefter kan jeg næsten garantere, at det bliver en medrivende oplevelse. Det er fedt med en plade, man kan høre på forskellige planer. Enten har man protestbrillen på, eller også bruger man pladen i forbindelse med fest og farver – denne plade er nemlig gennemsyret af politiske budskaber camoufleret i sol og sommer.
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
