Guld fra Gemmerne #41 Apropos - Pi, 1984

Apropos – Pi (1984)
Kim Wilde (bass, keys), Henrik Sahn (trommer), Frans (guitar), Kold og Tot (kor?), Niels Svarrer (piano m.m.), Naumann Jr. (guitar), Michael Ingo Adelørn (elektronisk percussion), Robert Sezgin (sang) og Helle Dioni (sang).

Vi starter tredje sæson af Guld fra Gemmerne ud med en plade, der mildest talt er omkranset af mystik og generelt sparsom på information om bandet. Hvis vi søger ’Kim Wilde’ på Google, kommer der rigtigt mange resultater. Dog er resultaterne et hav af links, der henviser til det engelske kvindelige popikon Kim Wilde, som man roligt kan konstatere, er en anden type end den Kim Wilde, der både skriver musikken og spiller bas og keyboard i bandet Apropos. På pladens bagside ser vi en række billeder fra studiet, hvilket er rart, for det er nemlig svært at finde ud af hvem de her mennesker er. Dog kan vi se langhårede Kim Wilde sidde og se seriøs ud bag en mikserpult. Kropssproget indikerer at dette projekt er liv eller død for Wilde. Musikken er meget tidstypisk og hvis man kender til Sebastians album Cirkus Fantastica fra 1979, vil man kunne genkende ’lyden’. Vi er i en periode hvor rocken godt må være storslået med masser af rumklang, helteguitarsoloer og mange trommer i sættet. Derudover bliver der hældt godt på med synthesizerens væld af elektroniske inputs.  

Der er rigtig meget kvalitet på dette album, musikken og arrangementerne er gennemarbejdede hvilket gør at mange af numrene kommer godt og sikkert i mål – hooks, breaks og riffs ad libitum. Lige til radioen. Men vi hører også numre, hvor der bliver eksperimenteret, og det klæder albummet som helhed. Her kan især to numre fremhæves – Tåben og titelnummeret Pi.

Tåben er delt op i to afdelinger, den spændende udforskende instrumentale intro og så det reelle nummer, som emmer masser af energi i bandet. Det virker som om der har været en instrumental komposition i overskud, som de lige har fået til at passe som intro på Tåben. Ikke desto mindre er det rart med noget uforudsigelighed.
Pi hedder pladen og Pi er også navnet på et af de mere interessante numre rent musikalsk. Der sker nemlig noget i musikken, som bærer præg af at komponisterne her eksperimenterer med nogle lidt mere øreskurende redskaber fra værktøjskassen. Uden af have lavet den store funktionsharmoniske analyse af introen kan jeg godt forestille mig, at de har brugt pi som et dogme i denne komposition. Det er usandsynligt at komponisterne Kim Wilde og Niels Svarrer har taget bind for øjnene og valg x antal tilfældige akkorder. Selvom det lyder sådan, er der nok en bagtanke bag, og det er her, jeg tror pi som matematisk koncept spiller en lidt større rolle en som så. Dog bliver det heller ikke så mærkeligt, at der ikke er plads til power-akkorder og sirlige riffs i både synthesizer og guitarer.
Forstå mig ret, musikken og musikerne virker ambitiøse, dog befinder vi os stadig i et land hvor gode gamle, og lidt fortærskede, tematikker bliver taget op. I Hey Lady hører vi om hvordan denne lady bare skal smide alt hvad hun har i hænderne og stole på den mandlige hovedrolle - helt ukritisk. Med ordene ”Oh lady, sig at du har lyst til mig”, ”du og jeg skal vælte alt omkuld” og ”vi skal vise alle andre hvordan vi vil leve og dø” får bandet virkelig givet sit bidrag til udvalget af desperate kærlighedssange. I V.I.P. hører vi en storslået kritik af konceptet penge, hvilket også er et klassisk ny-hippie-signal at sende i sin musik. Nemlig at vi hader penge! Penge er roden til alt ondt og kun onde mennesker elsker penge! Noget i den stil. Her bliver de grådige småkapitalistiske typer kritiseret og sangen er fyldt med linjer som disse: ”Mennesker uden penge er fanger i et fængsel… penge på vores konto, det er vores motto” samt C.V. Jørgensen-agtige rim som f.eks. million og depression – så får vi vist sat tyk streg under pengenes uendelige iboende ondskab. Det er lige efter bogen i denne 80’er æra, hvor det at hade penge var rimelig sejt og samtidig tilpas kontroversielt i pop/rock-verdenen. Det må dog ikke blive alt for samfundsrevsende, så der skal selvfølgelig også være plads til de følsomme ballader. Her er Vi er så alene et af pladernes stærke numre, selvom det bliver en anelse sukkersødt. Smag og behag – musikken er vellydende.

Men altså helt ærligt – hvem er Knold og Tot? ’Frans’? Naumann Jr.? Kombineret med pladecoverets lettere okkulte udtryk med symboler i sorte og røde farver plus den kryptiske titel, er denne plade lidt af et mysterium for en som ikke kender til Apropos på forhånd. Der er masser af glamguitar, synthesizere og tydelige budskaber på pladen, men der er ikke et gram af selvironi at finde. ”Vi er så alene men håbet brænder indeni”. Pladen er fyldt med disse stærke one-liners. For at gentage referencen til Sebastians Cirkus Fantastica, kan man roligt sige at Sebastian også præsenterer en stor mængde klichéer i sin musik, men sideløbende finder vi også et nummer som Cirkus Fatastica (Sprechstallmeisteren), hvor Sebastian med en velplaceret selvironisk distance binder hele albummet sammen med sin karakter som en karikeret Sprechstallmeister. På den måde får han publikum til at løsne op af og føle sig underholdt, samtidig med at albummet opnår en form for autentisk cirkus-vibe. Et såkaldt ’comic relief’. På Pi er musikken meget seriøs, og det skal den såmænd også have lov til at være.  

Pi er et gedigent album, som er lige ud af posen i udtryk og form. Synthesizer- og korroller er med til at elevere musikken til mere end et garageband. Man skal kunne lide 80’ernes stereotype produktionslyd for at kunne lide denne plade, som indeholder masser af guitarriffs, lange trommefills. Korstemmer og guitartemaer spillet i tertser. Denne plade har hele pakken, og på mange måder er Pi det et oplagt album at begynde denne sæson af Guld fra Gemmerne med. Nogle steder online defineres albummet som værende New Wave og Synth Pop og andre steder som Elektronica og Rock. Det passer perfekt ind under den paraplybetegnelse, som jeg vælger at kalde ’Dansk Beatmusik’.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup