Guld fra Gemmerne #43 Happy Harriet - Razor Street, 1991

Happy Harriet – Razor Street, 1991
Henrik Geertz (bas & vokal), Bule Geertz (Trommer & vokal), Bill Sjøgren (guitar), Anders Rafn Dahm (guitar) og Kami (vokal)

Der må ikke herske nogen tvivl om, at vol. 3 af Guld fra Gemmerne vil komme til at indeholde en noget blandet landhandel af musikalsk indhold rent genremæssigt. Jeg tror ikke vi finder større modsætninger end Hansen (GFG#42) og så Happy Harriet hvis debutplade Razor Street, jeg er dykket ned i her.

Fra de imødekommende 70’er-akademikere på En Dag I Solen, skal vi nu 20 år frem i tiden og opleve hvordan punkrocken lød i København anno 1990-1991. Jeg havde regnet med at skulle lytte til et ukendt grunge-band, men jo flere numre vi hører, jo nemmere er det at konstatere at dette nærmere er et punkalbum. Der er nemlig på ingen måde ro på gutterne, og de spiller unisone riffs i hurtigt tempo på 80% af pladen. Lyt til Life in Barracks, Boys ’N’ Bullets og Let it Go og hør hvad jeg mener med dette. Bandet understreger også deres forhold til undergrunden med deres cover, som viser de fem bandmedlemmer stå og se seje ud foran en sex-shop. ”Sex-show Day And Night” er beskeden over slænget, mens deres kropssprog nærmere indikerer en vis nervøsitet – ja måske en synlig umodenhed og akavet modvilje over for denne nødvendige fotosession.

Selvom det er hård musik, spiller Happy Harriet ikke så tungt, som man måske kunne ønske sig. På de tidlige Pearl Jam albums fra samme periode er der virkelig tungt sammenspil, og det kan måske også have noget med produktionen at gøre. De hurtige tempi gør musikken hektisk, og derved også en del mere punket i mine ører. Musikken skal være energisk, og det trumfer tydeligvis alle andre ambitioner med musikken, og med energisk kan vi i dette tilfælde sætte lighedstegn med hurtigt. Et af mine favoritnumre på pladen går i 180 bpm, og der er virkelig gang i den. Bas og trommer spiller fedt sammen her, og selve baslyden er forbilledlig. Defineret og ’punchy’. Da jeg hørte Kami synge på City Lights første gang, kunne jeg ikke undgå at tænke på Brian Eno, men også lidt David Bowie. Måske et miks mellem de to? Kami synger med teatralsk indlevelse, og det klæder musikken. Det giver lige det ekstra krydderi, der skal til for at det hele ikke drukner i heftigt trommespil og unisone riffs. Desuden er der rig brug af en bestemt effekt på vokalen, jeg ikke kender navnet på. Som vi hører det på mange The White Stripes og The Strokes numre, hører vi her Kamis vokal, som var den indsunget gennem en telefon eller en dåse. Det lyder ret specielt og vokalen bliver meget diskant i mikset. Hør et eksempel på dette på Life in Barracks.

Razor Street er Happy Harriets debutplade, og det er altid interessant at høre hvordan bands lyder i denne fase. Det legendariske debutalbum fra Metallica, Kill ’em All, bærer præg af ungdommelighed, masser af idéer og fart over feltet, og stadigvæk er pladen ret varieret i dens indhold. På Razor Street hører vi et band, som mest vil én ting. At spille hurtigt, og derfor er langt de fleste numre up-tempo og ret smadrede i lyden. Der er masser af pentatone riffs, og soloerne er heftigt larmende, men ikke virtuose. Det bekræfter tesen om at punk i dette tilfælde handler mere om energien i tempoet end om melodisk ekvilibrisme. Ingen tvivl om at guitaristerne nok kunne spille nogle mere klare melodiske linjer i soloerne, hvis numrene var gået langsommere, men det ville nok også punktere musikken fuldstændig. Punkens identitet er bl.a. at komme så langt væk fra det perfekte som muligt, altså et modsvar til det elitært korrekte. Derfor giver det god mening, at der bliver set lidt stort på om sololinjerne kommer i mål i logiske vendinger.
Det skal dog siges at der er enkelte numre, som eksperimenterer med arrangementerne og her kan 55. Razor Street og On Red Devil’s Boat nævnes. I sidstnævnte hører vi et interessant bud på et miks mellem det vi kalder half-time og double-time. Vi har en følelse af half-time, men hi-hat og guitar spiller 16. dels prægede figurer. Det er fedt at lytte til og det giver fornemmelsen af et rytmisk ’grid’, der fungerer rigtig fedt. On Devil’s Boat er et nummer, der ender med at vende flere forskellige hjørner, og det er også et af pladens længste sange. Det er fedt med en plade, hvor der både er plads til de korte ’derud-af-numre’, men samtidig også gør plads til lange numre med lidt mere forløb.

Det må have været intenst at være til Happy Harriet koncerter i 1990’erne, og de har sikkert passet rigtig godt ind i den unge bølge af musikere, der gerne ville smide glam-rocken af sig, og prøve kræfter med en mere ungdommelig spillestil. Man måtte pludselig gerne se lidt utjekket ud, og håret skulle helst ikke være sat. Razor Street er ikke en nyskabende plade, men nærmere en plade der bidrager til koret af oprigtigt habile rockbands, som blomstrede op på den danske scene i løbet af 90’erne. Ved at undersøge bandet på Discogs kan vi se, at Happy Harriet kom ud med deres andet album i 1993, men det er øjensynligt også det sidste man hørte til dem. Måske endte medlemmerne i andre bands, måske skiftede bandet navn – begge udfald er lige sandsynlige.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup