Guld fra Gemmerne #45 Morti Vizki - The Golden Hour of Morti Vizki, 1982

Morti Vizki – The Golden Hour of Morti Vizki
Ole Boeslund (guitar), Mikhail Brünhöj (trommer og percussion), Lars Lund (saxofon), Henrik Poulsen (saxofon), Evan Pedersen (bas), Anders Nordstrand (bas), Marti Vizki (keyboard)

 Warning: This music does not contain any punk or new wave elements.

The Golden Hour of Morti Vizki er en lytteoplevelse, jeg ikke havde set komme, og for at være helt klar i spyttet her fra start, kan vi roligt sætte streg under den eklatante løgn, som står i citatet på coverets bagside. Denne plade indeholder så mange new wave- og punkelementer, at det halve kunne være nok. Hele det visuelle udtryk på pladen og det musiske indhold skriger ungdommelig legesyghed, og der er ingen tvivl om at gruppen prøver at komme så langt væk fra en rød tråd, at netop dét ender med at blive den røde tråd på albummet.

Det er umuligt ikke at komme til at tænke på David Bowie, når vi hører The Golden Hour of Morti Vizki. Hør koret synge på Mon Jardin og fortæl mig at det ikke giver netop Bowie-associationer. Der bliver leget med arrangementerne og sangene skifter stemning, instrumenter og tempo hele tiden. Det gør hele pladen meget levende og som lytter skal vi næsten holde fast i noget for at kunne følge med. Som regel prøver jeg at finde en retning, jeg kan skrive ind i, men denne plade gør det virkelig svært at finde fodfæstet, og jeg tror netop det er det, Ole Boeslund gerne vil opnå med dette eksperimenterende unge orkester. Ole Boeslund, Morti Vizkis storebror, er hjernen bag sangene og Morti er den 19-årige androgyne frontfigur, som udover vokal også står for de massive inputs på synthesizer. Morti Vizkis historie og person er i sig selv interessant. Som 13-årig bliver han forsanger i sin storebror Ole Boeslunds punkband, og her 6 år senere i 1982 debuterer bandet med denne plade. Det var også i de her tidlige år, aliasset Morti Vizki blev skabt. Et navn der viste sig at holde ved resten af hans kunstneriske liv, men Morti Vizki er nok bedst kendt som digteren fremfor sangeren. Selvom han døde i en tidlig alder af 41 i 2004, havde Morti ekstremt meget på hjertet, og med et hav af anerkendte udgivelser i ryggen kan man roligt sige, at han havde en tydelig stemme i sine digte på den danske litterære scene. Men nu skal vi tilbage til musikken!  

Hvad kalder vi en plade hvor der synges på fem forskellige sprog? På Mon Jardin synges der på fransk, på Cowboy Von USA synges der på tysk, på Tenga La Bondad synges der på portugisisk. Nå ja, og så hører vi også den lille pige Carina Boeslund Poulsen fremføre en mindre monolog på dansk i introen på Heavy Punks. Hun gentager sætningen ”Mit navn er Carina Boeslund Poulsen, vi samler penge ind til små børn i Polen, nu skal I høre…”, indtil musikken skifter over i noget, der bedst kan beskrives som en blanding af Back In The U.S.S.R. og Let Me Entertain You. Fik jeg nævnt at der på vinylens label står O.B. Fanclub Music? Intet ved denne udgivelse giver særlig mening, og som producer på pladen må selv den rutinerede Tømrer Claus have tænkt sit.
Artiklen her ender med at blive lige så eklektisk som albummet, fordi musikken simpelthen stikker i så mange retninger. Det er fuldstændigt befriende utøjlet musik, som ikke har været igennem et hav af smagsdommere, før det er blevet udgivet. Der er mange interessante passager og detaljer, at dykke ned i. Hør f.eks. det dystopiske synthesizerspil i introen på Tenga La Bondad. Prøv at sammenligne den synthesizer med den næsten helt 8-bit-agtige version på pladens outro Dance of The Favorite Youth, og hør hvor vidt forskellige udtryk, vi har med at gøre her. Saxofonerne er især vigtige for pladen, hvis du spørger mig. De binder numrene sammen og er i mere eller mindre grad i baggrunden på de fleste numre. De giver en fornemmelse af sammenhængskraft på tværs af numrene. På Igranka, God’s Own Gypsy og Athene kan man høre tre forskellige bud på, hvordan saxofonerne bruges som hhv. effekt og i solistiske sammenhænge. Mikset mellem det akustiske og det digitale virker påfaldende godt, og det er nok også derfor at denne New Wave genre blev så populær og stadig er det. Den lyd vi hører på The Golden Hour of Morti Vizki repræsenterer en helt særlig periode i rockhistorien, hvor man virkelig prøvede at forene den rå punk med elementer af legesyghed og sjove inputs.

Rent kompositorisk er det virkelig øst og vest, det her, men der er nogle klare perler på pladen, som kan tilskrives Ole Boeslunds kompromisløse tilgang til komposition. Et nummer hvor vi kan fornemme, at bandet ikke bare spiller nogle lette akkordrundgange, men faktisk har øvet sig rigtig meget, er Athene. B-sidens åbner er her i forfriskende 6/8, men det skifter hurtigt over i mange skift i både tempo og metrik. Det ender ud i en form for chase mellem saxofoner og guitar, og musikken fremstår underholdende og så uforudsigelig, at man ikke kan lade være med at lytte videre. Hvad finder de nu på? Jazz ’n’ Jive er en skør komposition, hvor vi pludselig lader som om, vi er med inde og høre bandet spille på en lille scene i et brunt værtshus. Mellem småskænderier og klirrende ølflasker står to af bandmedlemmerne pludseligt og diskuterer, hvorvidt dette nummer vil ende ud i en synthesizersolo. Alt imens rytmegruppen upåvirket spiller videre i dette nummer, som intet har med jazz at gøre. Og ja – selvfølgelig kommer der til sidst en lang solo leveret af selveste Morti Vizki. Det er nærmest en sketch.

Gutterne har sans for teater, og det kan vi se på både det visuelle udtryk i pladeomslaget, men det kan også høres i musikken. Det er excentrisk og open-minded.  Personligt kender jeg ikke til mange danske bands, der lyder sådan her. Debutplader er sjove, og The Golden Hour of Morti Vizki er ingen undtagelse. Dog ved vi, at bandet har spillet sammen i mange år inden denne udgivelse, så det giver stof til eftertanke – gad vide hvordan de lød førhen og hvordan det hele er blevet så eksperimenterende? Jeg vurderer skaberne af dette værk som kunstnere, som ikke helt har fundet deres talerør endnu. Det bekræfter Morti Vizki i hvert fald, da han ender med at være digter og lægger musikken bag sig. Der er uendeligt stor forskel på det visuelle udtryk når vi sammenligner f.eks. GFG#43 Happy Harriet - Razor Feet og denne plade. Vi har med to danske rockbands at gøre med ti år imellem, og hvor Happy Harriet ser ukomfortable og lidt akavede ud på coveret, er The Golden Hour of Morti Vizki en collage af personlighed, unikke selvportrætter og små gemte beskeder.  

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup