Guld fra Gemmerne #46 Funerals - Elsker Livet, 1986

Funerals – Elsker Livet, 1986
Jacob Sørensen (bass, vokal og guitar), Robert Borges (trommer og kor), Mikkel Dyekjær (guitar og kor), Tue Arnkill (saxofon, kor og akustisk guitar) og Niels Eriksen (spoken words)

The sound of Århus 1986! Med et stærkt opstemt publikum og et særdeles veloplagt band på scenen kan det ikke gå galt. Funerals (eller The Funerals, som de selv præsenterer sig som) leverer et overraskende vellydende produkt på Husets scene i Århus, og der går ikke mange minutter før vi kan fornemme, at det er et enormt velspillende orkester, vi har med at gøre.

Bandet begynder med et nummer a la The Stone Roses, med et gennemskueligt og lettere banalt harmonisk udtryk, som tager os sikkert fra 1. trin til 4. trin. En kadence brugt på 1000’vis af numre, men der som til stadighed bliver brygget musikalsk suppe på – og nummeret Rat & The Roses er ingen undtagelse. Som lytter bliver jeg overrasket, men også glad for at høre at denne plade har poppede elementer, men spillet i en post-punk stil med masser af chorus-effekt på hele pladen, som vi bl.a. også kan høre det på The Cures sublime album Seventeen Seconds fra 1980. Der begynder at tegne sig et mønster og en åbenbaring er ved at udfolde sig for skribenten – det lader til at Danmark hele tiden er 5-10 år bagud i sine genremæssige gennembrud. Hvor genren New Wave havde sit gennembrud i midten af 1970’ernes USA, lever den stadig i bedste velgående i Danmark i midt 1980’erne. Det lader til, at Danmarks musikere i store træk har kigget mod USA som en form for rockens axis mundi, som har dikteret i hvilken retning populærmusikken og rocken skulle udvikle sig i, samt hvilke strømninger der er populære og derfor værd at prøve kræfter med herhjemme i lille Danmark. Vi så det med grunge-musikken som også spredte sig som en steppebrand i Danmark flere år efter Nirvanas debutplade i USA i 1989.  

Elsker Livet er en spøjs titel på et album som er er 98% engelsksproget. Kun i det dystre nummer Den Evige Galge hører vi forsanger Jacob Sørensen synge på dansk, og ellers er det kun mellem numrene, vi hører ham præsentere numrene på dansk. Resten er engelsk, og på trods af den optimistiske indledning på Rat & The Roses bliver musikken i stigende grad mere og mere dyster. Vi har med et band at gøre her, der forstår de genremæssige spilleregler, men som også forstår at bruge instrumenterne på en måde, der får musikken til at lyde af rigtig meget. På Paraschute Love (ja, der er en stavefejl i denne titel), kan du høre et fremragende eksempel på hvordan guitaren bliver brugt som et malende/støjende element i musikken. Det samme gælder på Prison. På lige fod med saxofonen er guitarens rolle på denne plade i høj grad effektpræget, og det giver til tider anelser til shoegaze-musikken, eller som vi også bredt kan betegne det – støjrocken. Bas og trommer spiller derimod knivskarpt og rytmisk sammen, og det er netop denne form for kontraster i gruppen, der giver klare associationer til post-punken. Udover Den Evige Galge, er Sex nok et af albummets mørkeste og mest kontroversielle numre. Som indledning bliver der sagt følgende inden musikken for alvor starter: ”Musikken handler om en soldat i Afghanistan, der bliver sexgal af sine grusomme handlinger dernede. Så en dag møder han en kylling. Senere da solen er gået ned, begynder han at gå videre gennem ørkenen med kurs mod paladset for at finde præsidenten. Det skal dertil siges han har erigeret lem stadigvæk”. Så er stilen ligesom lagt, og med disse ord starter der et tromme/bas groove, som er værd at dyrke. Baslyden er generelt meget diskant og pumpet med chorus-effekt på hele pladen, men her bliver der tilmed spillet slap-bas, hvilket kræver et vis teknisk overskud. Hele nummeret igennem spiller bas og trommer totalt stramt. Samtidig hører vi en perifer klagende saxofon og en støjende guitar, som formår at binde musikken sammen. Sex er et nummer, hvor der ikke sker meget harmonisk men rent dynamisk og arrangementsmæssigt sker der rigtig meget, og det vidner om et solidt sammenspillet band, der har forstået hvordan man kan få denne traditionelle rockbesætning (lige på nær saxofonen måske) til at fylde rigtig meget. De tager chancer og der er taget stilling til alt, lyder det til. Vi har nemlig de The Stone Roses lucky-go-happy numre, og så har vi de mere dystre numre, som tager en tilbage til det tidlige The Cure, hvor albums som Seventeen Seconds og Pornography dukker op som oplagte referencer til postpunken.

I forhold til at Elsker Livet er en livekoncert, må jeg indrømme at jeg er ret imponeret over hvor professionelt og stabilt et band Funerals er. Det er ikke første gang jeg støder på et dansk band fra denne periode, som har et tårnhøjt niveau, men som ikke har udgivet ret meget musik. Det gør næsten hele auraen omkring bandet og musikerne mere mystisk og spændende. Ligesom vi kunne konstatere det med Happy Harriet og Morti Vizki, har Funerals ikke mange udgivelser i bagagen. Det lader til at denne liveplade er den første registrerede udgivelse, men her skal vi nok være lidt forbeholdne for Discogs’ katalogisering. Det giver umiddelbart ikke nogen mening at de har så færdigt et produkt i 1986, for så først otte år senere at udgive et studiealbum i 1994, som det fremgår af Discogs’ kronologi af bandets diskografi.

Med tydelige punkelementer på Paraschute Love, Plastic Wall, Den Evige Galge og mere poppede oaser på Rat & The Roses, That You Must Have Too og Houses Like Mine kan vi roligt sige at Funerals er et band, der ikke har noget problem med både at være de bløde og de hårde drenge samtidigt. Samlet set giver det os som lytter en oplevelse af en rar variation i de harmoniske aspekter så vel som de rytmiske. Der bliver leget med temposkift, og enkelte numre er spillet i helt karikerede hurtig-punk-tempo. Hvis man er til den slags, skal man lytte til Plastic Wall og passager i They Kill People. Dog sætter jeg pris på variationen i de musikalske udtryk i sangene, hvilket fortæller mig noget om en vis modenhed i sangskrivningen. En form for respekt overfor publikum, og en viden om sætlistens uundgåelige og vigtige dramaturgiske effekt. Elsker Livet er en blandet pose velvalgte bolcher, og jeg er helt sikkert ikke færdig med at høre, hvad de har lavet udover denne vellydende live-plade.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup