Guld fra Gemmerne # 47 - Lotte Rømer Band - 3-1, 1981

Lotte Rømer Band – 3-1, 1981
Ole Rømer (saxofon, trommer, percussion og kor), Per Wium (el. piano, rhodes, synth, keys og kor), Ivan Horn (guitar, slide-guitar og kor) og Lotte Rømer (bas og vokal)

Vi er tilbage i de tidlige 80’ere, hvor behovet for solide livebands var konstant. Ingen streaming, kun ’the real deal’ var en mulighed, hvilket også betød at mange at de helt store bands i dag, startede med at spille til baller i diverse haller rundt i provinsen. I et interview med C.V. Jørgensen på DR’s gamle flagskib Temalørdag, udtaler Jørgensen at de i 1970’erne kunne spille året rundt hvis de ville. Der var ikke mange dansksprogede beat-rock bands på markedet, hvilket betød at der var nok at lave. Sikke en tid! Originalmusikken fik lov at fylde på scenerne til festerne rundt i landet. Sidenhen er mange af disse danske kunstnere vokset sig til deciderede legender på vores nationale scene. TV-2, C.V Jørgensen, Sebastian, Kliche/Lars, H.U.G, Johnny Madsen etc. Listen er lang. Tanken om det røgfyldte 80’er bal dukker op hos mig, når jeg ser billedet, som er lagt som bilag på 3-1. Her ser vi et band i fuld sving mens der er dansende folk på gulvet. Der bliver givet gas i både band og publikum.

3-1 er Lottes tredje udgivelse, og det er tydeligt at høre at gruppen ikke lige er startet. For selvom den overordnede lyd i gruppen er et radiovenligt udtryk, kan vi roligt sige at Lotte Rømer Band ikke er bange for at tage chancer og musikken er generelt meget varieret. I Flimmer hører vi brug af et effektivt virkemiddel, da Lotte i omkvædet spiller en form for dronebas/pedalpunkt. Altså en tone, som spilles under alle akkordskift i længere passager ad gangen. Det lægger også grund til en overbevisende guitarsolo. Musikken er velskrevet med spændende akkordforløb. Nogle gange banale, andre gange uforudsigelige. I Det er Dig hører vi den følsomme 6-5-1 kadence, der som regel præger musikken med en salig følsom nerve. Samtidig hører vi en helt stereotypt staccato guitar guitarspil dominere musikken. I Velkommen Mr. Chips, Klovneri og Mikado er musikken præget i en mere funket retning. Masser af unisone riffs og stramme overgange. Jeg elsker virkelig den måde Lotte Rømer er så overskudsagtig på hele albummet. En ting er at spille så levende og varieret basspil, som hun gør, men samtidig at synge med så meget power og overbevisning. En rigtig rock mama. På Klovneri hører vi endda at hun er så afslappet, at hun smågriner på et tidspunkt. Det er som om hun har fået et blik eller en grimasse fra en i bandet, mens de optager. Sådan nogle små detaljer gør virkelig musikken levende og overbevisende.

På b-siden åbnes der op med et helt The Power Of Love-agtigt synthesizerspil. Et radiovenligt nummer. Det har helt sikkert ikke været tilfældigt, at enkelte numre skulle være overvejende lige-ud-af-landevejen rocknumre. Det er vigtigt i denne type band at have nogle syng-med numre. To Spor er et godt bud på et sådant nummer. Dog får jeg den største optur over denne plade, når bandet tager fusen på mig. Én ting er de stramme unisone arrangementer, som vi f.eks. hører i Mikado, men en anden ting er, når musikken begynder at blive syret, hvilket den ender med at gøre jo længere vi kommer på pladen. Særligt Sidste Dans er et nummer, som overrasker. Nummeret begynder med at være et godt gedigent rocknummer. Bord-og-stol-trommer og masser af forventede lifts og powerakkorder over det hele. Så kommer saxofonen snigende, og lige pludselig skifter musikken karakter til den syrede side. Bægeret flyder over og de giver los. Hvis man hører Whole Lotta Love fra Led Zeppelins ikoniske anden plade, hører vi hvordan bandet syrer totalt ud ad en tangent for så at vende tilbage til det oprindelige groove i 6. gear. Jeg skal love for at vi hører en lignende situation på det her nummer. De flipper helt ud, og kontrasten er enorm – både til det nummer vi er i, men også til hele pladen faktisk. Guitarsoloen kan pludselig noget helt andet, fordi bandet er begrænset til trommer, guitar og effekter. Dvs. rammerne er åbnet op for at spille eksperimenterende. Når bandet så vender tilbage til det oprindelige groove, er det med fuld styrke og en del mere råt end i starten. Nummeret får endda lov til at syre helt ud i outroen. Sidste Dans er en kæmpe overraskelse, og en solid måde at gøre anlæg til at runde pladen af. Når vi så rammer pladens sidste nummer, Mens Tiden Står Stille, er vi helt nede i tempo. Der introduceres en dyb synth-drone og flydeakkorder. Jeg elsker denne her dystopiske side af 80’ermusikken. I samme år som denne plade er produceret er filmen Gummi Tarzan produceret, og det er også en film med et udpræget 80’er synthesizersoundtrack. Gummi Tarzan er blot et af mange eksempler. 80’ernes musik bar præg af nogle helt specielle lyde, som den dag i dag er tiltagende eftertragtede, da mange af os forbinder 80’erne med nostalgi og der for er mange af disse lyde retro på den fede måde. Jeg er ikke ekspert i synthesizers, men der er virkelig en speciel aura over denne udprægede synthesizerlyd.

Mange af numrene på 3-1 er rimelig simple i deres budskaber, dog er der et enkelt nummer som bør fremhæves som en samtidsreference. Pladens første nummer Flimmer er ret tankevækkende. Når man ser bort fra at musikken er meget lige ud af landevejen, er det uundgåeligt at finde det påfaldende hvordan Lotte og co. synger om hvor forstyrrende og distraherende ’flimmeren’ er. Hvis der er noget, der er oppe i tiden nu, så er det debatten om skærmtid og sundhed. Det er interessant at man allerede i 1980’erne bemærkede den her tendens til at folk blev opslugte af dette medie. Her taler hun naturligvis om fjernsynet, og nu om dage er det naturligvis meget mere end det. Jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over hvad der er sund adfærd ift. skærmbrug, men det skal blot understreges at temaet har været oppe lige så længe, som fjernsynet har været allemandseje, og her hører vi et godt eksempel på en kommentar fra 1981.

Når vi så sætter pladen på, bliver det tydeligt at det her ikke bare er et røvballeband fra garagen. Nej vi har med et band at gøre, som i mine ører spiller på så højt niveau, at mange af numrene lige så godt kunne have blevet store hits. Men hit-lotteriet viser sig igen at være ulogisk, og her ser vi endnu et eksempel på et band, jeg ikke mener har fået den anerkendelse, det fortjener. Når jeg bruger et begreb som hit-lotteriet, er det fordi jeg i den grad mener at Lotte Rømer Band spiller mindst lige så godt som Sneakers, DoDo & The Dodos, Thomas Helmig band osv. Hvis man er den type, der elsker at sætte 80’er hits på anlægget for at komme i godt humør, vil jeg anbefale at man giver Lotte Rømer Band 3-1 en chance. Der er nemlig masser af gode numre, som sagtens kunne indgå i ens repertoire af bundsolid 80’er pop og rock

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup