Guld fra Gemmerne #48 The Sharing Patrol - Day After Yesterday, 1986

The Sharing Patrol – Day After Yesterday, 1986
Johnny Sangster (lead vocal og guitar), Jonathan Stibbard (trommer, keys, kor og vokal), Henrik Tuxen (bas, kor og vokal), Charles Masko (keyboard), Frederik Lundin (tenorsaxofon), Henrik Pedersen (trompet) og Søren Eriksen (altsaxofon).

Som så mange andre spændende kulturelle hovedstæder, har København huset mange forskellige typer kunstnere fra hele kloden gennem tiden. Dexter Gordon og Ben Webster er to gode eksempler på jazzmusikere, der fandt ro og genvunden musikalsk oprejsning, efter de tog rejsen over Atlanten og etablerede sig i det danske. Johnny Sangster og Jonathan Stibbard gjorde det samme efter deres high-school tid, og her stiftede de bekendtskab med den danske bassist Henrik Tuxen, og The Sharing Patrol var hermed skabt.

Vi snyder lidt i denne udgave af Guld fra Gemmerne. For selvom alt er foregået i København, og hovedvægten af de medvirkende musikere er danskere, er det altså amerikanske Johnny Sangster, der er i førertrøjen her på dette poppede rockalbum, der repræsenterer en mere blød og radiovenlig udgave af triorocken, som fandt sit indpas i denne udformning i midt-slut 1980’erne. Jeg synes trioformatet er spændende. For selvom vi har en række medvirkende musikere på pladen, er kernen af gruppen de tre musikere Johnny Sangster, Jonathan Stibbard og Henrik Tuxen. Der er masser af plads i lydbilledet til at fylde ud, uden man træder hinanden for meget over tæerne. Henrik Tuxen er meget tydelig på pladen, og det er rart at høre bassen helt i front som et ligeværdigt, nærmest melodibærende, instrument på linje med guitaren. Bassen starter en god andel af numrene. Vi hører både en tung 4-i-gulvet-bas på Day After Yesterday, en mere melodiøs udgave på Theme From The Sharing Patrol og til sidst det unisone riff i Testament of Youth. Gruppen har tænkt over arrangementerne, og på trods af de til tider overvejende klichéfyldte numre, opleves en stor del af musikken som værende søgende og legende. De er en rigtig fin balance på pladen, og selvom vi har med en debutplade at gøre, virker gruppen moden.

På In The Bucket får vi The Sharing Patrols bud på hvordan en rocktrio skal lyde, med spændende opbygninger og en del mere smadr i hele lydbilledet. Sådan her kan man forestille sig, gruppen har brugt rigtig mange timer sammen i øvelokalet. Et jammet og legende rockunivers, som så mange har forelsket sig gennem tiden. In The Bucket er for mig et pusterum fra de poppede radiovenlige numre, og det er et godt eksempel på, at selvom gruppen muligvis har promoveret sig i en mere mainstream retning, har pladen altså mere at byde på. Derfor skal vi huske at lytte til hele albums! Man sidder tilbage med en fornemmelse af et band, der kan mange ting. De er heller ikke bange for at spille helt gedigne singer songwriter-sange, og her skal især Like A Corpse fremhæves som et af pladens stærkeste kompositioner. Kort og godt, med masser af forløb i musikken. Jeg kommer til at tænke på både The Stone Roses og The Kooks, når jeg hører The Sharing Patrol. Begge er bands, som har rødder i England, og som repræsenterer et bud på poppet rock med masser af karisma. Mange andre kunstnere kunne nævnes, og et nummer som Like a Corpse kunne også sagtens have været et Oasis nummer. Der er den her britrock-lyd, hvilket er ret tankevækkende nu vi har med hhv. amerikanske og danske musikere at gøre. Ved at læse om Johnny Sangster kan vi fornemme en perfektionist tone frem på nethinden. Han er musiker og producer, og han har helt sikkert været meget med inde over hele produktionen på dette album. Efter sine år i Danmark vælger han at trække tilbage til Seattle som producer, og The Sharing Patrol er blot et ud af mange projekter, Sangster har medvirket på – på den ene eller anden side af mixerpulten.

Gaffa beskriver hvordan The Sharing Patrol leverede særligt specielle aftener på Rust i gamle dage, og bandet blev også gendannet til både Rusts 15 og 25-års jubilæum. I Gaffas artikel om Rusts 25-års jubilæum henviser de til en liveplade indspillet på Vega i1996, som skulle være noget særligt, hvor danske kunstnere som Peter Peter og Pernille Rosendahl er med i bandet. På trods af debutpladens lettere poppede udtryk beskrives The Sharing Patrol som ”et heftigt liveband”, og det giver mig en ledetråd om at musikken nok bliver mere progressiv med årene, end den høres på Day After Yesterday.

Det er jo sket før, at danskere gør karriere i amerikanske bands, Lars Ulrik (Metallica) og Mick Grøndahl (Jeff Buckley) er gode eksempler. Dog er de blevet kendte i et amerikansk miljø, og i The Sharing Patrol lader det til, at de to amerikanere har fundet glæden blandt danskere i Danmark. Day After Yesterday er et rigtig fint eksempel på hvor godt den danske og amerikanske rockkultur- og forståelse harmonerer, på trods af de ellers store grundlæggende kulturelle forskelle der trods alt er at finde mellem vores to nationer.

Hvis du godt kan lide pop i den bløde ende, men stadig med masser af kant skal du give Day After Yesterday en chance!

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup