Guld fra Gemmerne #50 Thors Hammer - Thors Hammer, 1971

Thors Hammer - Thors Hammer (1971)

Michael Bruun (guitar & piano), Simon Koppel (trommer), Jesper Neehammer (div. saxofoner), Henrik Bødtcher (bas), Henrik Langkilde (orgel og klaver) og Peter Nielsen (vokal)

Hvad tænker du hvis jeg siger Yes? Genesis? Svaret er naturligvis progressiv rock! Vi gør os fri fra alle dogmer om sanglængder og gentagelser og kigger på musikalske opbygninger med nye briller. Musikken flyder frit, og det eneste der kan tøjle den er de musikere, som forstår at udvikle, bidrage og spille levende musik, som ender med at tage den steder hen, man ikke havde regnet med. Netop dette er en af de helt store kvaliteter ved den tidlige prog-rock, og Thors Hammer er endnu et af de albums, jeg er stødt på i denne artikelserie, som jeg ikke forstår, jeg ikke har stødt på før. Bandet spiller helt forrygende og med gode høretelefoner på anlægget, kan man ikke andet end at læne sig tilbage og nyde dette levende og organiske bands rejse gennem et hav af musikalske idéer, rytmiske udvekslinger og stramme arrangementer. Kontrasten mellem det arrangerede og det improviserede er på denne plade utroligt lækkert bundet sammen, og det er for mig et bevis på at disse musikere ikke bare er hvem som helst.

Simon Koppel og Henrik Bødtcher udgør basen for en uhyggeligt stærk rytmegruppe. Jeg kender Henrik Bødtcher fra Buki Yamaz, hvor han lægger bunden i et af de måske vigtigste og nyskabende bands på den danske instrumentalscene i 70’erne. Men Simon Koppel må jeg blankt erkende, at jeg ikke kender meget til, men nu har jeg i den grad fundet en plade, hvor han gør sit indpas på imponerende vis. Selvom hele gruppen spiller fænomenalt, kan jeg ikke understrege nok hvor vigtig Simon Koppels lyd er for hele det samlede indtryk. På samtlige numre agerer han styrmand for de dynamiske og rytmiske spidsfindigheder, som finder sted hele tiden under gennemlytningen af Thors Hammer. Den progressive rock kan godt lide at bryde med de klassiske sangstrukturer, man typisk forventer inde for rocken. På pladens a-side finder vi kun to numre, hvor det ene, Not Worth Saying, er hele 13:05 minutter langt. Der bliver spillet mange slag og mange toner i de 13 minutter, så meget kan jeg godt røbe. Dette nummer et godt eksempel på musik, der bevæger sig lineært frem. Vi kommer ikke nødvendigvis tilbage til det gamle, det velkendte. Man kan måske argumentere for, at der er flere numre presset sammen under samme titel, men netop dette åbner op for en vigtig samtale om, hvad vi kan definere som et enkelt nummer. Thors Hammer mener at Not Worth Saying er ét langt sammenhængende nummer. Sangen (og hele pladen for den sags skyld) er en masterclass i musikalsk overskud, teknisk overblik og en fælles musikalsk nerve, som driver hele værket fremad. Vi hører et groove i 13/8, som er spillet knivskarpt uden at miste sin organiske nerve. Selvom musikken langt hen ad vejen er meget rollebaseret, tager musikerne sig mange friheder, hvilket gør at musikken aldrig bliver steril og forudsigelig. Der er plads til lange soli, som ikke er begrænset af et stopur. Vi hører dette element af frigjorthed i soloformerne allerede fra første nummer, Mexico, som præsenterer os for en spændende guitarsolo midt i det hele. Nummeret går i 5/4, hvilket er endnu en stærk identitetsmarkør for den progressive rock. Musikerne kan godt lide at lege i de skæve taktarter, da det åbenlyst giver musikken en helt anden energi end de sædvanlige 4/4. Det kræver dog og vist teknisk niveau som musiker at kunne spille legende i de skæve taktarter, og her må jeg bare lægge mig fladt ned og sige at jeg er dybt imponeret over det sammenspil, der bliver lagt for dagen på Thors Hammer. Især Simon Koppel imponerer mig, for en ting er at kunne spille en simpel clave, noget andet er at gøre det til interessant musik. I sopransaxsoloen i Not Worth Saying leverer bandet en overbevisende præstation, som blandt meget andet byder på et mellemspil i 13/8. Taktarten er sjælden i dansk musik, og det vil for de fleste kræve, at man sætter sig og ’tæller med’. Der sker så meget i et nummer som Not Worth Saying at dette artikelformat på en måde ikke yder nummeret retfærdighed, da der er så mange detaljer, der er værd at hive frem. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale at man lytter til musikken og lader sig rive med af den intensitet, som bandet mesterligt leverer.

Det er umuligt at høre denne slags musikere spille uden at høre den åbenlyse bro, der er mellem den progressive rock og den eksperimenterende jazz og endda fusionsjazzen. Som tidligere nævnt spiller Henrik Bøtcher i Buki Yamaz, som må siges at være et af de helt store fusionsjazz-flagskibe i den danske musikhistorie. På pladens sidste nummer hører vi også gruppen spille decideret jazzvals på Evasive Dreams Beyond, og det siger mig noget om at disse folk ikke bare er rebeller i musikken, men også nørdede og åbne for al slags musik. I mine ører er Thors Hammer en smeltedigel af alle mulige musikalske udtryk, endda også fra forskellige kulturer, og generelt er hele pladens udtryk rimelig ’udansk’. Vi slipper aldrig elementet af rock, og det kommer både til udtryk i det 70’er typiske orgelspil, men også det faktum, at der på trods af de mange finurlige passager med saxofoner m.m, hele tiden ligger en højt gained elektrisk guitar og venter på at eksplodere.

Musikken skal simpelthen høres, og ord kan ind imellem være fattige når det handler om at beskrive musik. Der er så meget kreativ energi på denne plade, passagerne er varierede og arrangementerne er imponerende. Pladen er uhindret røget højt op på listen af mine favoritalbums inde for denne genre. Der herskede et magisk højt niveau og kreativt udsyn i sluttresserne og starten af 70’erne, og det er denne plade er bare endnu et godt eksempel på.
 

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup