Guld fra Gemmerne #6 Les Aborigines - Chants et Danses de l'Australie du Nord, 1979

Vi skal til festival i Paris! Tag med i min tidsmaskine og sæt dig blandt det veloplagte publikum, for nu skal vi overvære en performance af sjælden karakter. Vi er i 1979 og Festival des Arts Traditionnels er godt i gang på femte år.  Chérif Khaznadars vision om en to ugers festival fyldt med kulturelle inputs fra hele verden er igen lykkes, og vi får som publikum lov at opleve helt særegne performances som ikke blot er autentiske, men også dybt fascinerende. I blandt de mange kunstnere på programmet, hører vi her Djoli Laiwanga (chants, sang), David Blanasi (didgeridoo) og danserne David Gulpilil og Dick Plummer. Sidstnævnte kan af gode grunde kun høres gennem hørbare trin og vokale udbrud.
 

Dette er musik som skal fremføres med dansere, og det høres bl.a. på de skift der er i clavesrytmerne. Man hører disse ’chants’ fra danserne, og det fungerer som en slags guideline for musikkens variation. Musikken og dansen er et kollektiv og det er umuligt at overhøre, at denne optræden har til formål at underholde. Som vi ser på pladens forside, er kunstnerne iført flotte traditionelle udsmykninger, og didgeridooen er en central spiller i denne kunstform. Denne tilsyneladende lange hule kæp, udsmykket med de fineste motiver indgraveret i træet, kan simpelthen producere den mest karismatiske og dragende lyd. Musikken er en ældgammel tradition, og den monotone klang og dybde i dette instrument kan ikke andet end at charmere og forføre lytteren.  Jeg kan forestille mig at det er et af de instrumenter, som er langt sværere at mestre, end det ser ud til. Den kontrol, udøveren skal have over sin luft, er fascinerende. Vi hører også didgeridooen brugt på forskellige måder. Først og fremmest høres de lange droner, men der høres også disse specielle ’growls’ og andre rytmiske greb, som virkelig giver noget intensitet i musikken undervejs.
Dette kan bl.a. høres på B-sidens første nummer ’Ancien Chant Traditionnel Du Centre De L'Arnhem’. På bagsiden står der følgende om det (oversat): “In the beginning, a long time ago, our ancestors lived in this country, hunting, dancing, singing, performing sacred ceremonies. There were no towns, and they could camp wherever they pleased. They made their weapons and found their food where they looked for it. This is our country, and this song is the story of our people”.
Musikalsk er der en rød trådgennem hele pladen. Både fordi de samme to instrumenter bliver brugt på stort set alle numre (claves og didgeridoo), men også fordi opbygningen er stort set den samme. Vi bevæger os lineært fra A til B. Her hører vi ikke definerede vers og omkvæd, men det er nærmere korte numre som rummer en enkelt stemning, som stopper brat uden den store forløsning. Et musikalsk virkemiddel, der hyppigt bruges, er at musikerne vælgerne at gå i ’double-time’. Dvs. man går fra 4. dels-pulsen til en 8. dels underdeling. Enkelte gange sker det at vi hører en trioliseret underdelingsfornemmelse, som bliver antydet i didgeridooen. Det er virkelig imponerende at kunne holde en lang dronetone, og samme tid antyde sideløbende rytmiske underdelinger på dette instrument i så lang tid ad gangen, som vi hører på denne plade.
 

Det kunne være spændende at opleve denne musik live, og have mulighed for at følge danserne til musikken. Man kan høre på pladen hvordan publikum indimellem reagerer med grin og klappen-i-takt, jeg kan fornemme at denne performance har en stærk underholdningsværdi. Indimellem hører vi nemlig jubelråb og hårde tramp i baggrunden, som virkelig indikerer aktivitet og energi på scenen. Musikken underbygger det hele, og didgeridooen er musikkens hjerterytme.

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket