Guld fra Gemmerne #9 English and Scottish Folk Ballads, 1964

I den kolde vind blandt de våde golde klipper og salte hav toner melankolien frem i vinden i form af sange om længsel og det, der var engang. Dette er legender om tapre sjæle, fordækte skurke, ære og kærligheden til netop disse individer. Uligheden i samfundet har været stor, og mange familier har kæmpet en hård kamp for at kunne klare sig i dette landskab, som til tider har været så benhårdt at færdes i.

Dette er en fantastisk stemningsfuld plade, som ikke på nogen måde er kedelig at høre igennem. Sparsomt akkompagneret af Alf Edwards på harmonikainstrumentet concertina, leverer A.L. Lloyd og Ewan MacColl en magtdemonstration af traditionelle engelske og skotske folkesange. At musikerne er rutinerede, giver sig selv ved første gennemlytning af indspilningerne – det er sikkert og professionelt udført. Det er ikke nemt at synge 8 vers a cappella uden at afvige fra tempo og tonalitet, og samtidig bevare overskuddet til at udføre musikken bedst muligt defineret. Der er en utrolig stærk nerve i begge artisters sangstemmer, og de har helt klart hver deres kvaliteter. Hvor A.L. Lloyd næsten kan lyde grædefærdig med sin smukke vibrato og indlevelse, lyder Ewan MacColl helt anderledes stærk og potent i sangstemmen. Musikken er meget engelsk og det tætteste jeg tror vi kommer på ægte roots-musik i denne del af verden. Lyt til ’Lord Randal’ og hør hvordan Ewan MacCol stensikkert leverer den smukke fortælling om en mor, der spørger efter sin søn, som svarer hende med alle mulige undskyldninger.

Der synges:” I fear ye hae been poisoned, Lord Randal my son. I fear ye har been poisoned, my bonnie young mand” hvor til der svares:” O i hae been poisoned, mither mak my bed sune, for I’m sick at the heart and I fain I lie doun”. Det er en relaterbar fortælling om en mors bekymring for sin søn, som er ved at blive voksen – men som stadig har brug for sin mors tryghed og en redt seng at vende hjem til. Ewan MacColl er utroligt overbevisende, og en meget stærk sanger her. Man ville uden problemer kunne lægge hele sangsporet fra ’Lord Randal’ ind i et musikprogram og lægge underlægningsmusik på, uden det ville lyde mærkeligt. 

På nummeret ’The Cruel Mother’ hører vi et godt klassisk eksempel på brugen af den doriske skala, altså en mol-skala med et hævet 6. trin. Samme tonesprog kan tydeligt høres på The Beatles’ ’Eleanor Rigby’. Tit forbinder man kirketonearterne med jazzverdenen, men man skal huske på den utroligt gamle tradition i den sungne sangskat, vi finder i Nordeuropa. Fra kirkerne er melodierne og derved kulturen sivet ud blandt befolkningen og endt som allemandseje, og herved musikken blevet tilgængeligt for os alle. Den primære grund til at skifte rundt i de forskellige skalaer er netop for at understøtte en stemning i musikken og situationen i fortællingen bedst muligt. Sangene som går i ren dur, med forudsigelige melodier, giver en stemning af hjemlighed, tryghed og fremdrift, hvorimod sange i dorisk kan give et mere køligt og melankolsk musikalsk udtryk. Vi hører også brug af haler i musikken, og det høres f.eks. i Ewan MacColls fantastiske udgave af ’The Sweet Kumadie’. Hvert vers afsluttes med en lille hale eller gentagelse, om man vil. Umiddelbart kan det virke som en ligegyldig detalje, men det runder virkelig musikken af på en fed måde og binder hele nummeret sammen. At der er denne gentagelse i tekst og musik, giver hvert vers sin egen selvstændighed og det ønskede flow i sangen.

Denne musik er, modsat musikken beskrevet i mange andre udgaver af Guld fra Gemmerne, meget genkendelig og hjemlig at lytte til. Det er teksttunge sange med mange vers. Indimellem hører vi også sange med vers og omkvæd, f.eks. i første nummer på pladen ’Henry Martin’, hører vi både vers, omkvæd og korte mellemspil. Det lægger sig meget op ad former, vi ser brugt i moderne pop- rockmusik. Hvis man har hørt Simon & Garfunkels udgave af ’Scarborough Fair’, får man tydelige associationer til den stemning, vi hører på denne plade. I Joni Mitchells smukke ’Amelia’ hører vi en sang med mange vers, bundet sammen af instrumentale mellemspil. Det bliver skåret ud i pap for mig her, at selvom vi i pop- og rockmusikken har en lang tradition med bluesmusikken i USA, så har vi altså også en kulturel identitet fra denne del af Europa. De to ovennævnte kunstnere, har uden tvivl kendskab til denne type sangskrivning, og er helt sikkert blevet influeret af den i høj grad. Fortællingen er i centrum, musikken klart defineret med de få, stærke musikalske virkemidler, og det holder 100%. Denne plade kan være en rigtig stærk anbefaling til de læsere, som skriver egne sange. Det her musik repræsenterer nemlig den rendyrkede fortælling, som 1:1 bliver formidlet af de stærke melodier, og indimellem, concertina.

Efter en del gennemlytninger vender jeg tilbage og kigger på coveret. Dette er et arbejdende folk, og intet vokser ud af ingenting på disse egne. Musikken er, som så mange andre steder i verden, et samlingspunkt. Hvor vi i Guld fra Gemmerne ofte hører musik i en underholdende eller ceremoniel kontekst, er disse sange i højere grad fortællinger om mennesker, som skal formidles videre i generationer. Det har ikke altid været nemt at være hyrde i ’the lowlands’, og menneskene har klaret sig på trods af helt naturlige udfordringer i det barske terræn. Igen viser musikken sig at være en livgivende ventil for de frustrationer og budskaber, som i kulturen bliver videregivet til kommende generationer. Herved glemmer vi ikke hvad folk før os har gået igennem og hvordan slægterne har klaret sig. Desuden er det virkelig fedt at høre den tykke, næsten uforståelige, dialekt som A.L. Lloyd of Ewan MacColl synger her på pladen.   

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket