Anton Bruckner fylder 200 år

I dag fylder den østrigske komponist og organist Anton Bruckner 200 år.

Hvorfor skal vi interessere os for ham? Det skal vi i særlig grad pga. hans store og uvurderlige bidrag til den symfoniske genre: Bruckner skrev ni lange, storladne symfonier, som hver især er helt enestående, banebrydende og meget unikt personlige værker.

Man kan trække en lige linje igennem en musikalsk tradition af komponister, der komponerede ni symfonier (i hvert fald i runde tal), der begynder med Beethoven og Schubert, fortsætter over Bruckner og ender med senromantikeren Gustav Mahler.

Og udover for symfonierne er Anton Bruckner også noget så læsterligt værd at dvale ved for sin kirkemusik; den store lovsang Te Deum og en stor mængde messer, salmer og motetter.

Bruckners liv

Bruckner blev født den 4. september 1824 i den dengang undselige, østrigske landsby (i dag forstad til Linz) Ansfelden som den første af 11 børn i en fattig, men i lokalmiljøet højt respekteret familie, der et par generationer tilbage bestod af skolelærere.

Og lille Anton var en flittig skoleelev. Han avancerede op igennem klassetrinnene hurtigere end sine klassekammerater, assisterede sin far med at undervise de yngre børn og øvede sig som en gal på orglet, op til 12 timer i døgnet. Da hans far døde i 1837, hvor Bruckner var 13 år gammel, blev han sendt på klosterskole i den nærliggende by Sankt Florian, blev kordreng og modtog yderligere undervisning i orgel- og violinspil.

Det var altså en akademisk og musikalsk velrundet dreng, der som ung mand uddannede sig til lærer på sin mors opfordring. Og alligevel var han længe om at komme i gang med at komponere seriøst. Ét af Bruckners personlige træk var livet igennem voldsomme mindreværdskomplekser, og på trods af fine forsøg på at gøre sig bemærket som komponist i sin ungdom, var han på den anden side af 37, før der for alvor kom gang i musikkarrieren, og han var over 60, før han blev berømt.

Et møde med Richard Wagners musik i 1863 blev til stor inspiration for Bruckner, som studerede Wagners operaer indgående i mange år. Han havde også i de tidlige 1860’ere stiftet bekendtskab med Franz Liszt, som ligesom Bruckner selv var stærkt forankret i sin katolske tro, og som Bruckner kaldte for ”Deres Nåde” og beundrede for sin spændende og nyskabende harmonik.

Senere måtte Bruckner slås med et ry for at være en formløs epigon af de to store ”nytyskere”, Wagner og Liszt, båret frem i særlig grad af den Wien-baserede kritiker Eduard Hanslick. På dette tidspunkt hærgede ”den store musikstrid” mellem på den ene side tilhængere af Wagner og Liszt og på den anden Johannes Brahms og Hanslick. Og ved åbent at erklære sig for fan af Wagner, fik Bruckner uvægerligt gjort sig til fjende af Hanslick, som kritiserede hans musik så nådesløst, at det skadede hans karriere varigt.

Berømmelsen kom dog, i særlig grad efter uropførelsen af Bruckners 7. symfoni i 1884. Denne symfoni er stadig én af Bruckners mest elskede – og skrevet efter en årrække, hvor Bruckner med base som lærer i musikteori ved konservatoriet i Wien havde skrevet sine første seks symfonier. Disse var alle blevet modtaget med kølig nedladenhed og beskrevet som ”vilde” og ”uforståelige”. Men den 7. var Bruckners ’home run’, og fra da af var succesen hjemme.

Bruckners personlige liv blev til gengæld aldrig det nemmeste. Han var et dybt religiøst menneske og havde den opfattelse, at den eneste måde, han kunne være sikker på at gifte sig med en jomfru, var, hvis han udelukkende friede til teenagepiger. Dette gjorde han adskillige gange, indtil han var over 70 år gammel. Og på trods af, at han kom tæt på én gang, mundede ikke ét af frierierne ud i et bryllup. Sandsynligvis også af denne grund led Bruckner af tilbagevendende depressioner – og det har næppe altid været nemt at være Anton Bruckner.

Bruckner døde som 72-årig i 1896 og blev begravet i klosterkirken i Sankt Florian som en berømt komponist, organist og underviser.

Lyt til Bruckner!

I dag har vi forstået, at alle Bruckners symfonier, især nr. 4-9, er udødelige mesterværker og inderligt værd at lytte til.

Jeg har personligt siddet i Berliner Filharmonien for et par år siden og lyttet til Bruckners 5. symfoni dirigeret af den dengang 94-årige, svenske dirigent Herbert Blomstedt. Musikken var magisk!

Og så skete der noget undervejs, som umiddelbart var temmelig barsk: En ældre dame blandt publikum døde tilsyneladende under finalen. Eller også besvimede hun bare af at sidde stille så længe med mundbind på og havde måske glemt at få nok at drikke. Men i hvert fald begyndte hendes pårørende at løbe ud, damen blev lagt ned på sæderækken med benene i vejret og efter et par minutter båret ud i foyeren, hvor vi så, at et par tilløbende publikummer (læger, formoder vi) påbegyndte hjertemassage, inden de lukkede døren.

Og så fandt vi selvfølgelig ikke ud af mere. Der holdt to ambulancer med blå blink foran koncerthuset, da vi kom ud, men vi kender selvfølgelig ikke damens skæbne.

Min kæreste var meget berørt af den situation og have svært ved at slippe tanken om damen bagefter. Jeg synes selvfølgelig også, det så ud til at være en barsk omgang for hende (som så ud til at være 90+) og hendes selskab - men kan heller ikke slippe tanken, hvis det VAR hendes sidste stund, vi overværende, at det må være en lykkelig måde at gå bort; at dø i en meget høj alder under en fantastisk koncert, som man velsagtens selv havde købt billet til, omgivet af sine kære.

Vi håber i hvert fald, at du har det godt nu, kære gamle dame, uanset om du er her eller i det hinsides.

Og skulle jeg forlade denne jord til tonerne af Bruckners musik, spillet af ét af klodens bedste symfoniorkestre, er det måske ikke den værste afsked, man kunne forestille sig.

Nedenfor kan du finde en hel masse af Bruckners musik, som du kan låne på biblioteket.

Og dermed til lykke med de 200 år til én af musikhistoriens helt store symfonikere.