Hvorfor blev de ikke større? 5 bud på oversete musikere

Denne kategori kræver lidt forklaring. Det er fuldstændig med vilje, at vi ikke har brugt ordet "undervurderet" til at beskrive, hvad vi gerne vil finde frem til her. Hvis vi anbefaler en kunstner, som vi mener er undervurderet, gør vi pludselig det modsatte og vurderer dem højt. Dermed er de ikke undervurderede. Men kender du ikke godt dette: Der er en kunstner, som du synes er vigtig at kende, men af en eller anden årsag, er de aldrig blevet helt så anerkendte, som der ellers var potentiale til. Det er dem, vi gerne vil finde frem til her. Bemærk, at de sagtens kan have haft en vis succes – ellers ville vi nok ikke kende dem – men vi tror, at de kunne være blevet/blive større endnu. And without further ado, lad os give dig lidt inspiration til fremtidig lytning:


Bersærk (Anbefalet af Simon)
Bersærk er et af de der bands, som jeg er helt overbevist om var blevet store, hvis de var kommet frem på et andet tidspunkt. De spiller, hvad de selv kalder hedningehegn, og selvom det betegnes som metal, er det ikke mere udfordrende for ørene, end hvis de var kommet frem, da Metallica slog igennem med Black Album i ’91 eller da Slipknot kunne komme på hitlisterne i starten af 00’erne, havde Bersærk ikke stukket ud i hårdhed.

Hvad de til gengæld rammer er noget nordisk. Teksterne bevæger sig meget rundt om nordisk mytologi, der bliver sunget ­– tydeligt – på dansk og omkvædene fanger lytteren med det samme og er lette at skråle med på. Forestil dig, hvis Kim Larsen lavede stoner metal om vikinger i stedet for viser om lægeskibe. Der er en poppet hitlistekvalitet over et band, som på ydersiden spiller hård musik.

En vigtig note her: Bandet vinder meget på forsanger, Casper Popp, som har en fuldstændig eminent, fyldig rockstemme, en afsmittende karisma på scenen og, tror jeg, en guttermand. Det gør deres liveshows medlevende på en måde, som mange andre kæmper meget for at opnå.

Ret skal være ret. På den dansk metalscene er Bersærk store og er tilløbsstykke, når de gæster Copenhell og har spillet i DR's koncerthus, men havde de ramt timingen bedre, tror jeg ikke det været et nicheband, men et hovednavn på de større danske festivaler. Hvis du bare har den mindste trang til at stå med en bajer i hånden, nikke med hovedet og råbe højt om guderne i Valhal, så er Bersærk en sikker vinder. Men lov mig, at du ikke stopper ved at høre deres albummer. Tag til en koncert med dem, for det er dér, de skinner.


Moor Mother (Anbefalet af Niels)
Kigger man to årtier tilbage var harsh noise en obskur genre som først og fremmest hører til undergrunden, men i årenes løb af brugen af hård støj udbredt til genrer hvor det ikke før fandt sted. Ikke mindst subgenren power electronics var sjældent oplevet i den etablerede musikverden. Det var begreber der først og fremmest hørte til undergrunden med pionererne i britiske Whitehouse (1980-) og siden hen med det kontroversielle svenske soloprojekt Brighter Death Now (1989-). Med den amerikanske rapper Moor Mother, er den kyniske støj af power electronics pludselig et begreb der finder sted i hip hoppens verden. Den californiske trio i Death Grips flirtede med brugen af støj i deres hip hop univers, men med den amerikanske poet, musiker og aktivist fra Pennsylvania træder elementer af støj og power electronics endnu mere markant ind som del af lydbilledet i Moor Mothers kamp mod vold, sexisme og racisme. Støjen infiltreres i et lydunivers styret af Moor Mothers vrede og pågående rap, der skriger langt væk af at Moor Mother har et budskab og et mål i hendes brutale soniske univers.


Fanny Mendelsohn (Katrine)
Man er udlært i klaver og komposition af de fineste musikere fra barnsben. Man har optrådt ved søndagskoncerterne i sit eget, statelige hjem, fra man var 12 år gammel. Man har som 14-årig lært alle præludierne fra Bachs Das Wohltemperierte Klavier udenad. Man har skrevet over 400 stykker musik. Og så bliver ens sange udgivet i ens goddamn lillebrors navn.

Dette var realiteten for én af de komponister, som kunne have fået et eftermæle som et af musikhistoriens oversete spøgelser simpelthen på grund af deres køn: Fanny Mendelssohn, storesøster til verdensberømte Felix Mendelssohn, var et lige så stort klavertalent som sin fire år yngre bror, og ad åre fik hun også opbygget en så stor værkportefølje, at hun sagtens kunne have været regnet blandt den tidlige romantiks spidser. Men ak – sådan fungerede det ikke for kvinder i første halvdel af det 19. århundrede. Og Fanny accepterede stiltiende, at de få af hendes sange, der faktisk blev udgivet i hendes levetid, fik hendes brors navn på titelbladet.

Man skal dog næppe have alt for ondt af Fanny. Før det første ynkede hun ikke sig selv. Hun var en højtelsket og respekteret kunstnerisk rådgiver for brormand, styrede familiens private koncertvirksomhed og blev i sit voksenliv bakket helhjertet op af sin mand, kunstneren Wilhelm Hensel, i at fortsætte som med at komponere. Hendes sociale status skulle findes på øverste-øverste-øverste hylde af det bedre borgerskab og har nok bidraget lige så meget som hendes køn til at stække hende som udgivende musiker. Og heldigvis har verden nu fået øjnene op for arven efter Fanny. Lyt f.eks. til hendes klavertrio opus 11, hendes Påskesonate (i årtier tilskrevet Felix!), klaverværket Das Jahr eller den underskønne sang ”Schwanenlied”. Her er basis for mange timers frydefulde nyopdagelser.


Henry Grimes (Anbefalet af Jens)
Henry Grimes var i 1950- og 1960’erne en kendt skikkelse på den amerikanske free-jazzscene. Grimes spillede med store kunstnere som Sonny Rollins, Thelonious Monk, Gerry Mulligan, Archie Shepp og mange flere. I 1970 forsvandt Henry Grimes sporløst, og de fleste antog af han var død og borte.

I 2003 fandt man Henry Grimes i live, dog levede Grimes en relativt sølle tilværelse i en lille etværelses lejlighed og uden en kontrabas i sin besiddelse. Jazzmiljøet viste sig her fra sin solidariske side, og Henry Grimes blev hurtigt udstyret med en bas og ret snart vendte han tilbage til at spille koncerter igen. Henry Grimes døde i 2020, og man kan roligt sige at myten om hans forsvinden, og overraskende tilbagevenden, både er besynderlig og usandsynlig for at sige det mildt.


Anvil (Anbefalet af Simon)
I thrash metal bruger man termen ”the big four” om de fire store bands i genren – Metallica, Megadeth, Slayer og Anthrax. Fire bands, som også kommercielt har klaret sig virkelig godt, og fik metal til for alvor at bryde gennem lydmuren. Når man så er en inspirationskilde til så store bands, så drypper succesen selvfølgelig ned på en selv, ik?

Anvil er et band, der har kæmpet og kæmpet for at slå igennem. I 2007 ramte de et lavpunkt, da de var nødt til selv at udgive deres 13. studiealbum, This is Thirteen, 27 år efter de udgav deres første album. Lykkeligvis for dem, blev der under indspilningen af dette album lavet en dokumentar, som fik en hel del anerkendelse, og derfor sendte Anvil op på de større scener. Men store? Det er de altså aldrig for alvor blevet.