Musikkens 5 bud på uhyggelig musik til halloween

Hvilket emne er mere oplagt? Butikkerne har allerede sat haloweenpynt til salg. Også slikket kan købes. Hvis du er hurtig, kan du stadig nå at få de største græskar med hjem, så pynten er mere uhyggelig end din nabos. Men det visuelle gør ikke uhyggen alene. Skal det være virkelig uhyggeligt, skal lydsporet følge med. Vi har sat os for at anbefale musikken, som sætter det sidste skub i uhyggen. Læs med, hvis du vil have lidt inspiration - og skriv dig op til vores nyhedsbrev, hvis du vil undgå at gå glip af lignende artikler og kommende arrangementer.

Hector Berlioz - Symphonie Fantastique, 5. sats (Anbefalet af Katrine)
Klassisk musik er verdensmester i at skabe uhygge. Det ville være verdens nemmeste at udslynge en endeløs liste af filmmusik, fra Bernard Herrmanns Psycho-brusebadsmordermusik over John Williams hajmotiv i Dødens gab til Hans Zimmers creepy klokkespil i Hannibal. Men de gamle mestre, på hvis skuldre d’herrer filmkomponister står, formåede nu også helt uden filmmedie og special effects at skræmme livet af os. De fleste kender til J. S. Bachs ildevarslende orgeltoccata i d-mol, Musorgskijs maleriske heksesabbat i En nat på Bloksbjerg, Saint-Saëns’ spooky Danse macabre eller lyden af kommandanten, der slæber Don Juan lige lukt til helvede i Mozarts opera af samme navn. Åbningssatsen ”O fortuna” fra Carl Orffs Carmina burana og ”Dies irae”-satsen fra Verdis Requiem er heller ikke ligefrem for sarte sjæle.

Man kunne gøre det virkelig ubehageligt ved at sætte Pendereckis Klagesang over ofrene fra Hiroshima eller 3. sats af Schnittkes 8. symfoni på. Men lad mig for nu gøre det lidt hyggeligt-uhyggeligt ved at anbefale 5. sats af Hector Berlioz’ programsymfoni Symphonie fantastique. Her er vi til endnu en heksesabbat, hvor en forsamling af hekse, troldmænd, monstre og onde ånder er dukket op for at deltage i vores hovedpersons begravelse – og håne og latterliggøre ham i processen. Her er dunkle trommer, ildevarslende kirkeklokkeslag og kaglende hekselatter illustreret med triller i de høje træblæsere. Det gregorianske dommedagstema ”Dies irae” spiller en markant rolle. Violiner bruger ryggen af ​​deres bue (col legno, hedder det) til at skabe boblende kedellyde eller små, skrattende rottefødder. Symfoniens ledemotiv optræder i forvrænget form i klarinetten og er reduceret til en vulgær dans, hvor hovedpersonens elskede – der ikke vil have ham – slutter sig til orgiet og stadfæster, at Hector bare kan smutte direkte i helvede. Stærke sager!


Riz Ortolani - Cannibal Holocaust (Anbefalet af Niels)
"Kære Ruggero, sikken en præstation! Sidste halvdel af filmen er et sandt mesterværk i cinematografisk realisme; alt i filmen er så realistisk lavet, at jeg tror du vil få store problemer med hele verden!" Ordene kommer fra Sergio Leone, manden bag legendariske Westerns som Once upon a time in the West og The good, the bad, the ugly, og var henvendt til den italienske filminstruktør Ruggero Deodato og hans chokerende film Cannibal Holocaust indspillet i 1979, der anses for at være blandt de mest grænseoverskridende film i historien. Kort fortalt handler filmen om en antropolog der sendes til Amazonas junglen for at finde et forsvundet filmhold, som var i gang med at indspille en dokumentarfilm om de sidste kannibalstammer i Amazonas. En væsentlig del af det som gør filmen så overrumplende og stærk en oplevelse, udover filmens temmelig grafiske scener, er det stemningsfulde soundtrack. Lydsporet, der i øvrigt er skabt af den italienske komponist Riz Ortolani, der også lavede musikken til begge film i Quentin Tarantinos Kill Bill-epos, er både følelsesladet og storslået. Det er ganske enkelt svært at lytte til Riz Ortolani’s imponerende filmsoundtrack uden at gense filmen for sit indre øje, og det vel må være en filmkomponistens bedste parameter for det fuldendte lydspor.


Slowburn – Folketro (Anbefalet af Jens)
Selvom jeg lever højt på at kunne finde musik til enhver lejlighed i min ret brede og åbne musiksmag, har det alligevel været svært at finde musik, som direkte giver mig følelsen af uhygge. Det er nærliggende at vælge musik fra de ikoniske gyser- og sci-fi-film fra 70’erne og 80’erne. Legendariske soundtracks fra eks. Halloween (1978) eller endda Blade Runner (1982) er ikke ligefrem musik, der får glædefølelser frem i kroppen – tvært imod.

Den danske guitarist og komponist Lars Bech Pilgaard gør ikke meget væsen af sig på de sociale medier, men han er en markant figur på den danske eksperimentelle musikscene. Lars er nok mest kendt for sin rolle i bandet SVIN, som har mange udgivelser i ryggen. Senest hørte jeg ham på den meget interessante udgivelse Genklang (2023) med guitarsekstetten Cirklen, hvor de med MidtVest pigekor har skabt en meget unik plade, som virkelig er værd at lytte til. For mig er er Lars Bech Pilgaard blevet en kvalitetsmarkør, da jeg aldrig har hørt ham spille med i noget, som jeg synes var uoriginalt eller forudsigeligt, og vi er heldige med at han af og til optræder i Odense med diverse orkestre.

Sidst jeg oplevede ham live, var i hans band Slowburn da de spillede på Teater Momentum i marts 2022 med sit store 11 mandsorkester. Med mastodonter som Thomas Eiler (trommer), Thommy Andersson (bas) og Håkon Berre (perc) og mange flere, gav de os en koncert, som jeg sent vil glemme. Sjældent har jeg oplevet så intens en koncertoplevelse, hvor alt gav mening – samspillet mellem den meget intense musik og visuals gjorde, at vi virkelig blev revet med.

Og så tilbage til uhyggen! Slowburns musik er nemlig meget intens og til tider uhyggelig. Jeg købte straks alle de LP’er jeg kunne efter koncerten, og efter gennemlytning må jeg konstatere at musikken er meget urovækkende, men på en meget afmålt og pirrende måde.

Slowburn spiller helt enormt stemningsfuld musik, som i den grad egner sig til at smide på anlægget en regnfuld efterårsdag, hvor man skal sidde og læse spændende (måske gys) litteratur. Den filmiske musik gør det nemt at fordybe sig i den syssel, man nu påtænker at gå i gang med mens man lytter. Jeg synes især pladen Folketro (2020) er en særlig bedrift, og derfor bliver det min anbefaling til denne udgave af Musikbibliotekets nyhedsbrev.

Bare hør titelnummeret ”Folketro” og fornem uhyggen!


Myrkur – Mareridt (Anbefalet af Simon)
Amalie Bruun, bedre kendt under kunstnernavnet Myrkur, har bevæget sig langt fra sine første offentlige optrædender. Som datter af komponisten af ”Re-Sepp-ten” og medlem af Tøsedrengene og Ray-Dee-Ohh, Michael Bruun, var hendes vej ind i musikken oplagt, men alligevel noget utraditionel

Det startede med Paradise Hotel-sangen ”If you give it up”, inden karrieren bød på en rolle som model i en Chanel-reklame og statist i musikvideoen til ”Jack Sparrow” af The Lonely Island – for nu at spille black metal/folkemusik under navnet Myrkur.

Mareridt er Myrkurs drømte mareridt i musikalsk form. I et interview med Revolver beskriver hun, hvordan hun tog de onde drømme, hun var plaget af, konceptualiserede dem, historiefortalte rundt om dem og lagde musik på. Det har resulteret i et urovækkende album.

Titelnummeret, ”Mareridt”, starter med ulmende drone, tordenvejr og det nordiske hyrdekald kulning. Hele sangen holder lytteren i suspense, som i en gyserfilm lige inden morderen viser sig, og forventningen bliver forløst i sangen efter, Måneblôt, som starter med et decideret black metal-skrig inden den udvikler sig videre.

Albummet igennem veksler Myrkur mellem den metalliske lyd, den tunge rock og folkemusikken uden det på noget tidspunkt bliver usammenhængende, fordi der er en konstant underliggende dyster stemning. Det er et enormt spændende navn på den danske metalscene, som ikke tager sig af genrekasser, men gør, hvad hun har lyst til.


Goblin - Suspiria (Anbefalet af Niels)
Med Cannibal Holocaust var Ruggero Deodato indiskutabelt den mest kontroversielle filmskaber på 1970’ernes og 1980’ernes blomstrende italienske horrorfilmscene. Men de mest succesfulde, mest produktive og mest kendte var utvivlsomt filminstruktørerne Lucio Fulci (Gates Of Hell, Zombie 2, Seven Doors of Death, The House By The Cemetery) og Dario Argento (Suspiria, Deep Red, Phenomena, Tenebre, Inferno). I sine horrorfilm benyttede Dario Argento sig flittigt af den italienske rockgruppe Goblin til at skabe lydsporet. Goblin udmærkede sig ved deres særegne kombination af elektroniske lydflader og energiske guitarriffs og trommesoli. Gruppen var, med deres uovertrufne evne til at skabe atmosfære, med til at trække Dario Argento’s gotiske horror-stil op på et højt stemningsmæssigt niveau, som blandt kan opleves i filmene Deep Red, Tenebre, Phenomena og Suspiria. Samarbejdet kulminerer i filmen Suspiria, hvor både Dario Argento og Goblin når deres kunstneriske højdepunkt. Goblins lydspor er en sand tour-de-force ind i dæmoniske verdener af keyboards og jazzet prog-rock.