Månedens jubilæum: Pretenders - Learning to Crawl
Hver måned fremhæver musikbibliotekar Simon Ellegaard Langholz et album, som har rund fødselsdag. Nogle gange kender han det indgående, andre gange er det nyt for ham, men fælles for dem alle er, at de bevæger sig inden for et bredt rock-pop-spektrum af genrer.
Af Katrine N.
Introduktion
Man siger, at man skal lære at kravle, før man kan gå. Måske har Pretenders opkaldt Learning to Crawl (udgivet 13. januar 1984) efter det mantra, for her er i høj grad tale om et band, som skulle op på benene igen efter meget modgang i optakten til indspilningen. På blot 3 dage – 14.-16. juni 1982 – mistede bandet halvdelen af sine medlemmer. Først blev bassist Pete Farndon fyret, fordi hans heroinmisbrug var eskaleret så meget, at det ikke længerede fungerede med resten af bandet. Et misbrug, der kostede ham livet under et år senere (14. april 1983). D. 16. juni 1982 døde guitarist James Honeyman Scott chokerende af en overdosis.
De fleste bands ville krakelere efter så voldsom en begivenhed, men ikke Pretenders, for som forsanger Chrissie Hynde har udtalt, var Scotts død en grund til netop at kæmpe videre. De havde arbejde så hårdt og længe, og var kommet så langt med musikken, at det ville være en skam at stoppe der. Pretenders fortsatte ikke bare med at lave musik, men udgav et album, som er lige så legesygt som en hundehvalp, der lige har set sne for første gang og samtidig så alvorligt som en revisor, der kigger på røde tal i regnskabet.
På Learning to Crawl inviterer Hynde, som er sangskriveren i bandet, dig med ind i hendes tanker og følelser. Om hendes sorg og moderskab. Lyrikken vendes oftest indad, men der er også noget vrede, der slår igen. Musikken er genremæssigt varierende. Det er klart et rockalbum, men der er også inspirationer fra punk, soul og country, som skinner tydeligt igennem. For at gå lidt dybere ind i albummet, vil jeg vælge nogle sange ud, som jeg synes er vigtige:
Learning to Crawl
Tag en dyb indånding og tæl til seks. Det er ikke nemt at være så kendt, at paparazzierne er over en, med det samme man går ud ad døren. Slet ikke, når man egentlig bare vil have lidt fred med sit nyfødte barn. ”Middle of the Road” er en sang om at være gennemsnitlig. Om at undgå ekstremerne – det forestiller jeg mig er svært som certificeret rockstjerne – men bare observere alt det galimatias, der foregår rundt omkring. Sangen har musikalsk et drevent flow, der lyder som en bil, der drøner ud ad den amerikanske highway. Fokus er på nuet, på at være den man er – i dette tilfælde mor og kendis – og ellers være ret ligeglad med alt andet.
Hvad Hynde til gengæld ikke er ligeglad med – og nu springer jeg i kronologien, fordi jeg er rå som få og en rockstjerne – er tilstanden af hendes elskede lille by i Ohio, som er omdrejningspunktet i "My City is Gone". For den er simpelthen ikke, hvad den har været. Hvad der engang var en hyggelig lille by med landlig idyl, er nu enhver forstadsbys mareridt. Det er blevet én stor parkeringsplads, som ledsager et indkøbscenter. Indignationen hamrer som en knytnæve op igennem loftet, for hvad ligner det fra politikernes side at tænke profit over mennesker? Og hvad ligner det at smadre alle barndomsminderne, som er revet ned til fordel for mastodontiske bygninger? Bassisten, som på denne sang er Tony Butler, virker dog ikke helt så sur, for sikke en hyggelig basgang han præsterer. I det hele taget er der en countryfølelse, som ikke føles helt så rasende som Hyndes vokal, men kontrasten mellem det sure og det søde får vokalen til at skinne.
”Back on the Chain Gang” er et decideret hit, legesyg – hvem har mon fundet på koret og hakkelyden i omkvædet – og samtidig lyrisk dyb. Chain gang er et udtryk for fanger, der står kædet sammen for at lave fysisk hårdt arbejdet. Du har helt sikkert set det på film. Her bliver det brugt som en analogi for, at bandet står sammen og er forbundet i arbejdet, selvom der kommer skår i fundamentet. Ja, det var forfærdeligt det der skete, og ja, de er ulykkelige over det, men i stedet for at være deprimeret og lukke sig inde, arbejder de sig igennem sorgen. Sangen er velkomponeret og der sker hele tiden noget spændende, som pirrer interessen og holder kedsomheden for døren.
”2000 Miles” skal selvfølgelig også lige rundes. Selvom det er januar, kan vi da godt lige tåle at høre en julesang, især når den er så smuk som denne. Det er en sorgfuld sjæler, som behandler sorgen over at miste en, der er nær og drømmen om, at vedkommende kommer tilbage igen, selvom det er umuligt. Julen bliver et bagtæppe, som forstærker følelsen, fordi julen under normale omstændigheder er en lykkelig tid. Ingen havde den med i vores liste over julesange i december, men det kunne godt være, at den skulle have været det, for det er ikke bare en god julesang. Det er en god sang, punktum.
Konklusion
Jeg har forskellige udgangspunkter for de album, der kommer med i denne artikelrække. De fleste har jeg et vist kendskab til på forhånd, men dette var – shame on me – fuldstændig ukendt territorium. Ingen forventninger er dog til tider en katalysator for store oplevelser. For jeg er glad for, at jeg nu kender dette album, som jeg synes er en perle. Melodierne er engagerende og interessante og lyrisk har det noget på hjerte. Nu er det tid til en pause fra Learning to Crawl, for det er blevet sat på mange gange det sidste stykke tid, men jeg vender helt sikkert tilbage til det i fremtiden.
