Fem Eurovision-anbefalinger — fra 2006 og frem

Eurovision har en helt speciel plads i mit hjerte. 360 dage om året lukker jeg fuldstændig ned for min indre konfettikanon, men når vi river april ud af kalenderen og åbner for maj, springer den ud i fuldt flor. Og tro mig, jeg forstår kritikken. Det meste af musikken er popmetervare, som ikke lever længere end til finalen slutter og mange af sangene er glemt nærmest før de er startet. Derfor handler Eurovision for mig ikke kun om musikken, men om festen, de sindssyge sceneshows, de underlige indslag og den kulturelle sammensmeltning. For Europa (og Australien) er et sammensurium af mange forskellige musiktraditioner (læs evt. Jens’ glimrende serie om Guld fra Gemmerne), som får sneget sig ind i popmusikken og op på televisionen. Og én ting er helt sikkert: Fjernsynets evne til at gengive farver kommer på en prøve!

4 vindere og en 8. plads
Men her skal det handle om musik. Du bliver præsenteret for en liste, som de færreste vil gengive én til én. En personlige liste over Eurovision-sange, som har gjort et indtryk på mig. Please note: Den første Eurovision, jeg for alvor kan huske at have set, er da Brødrene Olsen vandt i år 2000 med ”Fly on the wings of love”. Du finder altså ingen ABBA her, selvom ”Waterloo” bør være selvskrevet til en liste over det bedste Eurovision-sange nogensinde. Selvom du er fuldstændig uenig med mine valg, håber jeg du nyder listen alligevel.

Lordi – Hard rock hallelujah (Finland, 2006)
I 2006 tog jeg med min bedste vens familie på kør-selv-rejse til Italien. Lordi havde lige vundet Eurovision og gæt, hvad der var på anlægget hele vejen derned. Der var et eller andet over de der finner, som havde klædt sig ud som monstre og spillede catchy heavy. Riffet er en ørehænger, man kan med det samme synge med på ”hard rock hallelujah”-delen og hele baduljen slutter af med et fyrværkershow. Kombineret med Mr. Lordi, forsangeren i bandet, som ejer scenen fuldstændig, ja, så var denne 17-årige knægt solgt.

Vidste du?: Lordi blev foregangsmonstre for, at rock og metal har en plads i konkurrencen, og især Finland har sendt mange bud afsted i genren, men ingen har nået Lordis niveau.

Loreen – Euphoria (Sverige, 2012)
”Euphoria” er lidt af en fanfavorit blandt Eurovision-entusiaster. Sangen blev et kæmpe hit efterfølgende, hvor den toppede hitlisten i 16 forskellige lande. Sverige er altid solide og er det 2. mest vindende land nogensinde. Men her toppede de sig selv – måske lige bortset fra førnævnte ABBA. Sangen ramte ned i en tidstypisk EDM-lyd, som kan sætte fut i enhver fest. Som om det ikke var nok, er Loreen en powerkvinde, som ikke behøver vilde kostumer, lysshow eller backup-dansere. Det minimalistiske sceneshow gjorde kun sangen mere kraftfuld.

Vidste du?: Loreen er med igen i år og bookmakerne spår hende i skrivende stund 42% chance for at vinde det hele. Og det er en god sang, hun stiller op med, men en ny ”Euphoria”? Niks.

Måneskin – Zitti e buoni (Italien, 2021)
Jeg hører normalt ingen af sangene inden konkurrencen går i gang, og for 2 år siden var ingen undtagelse. Jeg havde dog hørt, at der var et par rocknumre med og med mine musikalske præferencer holdt jeg naturligvis ekstra øje med det. Den første var det finske indslag, som jeg godt kunne lide, men som måske var 20 år for sent på den med sin nu metal-inspiration. Og så kom Måneskin på scenen. Da de var færdige, var jeg fuldstændig solgt. Den var bare SÅ meget bedre end de andre, at jeg slet ikke var i tvivl om, at den skulle vinde. Det var potent, energisk og fængende. De spillede klassisk rock & roll samtidig med, at de var moderne. Fortjente vindere det år, og de har også fået pænt med opmærksomhed efterfølgende.

Vidste du?: Bassisten, Victoria De Angelis, er halvt dansk. Måneskin fik sit navn ved at Victoria sagde en masse danske ord til sine bandkammerater, og Måneskin hang altså fast.

Lena – Satellite (Tyskland, 2010)
Jeg har valgt Lena over den deltager med flest point nogensinde i det gamle format, Alexander Rybak. Det kræver en god forklaring. Rybaks ”Fairytale” var alt det, som Eurovision kan. Der var energi, der var national stolthed og der var gimmicks. Men jeg må også bare sige, at hvis jeg skulle sætte en sang på lige nu, ville jeg vælge Lena over Rybak – og her er jeg måske i undertal
Det var et fint lille popnummer om kærlighed, der overskygger alt andet – med en undertone af noget selvopofrende. Det var ligesom med Loreen også kun en kvinde med en mikrofon, men hvor Loreen dominerede scenen fuldstændig, forsvandt Lena næsten. Hun formåede alligevel at køre den hjem på en enorm charme, som både hun og sangen besad.

Vidste du?: Lena blev ikke valgt, fordi hun, som i det danske MGP, havde skrevet den bedste sang. I stedet skulle hun dyste mod 19 andre deltagere i en X-Factor-lignende konkurrence om at blive Tysklands deltager.

The Roop - Discoteque (Litauen, 2021)
Så røg jeg I fælden. Jeg har allerede skrevet, at "Zitti e buoni" var den klart bedste sang i 2021, og så nævner jeg 8. pladsen fra samme år! Det er det gode ved personlige lister. Jeg kan være fuldstændig ligeglad med, hvordan sangen faktuelt klarede sig. For denne sang er den eneste udenlandske ikke-vindende Eurovision-sang, som jeg kan finde på at sætte på. Jeg tror, at sangen var for underspillet til at have en chance for at vinde det hele, men det er netop denne underspillethed, som jeg godt kan lide. Hvor mange klubbede sange handler om at tage i byen og score damer (eller mænd, bevares), handlede det hér om at holde en fest derhjemme, helt alene, og være fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker om det. Sceneshowet inkluderede dansetrin, som man næppe vil tage med ned på det moderne disko-dasko. Her fik du en god omgang humor, krydret med dansable rytmer.

Vidste du?: The Roop skulle også have været med i 2020, hvor konkurrencen desværre blev aflyst. I stedet vandt de den version, hvor tyskerne stemte om, hvem der skulle vinde. Det tæller desværre ikke som en officiel sejr.