Kill 'em All fylder 40 år - vi har lyttet til albummet igen

Vi kunne sagtens fortælle om, hvorfor 1983 var et skelsættende år for metalmusikken. Eller om rivaliseringen mellem Metallica og Megadeth, efter Dave Mustaine blev smidt ud af bandet og alligevel kunne høre sine riffs på Kill ’em All. Vi kunne også fortælle om alle trækkene fra hardcore punk og new wave of British heavy metal i Metallicas debut. Men det er der 10.000 andre, der har gjort før og bedre, så vi har valgt en anden tilgang.

Jens, bibliotekets jazzkender, og metalhovederne Niels og Simon har sat sig sammen for at høre hurtig musik. For på Kill ’em All var der i dén grad fart på. Albummet kan sammenlignes med en tur på motorvejen. Du starter med at gasse op og rammer hurtigt 130 km/t. Den fart fortsætter du med hele vejen, med nogle få ture ned på 90, fordi der er en tung lastbil, der lige skal overhale. Kill ’em All fræser, og det er også bemærket af især Jens på ”The Four Horsemen”:

Jens: Det virker som om, at den der galopperende rytme, de spiller, går 5 % for hurtigt i forhold til, hvor tungt de gerne vil have, at det er. Jeg tror, hvis de spillede den nu, ville de spille den lidt langsommere, så den får lidt mere røv i bukserne, men det er den der ungdommelighed. Det bliver ikke heeelt så tungt, som det skulle være.

Netop farten er kendetegnende for dette album. Nogle vil hylde det for sin kompromisløshed, andre vil kritisere det for at mangle den dynamik, som senere album fra Metallica besad. I samtalen blev ”Phantom Lord” fremhævet som et af de numre, som er i stand til at skabe variationen, hvor de 2:30 inde i sangen går ned i tempo i et mere melodisk stykke:

Jens: Det er fedt med noget ro på en plade, hvor man kan puste ud som lytter. At det ikke bare er det samme. Er det ikke også mere sådan, de kom til at lyde senere?
Niels: Jo, det er det. Lige det med at være stille, det var også sådan ”Master of Puppets”-nummeret var bygget op. ”Phantom Lord” har nærmest været forløberen til det, der sker senere, hvor numrene går mere op og ned i tempo.
Jens: De har måske prøvet det lidt af og så hørt og fået at vide, at det her virkelig fungerer.

Battle of the bands
Metallica havde selvfølgelig prøvet deres ting af før. De havde spillet live i et års tid, inden de begyndte indspilningen af Kill ’em All og havde udgivelser i form af bidraget til opsamlingen Metal Massacre, hvor ”Hit the Lights” var på og senere demoen No Life ’til Leather. Men de havde måske ikke fundet den lyd, der skulle definere Metallica som de største i genren indtil nu. Hvorfor lyder albummet så sådan? Det spekuleres der over:

Jens: Det er vigtigt at tage albummet for, hvad det er. Det er nogle unge gutter, der prøver at bryde ud af en form og forventning til, hvad metal er. Som en debut er det mega velproduceret. Der er mange riffs, meget aktivitet og det er en meget dirrende musik. Personligt kunne jeg godt bruge lidt mere ro på, men det har de nok ikke haft i deres liv, så hvorfor skulle der være det på pladen?
Niels: Det har nok været den tid, hvor der var så mange, der skulle ud på én gang, at det har været en heksekedel. Når man ser i forhold til den samtid, der har været, er der ingen tvivl om, at det har handlet om at komme først ud med tingene, fordi der var så mange bands, der var ved at udgive noget omkring San Francisco.
Simon: Men også at være så brutal som overhovedet muligt. De skulle overgå hinanden og et band som Slayer bliver ved med at spille hurtigt. Metallica går ned i tempo i løbet af deres karriere og finder lidt deres egen vej, men her lyder de meget ens alle bandene.

De fire medlemmer
Lad os dvæle lidt ved medlemmerne og deres bidrag til bandet og albummet. Den danske trommeslager, Lars Ulrich, er lige dele udskældt for sin tekniske formåen og prist for sin evner til sangskrivning og sin feeling på instrumentet. Der er dog ingen tvivl om, at han fylder i bandet:

Jens: Det er sjovt, at Lars Ulrich han fylder sindssygt. Der er ikke et hit, han ikke rammer. Han er med på hele og det hele bliver markeret. Det er ret vildt at høre, hvordan han skal være med i alt.
Simon: Man kan tydeligt høre, at James Hetfield og Lars Ulrich er ledere og vigtige i bandet. De vil gerne høres. Så rytmeguitaren skal have noget plads og trommerne laver et fill, hver gang der lige er plads til det.

Ulrich vil gerne have opmærksomhed og der var også bred enighed om, at Hetfield er bundsolid på guitaren (vokalen er på dette tidspunkt stadig usikker) og at Hammet er garant for at lire soloer af i et hæsblæsende tempo. Cliff Burton får et helt centralt spotlys på sig, og det bliver bemærket af musikbibliotekets bassist:

Jens: Jeg synes, der hvor det er mest interessant, er netop, hvor der kommer nogle nuancer, f.eks. i ”Anesthesia (Pulling Teeth)” har de taget en ret markant chance, som er helt væk fra det andet. Det klæder det rigtig meget. Det viser også, at de måske ikke helt har fundet ud af, hvilken retning de vil, men de ved, at der også er noget i de her felter, hvor de går ned i dynamik og tempo. Men de er nok ligeglade med radio edits og sådan noget, og det er også ret fedt. Det er meget koldt i røven at have så meget effekt på. Jeg tænker, det var ret nyt at stille sig frem på den her måde med så meget effekt på. Det er lige før man føler man får stød ved at røre ved den.

Aversion mod guitarsoloer
Kolde i røven har Metallica altid været. De var på sikker kurs og kunne bare have fortsat i den thrashgenre, hvor de var blandt de bedste i verden. Så udgav de Metallica (også kendt som The Black Album) – det blev en kæmpe succes. Senere udgav de St. Anger, som var noget helt andet igen… Og så er der det der album, hvor de arbejder sammen med Lou Reed. Kolde i røven kunne de også virke, når soloerne på Kill ’em All blev spillet. Der er ingen optakt, ingen dynamik i selve soloen og heller ingen nedtakt. Hammet lirer soloer af som en Duracell-kanin på stoffer, som bandet kan tænde og slukke for efter behov. Du kan elske eller hade det, men én ting er sikkert. Niels er ikke glad for soloer:

Niels: Helt personligt har jeg aldrig været særlig glad for guitarsoloer i metal. Når jeg hører metal, hopper jeg altid over soloerne og det er lige meget, hvilken plade. Det der lir har aldrig sagt mig noget. Jeg vil hellere have den lidt mere hårde lyd.
Jens: Jeg tror, du er den første, jeg kender, der hører metal, som siger det der, fordi man tænker tit om metalbands, at det netop er det de elsker, det der guitarsmadder. Det kan blive utrolig uinteressant.
Niels: Min teori er, at guitaristen lige skulle have et øjeblik til at brilliere i, men jeg kan ikke nævne mange soloer i metalhistorien, hvor jeg synes, det fungerer. Jeg synes bare det er lir, der på en eller anden måde ødelægger lidt.
Jens: Jamen, det kan jeg sagtens følge dig i. Det er måske også derfor sådan noget som Guns’n’Roses aldrig har sagt mig noget, fordi jeg synes guitarsoloerne har været uinteressant.
Simon: Jeg kan godt lide soloer, men de skal være korte. Jeg synes, at ”Motorbreath”, der bare galopperer derudad, skal man ikke have en 2 minutters solo, fordi så keder jeg mig igen.
Niels: Nej, det ødelægger flowet.
Jens: Så skal der være en anden form for opbygning. Her er det meget lige på og hårdt, og så er det jo klart, at Hammet løber tør for steam.
Simon: Deres bedste kommer på ”Master of Puppets”-nummeret og på ”One”, som netop opbygger. De starter langsomt og opbygger tempo undervejs. Der sker noget hele tiden.
Jens: Et andet eksempel på en rigtig god solo er ”Sleeping my day away” af D-A-D. Der er et rigtig godt eksempel på en arrangeret opbygning. Frank Zappa var også mester i at lave de bedste forhold til at lave en solo i. Her er det smæk på derudad.
Niels: Også sådan et nummer som ”Comfortably Numb” af Pink Floyd. Den er fantastisk, fordi den virkelig spiller sammen med nummeret.
Simon: Men jeg synes ikke, de er forkerte. De er måske bare ikke så raffinerede på Kill ’em All.
Jens: Nej, det er meget ungdommeligt.

Der blev sagt meget mere. Du er her gået glip af Niels store begejstring for San Fransiscos Bay Area thrash-scene, Jens’ analytiske tilgang til noget, som der måske ikke er tænkt vildt meget over og Simons forsøg på at forsvare det kaos, som Kill ’em All er som album, ved at nævne, at de senere album fra Metallica gør det hele bedre. Kill ’em All er alt det, der gør et godt debutalbum. Det er vildt. Det er kompromisløst. Det er fyldt med begejstring. Men det er også ufokuseret, proppet med underlige valg og stikker i tusind forskellige retning. Og så er lige netop dette album et af de mest betydningsfulde debutalbummer i metalhistorien. Set med nutidens briller er det en harmløs lyd, men dengang var det sindssygt.

Vil du gerne vide mere om Kill ’em All og Metallica generelt? Så køb billet til vores arrangement med Steffen Jungersen, der om nogen er ekspert på bandet. Det foregår torsdag d. 5. oktober kl. 18:30 på Musikbiblioteket.