Fede albumcovers
I forbindelse med Musikbibliotekets månedlige nyhedsbrev laver vi fem anbefalinger inden for et bestemt emne. Da alle bibliotekarerne har hver deres musikalske præferencer vil du støde på ret så forskellige bud. November byder på flotte pladecovers.
Af Katrine N.
Oplev pladekunst i Musikbiblioteket
Vi har været i gang med den store oprydning i Musikbiblioteket. Nogle plader har fået plads nede i kælderen, så nyere titler kan fylde vores krybber ud. Snart kommer der en lille reklame op for kælderen, for det er dernede du finder det skæve, det sjældne og det gamle.
Under lægger man ekstra mærke til de mange flotte covers, der pryder forsiderne. Der er dem, der er proppet med symbolik, dem, der er en farveeksplosion, dem, hvor kunstneren bag ser sej ud – og så er der dem, man af en eller anden grund bare ikke kan stå for.
Musikbibliotekarerne har hver især været i gemmerne for at finde pladecovers, som på den ene eller anden måde gør indtryk på dem. Eneste benspænd er, at det skal være muligt at låne albummet på vinyl på Odense Musikbibliotek. Herunder finder du vores 5 anbefalinger:
Ludwig Göransson - The Mandalorian (Anbefalet af Katrine)
Med undtagelse af nogle fede Sjostakovitj-udgivelser med stalinistisk selviscenesættelse, sovjetromantik og totalitær arkitektur er der forsvindende få klassiske albummer, der har ”fede covers”. Jeg er parat til at forsvare denne påstand med mit liv. Knastørre strygekvartetmedlemmer med polyesterjakkesæt og tunge brillestel eller sangerinder med vaseline på linsen og fredsduer på fingeren lader til at være hovedreglen. Eller vidunderlige verdensstjerner, der poserer med deres flygel/violin/cello og ligesom synes, at det må være musikken, det handler om. Så skidt med, om coveret er en røvsyg metervare.
Så derfor vender jeg mig denne gang mod en anden genre, som har min lige så store kærlighed som den klassiske musik: Filmmusikken. Og her har jeg faktisk OGSÅ snydt lidt, fordi der ikke er tale om et decideret cover, men en printet vinylsingle i et klart plastikcover: Ludwig Göranssons hovedtema til tv-serien The Mandalorian med et billede af den usigeligt nuttekære, lille Grogu, a.k.a. Baby Yoda, på.
Jeg måtte holde op med at se The Mandalorian efter anden sæson, da jeg ikke længere kunne bære at leve et liv, hvor Grogu ikke bare kan bo hjemme hos mig. At noget kan være så kært! Og Göranssons musik besidder den fantastiske egenskab at både løfte den ekstremt tunge, symfoniske arv efter Star Wars’ musikalske stamfader, John Williams, og tilføje noget nyt og unikt for spinoff-serien, den akkompagnerer. Konkret kan han noget med nogle blokfløjter af forskellig størrelse (især de meget store), som tilfører vores ensomme helt en aura af ’lone ranger’ og giver en fremmedartet og folkemusikalsk stemning til det univers, som indeholder så mange fremmede væsener – heriblandt jo altså lille Grogu. Endelig noget nyt fra Star Wars-universet, man faktisk gider at engagere sig musikalsk i.
Ahab – The Coral Tombs (Anbefalet af Simon)
Ahab er navnet på den sindssyge kaptajn, der er besat af hævn mod den hvide hval i Moby Dick. Det er også navnet på et band, der spiller det, der så hyggeligt kaldes funeral doom metal. Kort sagt betyder det, at de spiller deprimerende musik, som går l.a.n.g.s.o.m.t – som når kisten bæres ud af kirken, deraf navnet. Nå ja, så tager de lige den begravelse, hiver den ned i det dybe, kvælende hav og skriver albummer, der er baseret på klassisk litteratur. Joyful.
The Coral Tombs – baseret på En verdensomsejling under havet af Jules Verne – fandt jeg tilfældigt, da jeg kiggede i vores nye LP’er i musikudlånet. Blandt farverige billeder og de klassiske bandfotografier dukkede der noget frem, der mest af alt bare var dystert. Her får du ikke en sommerflirt med Tobias Rahim i bar overkrop, men en dyb, dyb depression. Er du med? For jeg er slet ikke kommet til det gode endnu.
Markeret med brun farve – farvepalettens ”rester fra i går” – er et begravelsesoptog af små dykkere, som bliver sprøjtet ud af hjelmen fra en stor dykker. Og det var: Fortabte sjæle, der kommer ned i underverdenen som en hvid strøm af ånder – igennem en dykkerhjelm. Den store dykker er ved af blive omsluttet af tentaklerne fra en kæmpeblæksprutte. Men hey, kig på det selv i stedet for at læse min beskrivelse. Der er mange detaljer, som peger tilbage mod romanophavet og lidt selvfortolket undervandsdystopi.
Musikken er som nævnt tung, langsom og dyster, og spiller således perfekt sammen med coveret i en samlet stemning af håbløshed. Efter du er kommet ud af dybet igen, må du gerne forkæle dig selv med en kop varm kakao, et tæppe og søde kattevideoer for lige at komme ovenpå igen.
Coil Presents Black Light District: A Thousand Lights in a Darkened Room (Anbefalet af Niels)
Det britiske projekt Coil (1982 - 2005) opstod i kølvandet på 70’ernes spirende britiske industrial-scene med to af pionererne fra industrial-scenen i spidsen - Peter Christopherson (fra Throbbing Gristle) og John Balance (Psychic TV).
Som All Music ganske rammende beskriver, er gruppen et af de mest mytologiserede grupper, der opstod under 80’ernes britiske såkaldte post-industrial-scene. Coil udgav et utal af albums, hvoraf det ene blev udgivet under aliasset Black Light District.
Coveret til albummet "A Thousand Lights in a Darkened Room" er både æstetisk dragende og afspejler samtidig det soniske indhold på dette mesterværk. Albummet, der gennem dets 72 minutter spilletid bevæger sig i grænselandet mellem elektronisk avantgarde og ambient, er både drømmende og hypnotisk. Lyt eksempelvis til numre som "Die Wölfe kommen zurück", "Refusal of Leave to Land" og "Stoned Circular I + II", og få indtryk af albummet særegne univers.
Malk de Koijn – Sneglzilla (Anbefalet af Simon)
Et boligbyggeri, tre mænd, der ikke kan enes om dresscoden og ikke mindst en kæmpesnegl med en guldkæde på. Sneglzilla vækker om ikke andet opmærksomhed, når man støder på coveret. Ikke fordi det er æstetisk smukt, tværtimod. Men fordi det er så anderledes – ligesom Malk de Koijns musik.
Malk de Koijn er danmarksmestre i ordekvilibrisme. De rapper ikke hurtigst, forholder sig meget lidt til virkelighedens samfund og deres tekster forekommer ofte som det rene nonsens, MEN de kan lege med det danske sprog som ingen andre. Gymnasieelever, tag jer i agt. Har dansklæreren forelsket sig i denne gruppe, skal I have jeres skarpe analysehat på og encyklopædien for popreferencer under armen, for Malk er ikke for de uindviede.
Uanset om du har din daglige gang på Langstrand og snakker ”flydende Jens”, eller er nybegynder i Malk, skal du kende dette album. Det er mærkeligt, sprogligt unikt og hip hop på et højt niveau.
Paul (and Linda) McCartney – RAM (Anbefalet af Jens)
Efter nogle af de mest afgørende år i rockhistorien forlader Paul McCartney i 1970-71 London og The Beatles går i opløsning. Paul åbner et nyt kapitel i sit private og professionelle liv. Som det ses på pladens cover wrestler Paul med et får, og det er så anti-The Beatles som overhovedet muligt.
RAM er Paul McCartneys andet album efter Beatles-årene, og noget af det helt unikke med RAM er, at det rent faktisk er en Linda & Paul McCartney plade. I princippet er RAM den første indieplade, netop fordi de to kunstnere står på som producere af albummet. Så selvom den notoriske popdreng Paul McCartney bliver ved med at skrive solide popsange, viser han på RAM at han stadig er enormt progressiv i sine tanker om branchen generelt, og han viser her et gigantisk overskud som sædvanligt. Ikke nok med at han rykker hele livet op med roden og skriver helt fantastiske sange, har han altid hele produktionskæden helt tæt på, når han udgiver musik. Beatles’ Apple Records var jo også et nybrud inden for musikbranchen, hvor bandet selv tog ejerskab over hele produktionen af deres musik og derved frigjorde sig i den kreative proces.
RAM er et mesterværk på mange måder, og pladen er med tiden blevet et ikon og en særlig anerkendt plade i Paul McCartneys enorme diskografi. Det vidner om en kunstner, som på det her tidspunkt er i et utroligt kreativt flow, og der er ingen tvivl om at det enorme sceneskift i McCartneys private liv har fodret den kreative motor og generelt kun tilføjet positivt til hans musikerskab. Musikken er både dybt seriøs og til tider fuld af selvironi og gakkede karakterer, som vi også hørte det på mange af Beatles’ numre - her er det bare mere rendyrket McCartney.